I svedekassen til Sicilien – Del 2a af 5
Fredag, den 17. juli 2009 (Holy smoke! Og terrænkørsel…)
Vi skulle være foran receptionen kl. 8.30. Vi stod der allerede 10 min. før vel vidende, at vi sandsynligvis først ville komme af sted ved 9-tiden ;)
Da kl. blev 8.55 blev vi og 2 engelske piger hentet i en jeep. Vores store intellekt slog hårdt til igen, da vi besluttede, at det nok ville være sjovest at sidde bagerst i bilen, så dér kravlede vi ind. Allerede efter ganske kort tid viste det sig, at der ikke er så højt til loftet deromme, og Jesper ville nok få sit spas med at undgå at lave buler i bilens tag indefra… Vi havde spurgt i receptionen, men vi spurgte chaufføren endnu en gang, om turen var ”safe” for vores børn, så vi ikke pludselig stod i en situation, som vi ikke kunne håndtere. Chaufføren sagde, på skræmmende dårligt engelsk, at det var ok, uden at vi var helt sikre på, at han havde forstået, hvad vi spurgte om.
Vi fræsede gennem byen og noterede os bl.a., at der bestemt var mere end 1 km. til Hotel Sheraton, hvor vi kunne hæve penge. Midt i det hele stoppede vi for at tage yderligere 2 passagerer med. Så var bilen også fyldt op! Vi drønede videre ud af byen og så gik det opad. Og opad. Landskabet var i høj grad præget af vulkanen og den lava, som den havde udspyet gennem årene.
Første stop var ved en kirke, som var bygget af sandsten og lavasten. På forsiden var den helt hvid, hvorimod bagsiden og trapperne var helt sorte. Vi fik ikke lov at gå ud af bilen, så det var vanskeligt at nappe nogle ordentlige billeder. I virkeligheden ventede vi bare på en anden jeep, som vi skulle følges med resten af dagen.
Så gik det videre opad i et spektakulært landskab. Hele byer var nærmest hugget ind i klipperne og der var rester af gamle borge og slotte. Der var flere kæmpestore stenfabrikker (eller hvad sådan nogle nu hedder?), som omdannede lavastenene til skærver og noget stenmel, som man tilsyneladende kommer i asfalten.
Pludselig drejede vores guide væk fra asfaltvejen og så kunne det nok være, at vi for alvor kunne mærke, at vi havde valgt rystepladserne! Vi gonkede og klonkede af sted henover sten og smalle stier. Vel at mærke uden seler på!
Jesper kæmpede lidt for ikke at slå hovedet op i taget, men pigerne synes, det var hylesjovt – og vi lod som om, at vi havde samme oplevelse…
Da vi havde bumpet rundt på lavastenene i et stykke tid, stoppede vi ved et mirakelsted. Det var virkelig en syret historie: Ved udbruddet i 1971 havde lavaen retning direkte mod dette lille hus, hvor folk kommer for at bede og ære ærkeenglene og andre helgener. Som ved et trylleslag ændrede lavaen pludselig retning, da den var blot få meter fra huset.
Ved udbruddet i 2008, havde lavaen igen retning mod huset (man burde måske overveje en flytning?), men da den nåede huset og ramte væggen, stoppede strømmen pludselig.
En meget spøjs historie og en sjov oplevelse at stå der.
Så gik det videre over stok og sten. Mest sten. Vi bumlede rundt på små stier, nogen på en eller anden måde havde skabt midt i lavastrømmen. Stierne var ikke særlig brede og fyldt med sten og grus, som vi nærmest fløj henover, men vi kom tættere og tættere på Etna og pigerne fik i hvert fald en kæmpe oplevelse. Jeg skulle selvfølgelig prøve at være sjov og lette stemningen lidt i bilen og det lykkedes nogenlunde, da jeg på engelsk spurgte, om der var én, der gad at samle mine bryster op fra gulvet… Maria synes, at jeg var noget så eftertrykkelig pinlig!
Vi stoppede igen og denne gang for at komme ud på en lille gåtur. Opad. Min ryg og nyrer takkede chaufføren! Vi gik et stykke vej opad en lille sti, hvor vi også takkede os selv for at have vundet diskussionen med pigerne tidligere på dagen om, hvorvidt de skulle have grimme gummisko på eller ej. Det havde været en svær tur i klipklappere! Op kom vi og dér ventede os en fantastisk udsigt. Jeg har aldrig set lignende eller noget, der kommer tæt på i mit liv.
