I svedekassen til Sicilien – Del 3b af 5
Jeg vågnede halv otte og stod op og satte vand over til kaffe. Jeg ville sidde og nyde den stille morgen helt for mig selv og jeg glædede mig allerede. Ingen cikader, ingen musik i restauranten, ingen vågne børn, ingen biler… bare mig, min pc, mine billeder og lyden af tastaturet.
Det var helt vidunderligt. Der er så meget larm til langt ud på aftenen, eller natten, vil nogle nok kalde det, så en smule stilhed kan man godt bruge. De fleste, der har været på ferie, kender nok det der med, at man kan trænge til at være sig selv ind imellem. Det gør jeg i udpræget grad om morgenen…
De andre vågnede ved 9-tiden. Der blev hentet morgenbrød og dækket bord og maden blev indtaget i 35 graders varme. Dog i skyggen. Vi har været så heldige med vejret på vores tur indtil nu. Ikke noget regn, på nær de få dråber, da vi kørte fra Sicilien.
Der blev lige sat et par maskiner vasketøj over, som blev hentet, da vi havde spist. Så var der nye forsyninger af rent tøj. Jeg har nok taget i overkanten tøj med (igen), for jeg kan se, at det er de samme 4 kjoler, t-shirts, gamacher og shorts, der bliver brugt. Det er svært at pakke til 4 uger. Til gengæld har jeg ikke taget lange bukser med eller jakker i år J Man lærer lidt hver gang.
Vi havde besluttet at gøre som den foregående dag: I poolen om formiddagen og med bussen kl. 14. Så er temperaturen stadig ikke til at holde ud, men dog ikke så slem som midt på dagen.
Jesper hentede frugt og vand til turen i den lille frugtbod henne om hjørnet.
Vi var nu blevet garvede togpassagerer, som nogle andre kunne spørge, hvis de var i tvivl. Det var der nu ingen, der gjorde… Det er ikke nogen skøn togtur fra Prima Porta til Flaminio. Stationerne er grimme og overmalede med graffiti og det samme er togene. I dag vandt vi en tur i en kupé, der lugtede og så ud som om, at den var blevet benyttet til kvægtransport om natten.
Det gik mod Colosseum, som vi ikke nåede i går på grund af… nå, ja… ingen grund til at træde mere i dét.
Da vi kom ud fra stationen, ventede et vældigt syn. Denne kæmpestore ruin rejste sig for øjnene af os og man var nødt til at stå stille et øjeblik. Det benyttede ungerne sig af til at spørge om en is. Vi fik alle sammen en vaffel, som vi spiste i skyggen på stationen, mens vi bare stod og gloede på det kæmpe bygningsværk.
Vi snakkede om, at det egentlig er sært, at romerne ikke har valgt at genopbygge dette fantastiske sted. Jeg mente, at det måtte være fordi, at ingen turister gider at komme og se et moderne, genopbygget Colosseum. Vi vil se noget, der ser gammelt og autentisk ud!
Mens vi gik rundt derinde, forestillede jeg mig, hvordan det mon var at være gladiator og stå og vente på at skulle ind og underholde de 55.000 romere, der kunne stuves sammen derinde. Der har udspillet sig kampe på liv og død og der er så meget historie i det sted, at man bliver helt underligt til mode, når man står der. I går hørte vi om nogle af grundene til, at Colosseum ser ud, som den gør i dag. Under renæssancen brugte man ikke længere bygningen til underholdning i den form, som det blev brugt tidligere og derfor kunne man genbruge stenene til at bygge andre huse og bygningsværker med. En handling, der nok ville koste nogle år i spjældet i dag… Senere fandt man da også ud af, at Colosseum nok var bevaringsværdigt og stoppede derfor ”stentyveriet”. Det var den korte historie…
Da vi havde gået rundt og svedt derinde i godt 1½ time, mente vi, at vi havde set, hvad der var værd at se og gik mod udgangen. Da vi kom ud, blev der hentet nye vandforsyninger og spist frugt.
Vi var blevet enige om, at vi også gerne ville nå at se Den spanske Trappe, så efter en halv times pause, gik vi mod Metroen. Efter nogle få stationer, trådte vi igen ud i varmen. Der var rigtig mange turister på pladsen. Trappen er meget smuk og det var et vældigt syn at sidde på den og kigge på alle de mennesker fra mange forskellige lande, der gik frem og tilbage. Jeg synes, at det er fantastisk, at man kan nå at høre mange forskellige sprog i løbet af ganske kort tid og selvom vi alle kom fra forskellige lande, så er vi egentlig ikke så forskellige – og en turist er en turist.
Vi blev et stykke tid på pladsen. Jesper og Maria gik hele vejen op, men det havde Lisa ikke mod på, så jeg blev siddende ved hende. Det var nu til at overskue, men jeg kan godt forstå, hvis hendes små fødder var trætte.
Vi så sågar en fejemaskine, mens vi sad der og sådan én må være næsten lige så sjælden, som en italiener, der ikke ryger!
Da vi havde nydt synet af trappen og hinanden, gik vi ned for at fange noget mad. Vi var blevet enige om, at vi ville finde en fortovsrestaurant, hvor vi kunne sidde og kigge på de folk, der gik forbi.