Så skulle vi ned ad stien igen. Det viste sig at være knapt så nemt som at komme op. Maria gled og faldt og slog sit knæ, så der kom et lille sår. Med det samme var én af vores medrejsende henne og spørge, om vi ville have en renseserviet, som hun lige havde i tasken. Jeg blev så glad indeni, at mit lille hippiehjerte næsten ikke kunne bære det. Go’ karma! Maria glemte helt at græde og så var alt godt igen…men hold da fast, hvor trænger min krop i øvrigt til noget træning. Jeg prustede som et gammelt øg, da vi kom ned igen.
Tilbage i bumleriet, men denne gang i lidt kortere tid og ud på asfaltvejen. Hurra. Derfra gik det videre opad til en lille restaurant, hvor vi kunne købe lidt at drikke og spise. Vi var ret glade for, at vi selv havde taget en 2 liters vandflaske med, da der ikke ligefrem var servering i bilen undervejs. Vi tankede op med endnu 4 liter vand og et stykke chokoladekage til pigerne. Lisa forelskede sig i en lille Etnafigur, som hun købte for nogle af sine sparepenge og Jesper købte et armbånd i lavasten til mig ♥
Efter en kort proviantering og et par billeder, kørte vi videre ud i landskabet. Denne gang mod et sted, hvor vi skulle op og gå på selve lavaformationerne for foden af vulkanen.
For første gang på turen fik jeg fornemmelsen af, at det ikke var helt fedt at slæbe ungerne med. Vi gik på nogle ganske smalle stier på kanten af disse lavabjerge. Det var meget fascinerende, men jeg blev en lille smule nervøs undervejs. Uden grund, i øvrigt. Pigerne klarede det fantastisk og havde ingen problemer med at gå turen. De andre passagerer var noget imponeret af dem og guiden blev meget glad, da han så den jubel, som han vakte hos Lisa, da han fandt en ”guldlavasten” til hende. Så glad faktisk, at han på et tidspunkt hang på kanten af en skråning for at finde én i blå og rød til hende.
Det var igen noget helt specielt at prøve at gå på disse små lavabjerge og høre om, hvor ødelæggende det har været de gange, hvor vulkanen er løbet over. Vi fik desuden forklaret forskellen på Etna og Vesuv i den forstand, at Etna, hvis/når den går i udbrud, nærmest ”bare” flyder over med lava, hvorimod hvis Vesuv går i udbrud, er det med knald og brag og i en kæmpeeksplosion. Dette er også grunden til, at de mennesker, der boede i Pompei, da Vesuv sprang, blev så overraskede og aldrig nåede langt nok væk til at overleve. Jeg var lidt ked af, at vores guide ikke talte bedre engelsk, for der var tilsyneladende mange gode historier, som vi gik glip af, da vi ikke kan italiensk. De tredje par foruden os og de to engelske piger, var netop italienere og snakken gik livligt på deres sprog det meste af turen.
Da vi gik mellem nogle træer op på lavaen, så vi til vores overraskelse birketræer. Vores guide fortalte, at man ikke kunne forklare, hvorfor der gror birketræer i lavaen. Eksperterne har i mange år forsøgt at finde forklaringen, men det er ikke lykkes dem. Så noget har vi alligevel til fælles med sicilianerne… J
Det var en lang, men ekstremt interessant gåtur på næsten 1 time. Igen røg tankerne hen på, at en smule træning af min hærgede krop nok ikke ville skade…
Tilbage i jeepen, som også blev til noget af en svedekasse, efter at alle 8 i bilen havde travet i en time. Puha – men godt, at man kunne åbne de fleste vinduer! Lisa afleverede lige et guldkorn, da vi havde sat os ind: ”Hende Etna kan være voldsom, så hun er ikke helt nede på jorden”. Hmmm…
Vi kørte videre men stoppede igen efter en kort tur. Da vi steg ud, fik vi alle udleveret hjelme og pigerne fik hver en pandelygte. Det måtte være den grottetur, vi havde læst om i brochuren. Vi gik et lille stykke ind i en skov, og hen til noget træværk, der var sat rundt om nogle huller. Vi skulle ned i det ene hul og (forhåbentlig) op af et andet. Vi gik ned ad nogle ret stejle trapper, men hele tiden hjalp guiderne vores piger, så vi fornemmede ikke på noget tidspunkt, at det var farligt for dem. De synes begge to, at det var meget spændende og ”helt vildt syret”, at de havde været nede i en lavagrotte!
Turen var nu ikke så lang. 10 meter eller deromkring. Det var vist mest en indbygget event for at få brochuren til at ligne noget J Vi kom op igen og pigerne var helt oppe og køre. Dér var virkelig smæk for skillingen og vi fortrød ikke en eneste af de mange Euro, turen kostede.
Efter denne meget specielle oplevelse, kørte vi videre som om nogen var efter os til en, for Jesper og jeg, lige så vidunderlig oplevelse. Det gik opad igen og hen til et lille landbrug, hvor der blev dyrket røde pebre, auberginer, vindruer, appelsiner og tomater – og vi fik lov til at smage lidt af det hele med frisk oregano, olivenolie og den skønneste rødvin! Total autentisk oplevelse. Bedst som vi sad og nød de forskellige smagsoplevelser eksplodere i ganen, kom vores vært rundt med en brochure, hvoraf det fremgik, at vi var landet på et lille ”bed & breakfast” – med egen hjemmeside und alles. Det føltes nu stadig autentisk og vi var også ret sultne og om det ene skyldtes det andet, skal jeg ikke kunne sige.
Herefter kørte vi videre til en anden, meget anderledes attraktion. Vi stoppede på en lille p-plads, hvor vi først gik forbi nogle vindrueranker. Her plukkede vores guide en klase til Lisa, som blev guffet med største velbehag. Tænk engang, at man kan gå på fortovet og plukke vindruer, der kan spises!
Så blev vi sendt ned ad 264 trappetrin og det var et fantastisk syn, der mødte os. En lavagrotte med vand i, hvor folk soppede og enkelte badede. Der var også nogle, der stod med våddragter og smilede over hele femøren… hvilket faktisk så lidt sjovt ud, da de havde hætte på.
Det var ubeskriveligt at få de sure, varme gummisko af og sætte fødderne ned i det meget kolde vand, der kom fra sneen på Etna, sagde vores guider i hvert fald. Flere af vores rejsefæller tog hurtigt tøjet af og hoppede helt i. Pigerne fik lov at smide deres gamacher og t-shirts og hoppe i, men her måtte de give fortabt. Det var alligevel for koldt. Jeg synes nu heller ikke, at der var nogen grund til at fremprovokere en blærebetændelse eller en forkølelse. De to engelske piger tog deres bh’er af og skiftede t-shirts, og havde ikke tænkt over, hvordan kulde påvirker den øverste del af en kvindekrop. Det var ret morsomt. Da de kom tilbage, fortalte de til gengæld, at de havde været helt inde bagerst i grotten, hvor der var det smukkeste vandfald. Dét ville jeg gerne have set, men jeg havde desværre ikke badetøj med J
Denne helt forrygende dag sluttede med et hurtigt besøg på et aranciaria – eller noget i dén retning. Et sted, hvor man for €2 kunne få et glas friskpresset appelsinsaft. Ren saft, som blev presset for øjnene af os på en 200 år gammel saftpresse af en fyr, der så næsten lige så gammel ud.
Det var vældigt. Vi sad ved samme bord som vores 2 nyfundne engelske venner, som fortalte, at de rejste rundt på Sicilien i 14 dage og boede i telt på forskellige campingpladser. De var fra London og det var en kæmpe fornøjelse for både pigerne og mig at få lov at høre noget ”rigtigt” engelsk. Som tak ga’ vi juice til hele bordet…
Vi kom tilbage fra turen kl. 19.00, godt trætte. Jeg må nok med skam indrømme, at jeg havde fået mere motion på 1 dag, end på en hel måned derhjemme. Det skal der gøres noget ved efter ferien…
Vi gik i supermarkedet og handlede ind til aftensmad, som kom til at bestå af brød og en masse ”lokalt” pålæg: Røget skinke, salami, ost, snackpølser og ruccolasalat. Vi var endda så forudseende, at vi også købte noget kylling til næste dag, så vi kunne få varm mad, hvor vi nu end kom til at befinde os.