Vi gik ned ad den store gade modsat trappen. Det viste sig at være den gade, hvor Gucci, Versace, D&G osv. holder til. Sikke mange fine forretninger med en bevæbnet vagt lige indenfor døren hos dem alle. Fine damer i meget høje hæle gik fra butik til butik. I øvrigt imponerende med disse høje hæle. Rigtig mange af gaderne er belagt med brosten, men dette til trods, vimser disse smukke kvinder rundt på hæle, der ville få en flip-flop-elsker, som jeg, til at vælte i løbet af ganske få skridt. Men flot ser det ud! Mange italienske kvinder gør meget ud af dem selv og det skal de jo ikke klandres for. Vi så i øvrigt også mange politimænd alle vegne. Det virkede meget betryggende, at der ikke var langt til hjælp, hvis man skulle blive udsat for en tasketyv eller andet.
Vi fandt vores fortovsrestaurant lidt væk fra de allerdyreste butikker. Vi mente, at det kunne minimere skaderne lidt, når regningen skulle betales. Det blev til det helt store, med en deleforret, hovedret og dessert. Da vi rejste os, var vi stopmætte og en del Euro fattigere, men det var dejlig mad, god betjening og alle pengene værd. Herefter var det retur til Camping Happy for sidste gang med ”kvægtransporten”. Der var rigtig mange mennesker med og mine piger fik mit moderhjerte til at løbe over af stolthed, da de uden opfordring rejste sig for 2 ældre damer, der havde været på indkøb.
Bussen til campingpladsen kørte 20.30. Da vi stadig manglede 5 stationer, var den 20.23. Pokkers. Det ville vi med stor sandsynlighed ikke nå. Jesper stod klar til at sprinte mod bussen i det sekund, dørene åbnede sig, men på p-pladsen stod vores søde chauffør og tog smilende i mod os. Han ventede netop på det tog og var ikke kørt, førend det var ankommet. Et par andre campister var også med toget og vi kom alle sammen velbeholdne og Happy hjem.
Igen blev der hurtigt skiftet til badetøj med en aftentur i poolen for øje. Det var skønt at blive kølet af og mærke det lunkne vand i aftenbrisen efter en lang dag, hvor den salte smag af sved var den gennemgående. Et bad - og så sluttede dagen med endnu et afsnit af Ringenes Herre og en times tid foran pc’en for mit vedkommende.
Det er ikke altid lige nemt… camperlivet, hvilket vi måtte sande, da vi pakkede og skulle fra pladsen.
I starten gik det ret godt. Stole, kølebokse og – så kom vi til markisen. Pokkers markise, som vi ikke nåede at få skiftet gearet på. Tandhjulene er blevet så slidte, at de ikke kan trække markisen ind. Den ”klikkede” bare rundt og der skete ingenting. Vi var godt klar over, at den ikke havde det for godt, men at den overhovedet ikke ville noget, var lidt af en overraskelse. Så stod vi dér. Da Jesper havde tænkt lidt, blev han enig med sig selv om, at hvis jeg skubbede, samtidig med at han rullede ind, kunne det være, at den kunne trække hele gøjemøget. Det virkede, men må ha’ set rigtig sjovt ud. Succes!
Så røg cyklerne på. Det gik egentlig også rimeligt. Vi havde taget dem af, fordi vi synes, at camperen stak for langt ud på stien, hvis de blev siddende på. Det giver alligevel ca. 1 meter, når cykelholderen er slået op. Da vi var færdige med cyklerne, opdagede vi, at stigen stadig hang nede. Forfra. Man kan ikke slå den op, når cyklerne er sat på. Temperaturen var i mellemtiden steget fra hed til varm.
Vi fik det sidste ind i vognen og så skulle den ”bare” bakses ud. Vores hollandske (!) nabo havde også parkeret en camper, men ikke ulejliget sig med at tage sine cykler af, så de stak ud på vejen. Samtidig havde de en stor VW transporter med åben bagklap holdende på p-pladsen overfor, så der var ikke meget plads at manøvrere på. Jeg gik over til hollænderen og spurgte, om han ville lukke bagklappen. Langsomt, men dog sikkert, gik han mod sin bil og med et småirriteret blik, smækkede han dørene i. Jesper kørte frem, bakkede og kørte lidt frem igen. Var det mon nødvendigt, at hollænderen flyttede bilen? Jesper mente det ikke og bakkede lidt igen og kørte frem.