Pigerne og Jesper lagde sig ind i Svedekassen og så film, mens jeg fik en times tid foran computeren udenfor. Der lå en campingvogn lige foran vores med fortelt, og beboerne var kommet tidligere på dagen – sikkert efter arbejde. Moren havde lavet mad til sin søn, som levede fuldt ud op til den italienske myte om, at sønner bliver vartet op af deres mødre, indtil de er 35, hvor de finder en kone, der herefter kan varte dem op resten af livet.
Da klokken blev midnat var der fuldstændig udsolgt og på trods af varmen, faldt alle hurtigt i søvn i god ro og orden på trods af en fransk skoleklasse, der legede pigerne efter drengene udenfor vores camper. Klokken halv et blev det lige i overkanten for vores svenske nabo, der sendte dem i seng med et ”basta!!”.
Lørdag, den 18. juli 2009 (Mere vulkan og os – altså røg)
Vi var ret enige om, at vi ville forlade det varme og ret beskidte Sicilien, når vi havde været på turen til Etna. Vi snakkede dog om muligheden for at køre ned til den sydlige del af øen og derefter videre nordpå til Palermo, men det var som om, at Sicilien ikke helt var, hvad vi havde håbet. Flere gange senere på vores tur, snakkede vi om, at det nok var lidt fjollet at køre hele den lange vej, set vulkanen og så køre hjem igen, men det var som om, at ingen af os rigtig synes, at Sicilien var fed på den fede måde. Pladsen, vi boede på, var vældig hyggelig. Der var sol og rigtig meget varme, men der var noget udefinerbart, som ikke var rigtig godt. Fornuften sagde ”kør rundt og kig”, men lysten sagde ”kør tilbage til fastlandet”. Det kan måske også have været en form for stress over, at hvis vi brændte for mange dage af på Sicilien, ville vi få svært ved at nå Napoli, Rom og de andre ting, vi gerne ville se.
Vi var ikke helt sikre på, hvor vi skulle køre hen, så vi blev enige om at se, hvor langt vi orkede at køre. Næste mål var aftalt til Napoli med Pompei og Vesuv som udflugtsmål, men der var også stemning for at finde den campingplads i Falerna, hvor vi havde badet i Middelhavet tidligere på ugen. Vi pakkede sammen og spiste morgenmad på vejen. Mens Jesper satte cyklerne fast, gik jeg op for at betale. Vi måtte bøde €188 for 3 overnatninger. Det var lidt dyrt, synes jeg, men på den anden side havde vi badet fra lavasten og haft en udsigt over havet, som man også må betale for. Vi havde haft gode naboer og pladsen var ikke overfyldt samtidig med, at der var pænt og rent – på selve pladsen, altså. Jeg har vist allerede nævnt, hvad jeg mener om sicilianernes adfærd, når det gælder affald generelt!
Da jeg skulle betale, ville jeg have brugt mit Visakort, men da det ikke lå i min pung, fordi Jesper havde hævet penge fra det den foregående aften, gik der lidt panik i mig og jeg afleverede alle de kontanter, vi havde tilbage. DOH! I stedet for at sige, at jeg lige skulle hente mit kort. Nå, men man vinder ikke dem alle sammen, og vi måtte finde en bankomat, når vi kom ud fra pladsen. Da jeg stod i receptionen, kom tjeneren fra restauranten og vores svenske nabo, Solveig. Han sagde en masse på italiensk, hvoraf jeg dog forstod noget med ”mama”, ”bambini” og ”bueno”. Solveig oversatte og sagde, at han synes, jeg var en god og kærlig Mor, fordi han kunne se, hvor dejlige mine piger var og hvor godt de havde opført sig forleden i restauranten. Woohoo! Det var italiensk smiger, så det drev, men jeg labbede det i mig. Vi har nogle søde piger og de er vidunderlige at rejse med, men hvor er det dog skønt, når vildtfremmede bemærker det. Solveig mente, at jeg skulle tage det meget alvorligt. Han havde aldrig sagt til hende, at hun var en fremragende Mormor. Således forlegen og alligevel glad, gik jeg ned til bilen, som Jesper i mellemtiden havde tømt for spildevand, og kom hurtigt ned på jorden igen, da jeg bestemt ikke fik ros for at have betalt med vores sidste kontanter… ak, ja. Træerne gror ikke ind i himlen J
Vi kom af sted og fik vinket til svenskerne, sendt fingerkys til tjeneren og vrænget på næsen af affaldsbunken, der lå på vejen udenfor campingområdet og så gik turen mod Messina og færgen til fastlandet.
Det kræver sin Jesper at køre på Sicilien. Folk på scootere, der diskuterer, mens de kører. Biler, der overhaler indenom og udenom, selvom der ikke rigtig er plads. Dytten og båtten og i det hele taget medtrafikanter, der kørte, som om Etna var gået i udbrud og de skulle nå væk så hurtigt som muligt.
Der var skyer på himlen, da vi forlod Catania og det blev mere overskyet efterhånden, som vi nærmede os Messina. Det kunne jo ikke passe bedre. Altså ikke forstået sådan, at vi ønskede for andre, at det blev dårligt vejr, men når vi nu alligevel havde besluttet os for at køre, var det om ikke andet rarest at køre uden at solen stod direkte ind i bilen.
De sidste billeder af Etna og resten af Sicilien blev skudt, mens vi ræsede mod færgen, men det var som om, at ingen af dem rigtig kunne måle sig med gårsdagens.
Da vi nåede Messina, begyndte den trafikale morskab for alvor. Sikke et cirkus af biler og alverdens ting og sager.
Hvis man havde behov for at parkere og der ikke lige var en plads, satte man blot katastrofeblinket til og steg ud. Vi gjorde ligeså, da Jesper pludselig opdagede en bankomat. Dét vandt vi ikke lige popularitetsprisen for, men skik følge eller land fly! Vi fik vores penge. Jesper mente ikke, at vi kunne være sikre på, at de tog Visa ved færgen. Jeg synes, det var noget pjat. Vi var jo ikke i et u-land.
Vi kom ned til færgelejet og købte billet – og guess what! De tog ikke Visa! Hvor mon jeg ville være, hvis ikke jeg havde min kloge mand ved min side?
Tilsyneladende bekymrede ingen sig rigtig om, at vi kørte i en autocamper med alkove og vi blev holdende sammen med de andre personbiler. Da de første biler blev gennet ombord, kunne vi igen fornemme den lidt specielle syditalienske kultur. Alle de biler, der var kommet til færgelejet efter os, holdt i en lang kø i den første bane. Det var nemlig den, der blev sendt først af sted og mange af de biler, der kom efter os røg direkte ombord, indtil en ansat stoppede strømmen og skældte ud. Da vi blev kaldt frem kiggede den ene færgemand på den anden og sagde noget i retning af ”si si – no problema”.
Først da vi nåede længere frem, forstod vi, hvad han mente. Vi skulle gennem en port, hvor der på et stort skilt stod: 3 m. Vi kiggede på hinanden og på skiltet i vores bil, hvor der står: Højde: 3,5 m.
Jesper mente, at vi godt kunne komme igennem – og han fik selvfølgelig ret. Jeg burde have taget billeder, men jeg havde så meget sved i hænderne, at jeg ville have haft svært ved at holde på kameraet. Da vi troede, at alt var godt, blev vi ført op på en rampe med tværbjælker!! Her var Jesper pludselig ikke så sikker og når først han vakler, så kan jeg slet ikke overskue noget. Jeg sad med lukkede øjne og ventede på at det sagde CRASH! Men vi kom igennem og ned til færgen, blot for at konstatere, at vi nok havde valgt den forkerte kø at holde i, for der holdt allerede både en lastbil og en anden camper ombord. Så lærte vi dét.
Da færgen satte i gang, må jeg indrømme, at jeg drog et lettelsens suk. Det havde været katastrofalt, hvis vi var strandet midt på en tilkørselsrampe på et færgeleje med en smadret alkove og/eller en ditto tagboks uden at kunne komme hverken frem eller tilbage. Bagefter ærgrede jeg mig dobbelt over at være sådan en kylling og ikke have et billede af scenariet…
Vi nåede St. San Giovanni og så snart færgen lagde til, begyndte kampen om at komme først fra borde. Med en masse dytten og småråben, kom vi alle sammen ud.
Så begyndte opstigningen på motorvejen. Det var en lang tur, men som tidligere nævnt var det overskyet ligesom det blæste en del, så derfor føltes temperaturen knapt så trykkende som da vi kørte den modsatte vej.
Efterhånden som vi nærmede os Falerna, blev vejret faktisk dårligere og vi nåede endda at få lidt regn på ruden. Pigerne blev hørt i muligheden for at køre lidt længere og det var de med på, så vi gav den gas videre mod nord.
Da der var ca. 150 km. til Napoli, blev vi enige om at køre helt dertil. Det var igen blevet skyfrit og da vi holdt ind på en rasteplads for at få en panini (en let opvarmet sandwich), ringede jeg til Camping Vulcano Solfatara (DCU’s campingbog er uundværlig!) for at høre, om de havde plads til en campingcar – og om der var swimmingpool på pladsen J Begge dele var tilfældet og så kunne det jo ikke blive bedre!
Vi kørte over 700 km. og igen så vi de mest spektakulære landskaber fra nogle af de meget høje broer, vi passerede. Det er en fantastisk tur, hvis man vil nyde udsigten!
Vi ramte stedet kl. ca. 20.30 og blev taget vel imod, i øvrigt efter at have passeret endnu en ganske lille port ind til selve pladsen. Man skal ikke komme anstigende i en camper, der er meget større end vores, for at måtte give fortabt.
En ung og meget korrekt fyr bød os velkommen på fint engelsk og forklarede os lidt om, hvordan pladsen fungerede. Det er nu en rigtig rar ting, så man ikke får klumret for meget i det fra starten. Poolen var desværre lukket kl. 20, så ingen aftenbadning til pigerne.
Vi satte camperen på en plads ved siden af en belgisk camper. Mens vi pakkede ud, kom vores nye nabo og sagde, at kullene på deres grill stadig var varme, hvis vi havde lyst til at benytte den. Undskyld, men hvor jeg dog bare elsker dén slags gode oplevelser! Jeg havde dog ikke lige noget, jeg kunne grille, for jeg havde lovet ungerne stegt kylling og tortellini, som vi havde købt i supermarkedet dagen før. Jeg kunne godt have grillet kyllingen, men ærligt talt orkede jeg ikke at gøre grillen ren bagefter. Kylling hænger fint i sådan en grillrist. Men det var bestemt pænt af dem og havde jeg haft et par pølser, var de også røget på!
Aftensmåltidet blev indtaget ved 22-tiden i duften af svovl fra et par huller i klippen på den ene side af vores camper. Pladsen viste sig at ligge i krateret på en udslukt vulkan, der dog stadig oser lidt… af svovl, som kommer ud af 4-5 huller på bjergsiden. Spicy! På den anden side er det en velkendt duft, når vi har fået lidt for meget chili… J
Pigerne synes igen, at det var for vildt. Nu havde de både været halvvejs oppe på en vulkan og minsandten også boet på én!!
Lige et par billeder af vores helte fra turen...
Jeg var helt smadret, da vi havde spist. Virkelig træt. Det virkede underligt, når jeg bare havde siddet i en bil hele dagen, hvor jeg i øvrigt også var faldet i søvn på vejen. Måske skyldtes det, at min mave havde besluttet sig for at snøre sig sammen på den første dag og ikke vise tegn på at ændre på dét.
Til gengæld var der lidt luft omkring vognen og Svedekassen blev næsten til at holde ud at sove i. Vejret var lidt køligere end sydpå, selvom solen havde skinnet hele dagen. Eller måske lå pladsen højere, end vi havde været vant til. Jeg var også ligeglad. Det var dejligt!
Vi blev fornøjet af endnu en fransk skoleklasse på lejrtur. Der var opsat omkring 20 ens telte med 2 unge i hver. De så ud til at hygge sig vældigt og jeg synes faktisk, at det var sjovt at sidde og kigge på dem. De havde fået lov at være oppe til kl. 24 og de blev holdt i stramme tøjler. Der var musik fra pladsens bar – vist nok fra en italiensk sanger, der begav sig ud i både ”My Way” og ”Quantaramera”! Da klokken var halv et var der fuldstændig ro.