CRUNSCH sagde det pludselig. Jesper havde ramt hollænderens cykel med det ene kabinevindue, der revnede. PIS! … og PIS igen! Undskyld. Men det er virkelig enhver campists mareridt at ramme andres udstyr på vejen ud. Cyklen fik en skramme ved styret og jeg tilbød straks, at de kunne få mit visitkort, hvis de ville have det erstattet af forsikringen. Det ville de nu ikke, men den hollandske frue så på mig med et blik, der kunne have slået mig ihjel ganske omgående, hvis hun havde haft evnen. Men man gør det jo ikke med vilje og jeg var lige ved at tude, da jeg så Jespers ansigt. Nu havde han overvundet broer, tunneller, tilkørselsrampen til færgen på Sicilien og andre vanskelige forhold uden problemer og så skulle sådan en åndssvag cykel ødelægge det hele. Men det var vores skyld, selvfølgelig var det dét. Da Jesper var forbi, stoppede han bilen et øjeblik. Hollænderen kom ned for at spørge, om vi havde plastik og tape, for ellers kunne vi låne af ham. Men det havde vi og der blev slået et kryds på ruden, som vi til straf må køre med de sidste 14 dage. Set fra den lyse side må jeg lige tilføje: Der var ingen, der kom til skade. Det var heldigt, at ikke hele ruden gik i stykker. Vi kunne stadig køre med det uden risiko for, at det røg af og – hvis det er det værste, vi kommer ud for på hele turen, så går det altsammen nok alligevel. Men det var synd for Jesper. Han kørte ned og tømte bilen og fyldte nyt vand på, mens jeg gik op og betalte €166 for hele fornøjelsen. Det havde været nogle gode dage, vi havde set Rom og nu skulle vi til Camping Jolly og slappe af i nogle dage.
Klokken 10 startede vi med at køre den forkerte vej. GPS’en var længe om at finde signalet og jeg tog en frisk beslutning om, hvilken retning vi skulle køre. Den var så forkert. Da GPS’en igen fandt signal blev vi sendt til Autostradaen og brugte lige en halv times tid på det show. Sikke en fantastisk morgen!
Det blev for mit vedkommende den køretur, der har virket som den allerlængste indtil nu. (Det har jeg vist allerede skrevet om et par af de andre ture?)
Jeg var træt, jeg svedte, fik ikke drukket væske nok og var i det hele taget utidig og rigtig dårligt selskab. Jeg faldt i søvn flere gange, men det hjalp ikke synderligt på humøret. Måske var det tanken om at skulle til ”Miniholland” og være i 4 dage, hvor tiden står helt stille. Men vi havde lovet pigerne det og efter at have trukket dem af sted til Sicilien og rundt i Rom i stegende varme, holdt vi selvfølgelig vores løfte.
Der er ikke meget at berette om selve køreturen. Den er cirka lige så spændende, som en tur fra Kolding til Århus eller henover Fyn på en overskyet tirsdag.
I bar kedsomhed gav jeg mig til at fotografere alle de landmænd, jeg kunne se, når vi kørte forbi dem.
Da kameraet løb tør for strøm, var der for alvor krise! Men heldigvis var der ikke så mange kilometer tilbage og jeg klarede resten af turen uden at skabe mig yderligere. Barnligt…
Pinslerne var slut og vi nåede Jolly omkring kl. 18.00, hvilket vil sige, at vi havde været 8 timer om at køre de knapt 700 km. Endda med en kø omkring Rivorno.
Vi kørte med en af drengene i golfvognen for at finde en plads. Det var ikke så ligetil, men der var en enkelt ledig lige overfor Miniklubben (!) ved siden af… en hollandsk familie med 3 børn og en stor VW Transporter. Den hollandske mand udtrykte sin tydelige utilfredshed med, at han skulle flytte sin bil fra den ledige plads. Han blev egentlig bedt om at parkere på p-pladsen, men han rykkede blot bilen en smule frem på en lille plads under et træ. Hurra for en dejlig start! Jeg skal undlade at trætte med en længere moralprædiken, blot konstatere, at det måske kan være for besværligt at gå hen til p-pladsen med 3 små drenge, hvis man skal på tur – eller hente morgenbrød i sin bil.
Senere på dagen smuttede den mindste af drengene ud af teltet og henover stien, hvor naboens landsmænd ikke nødvendigvis sænker farten synderligt i forhold til, når de kører på landevejen. Han løb over og gemte sig i Miniklubben, men jeg kunne se ham, så da nabokonen kom ud og kiggede sig desperat omkring, kunne jeg med en vis fornøjelse pege over og sige, at han løb derhen. Hun stirrede faktisk lidt ondt på mig (sådan føltes det) og løb efter ham. Siden var de ret opmærksomme på ham, når han løb ud af teltet, men de hilste stadig ikke – hun sagde ikke så meget som et tak og så må det jo bare være sådan. Nu gjorde jeg et forsøg.
Pigerne havde været ovre og sige hej til Marco, som blev glad for at se dem. Han havde dog rigtig travlt med at planlægge den efterfølgende dags begivenheder – en Peter Pan skattejagt og søslag – så der var ikke så meget tid til snak.
På pladsen overfor vores holdt en anden camper med en italiensk familie og deres 3 børn. De fik besøg og snakken gik højlydt. Jeg troede, at jeg aldrig skulle tænke det, men det var helt hyggeligt at høre, at de hyggede sig og var glade – til forskel fra vores hollandske familie, der skændtes en del med deres hylende unger.
Vi hentede pizzaer fra restauranten (og de kan varmt anbefales!) og gik en tur ved søen, inden vi gik i seng. Vi havde fået tilbudt at komme op den efterfølgende morgen og se, om der var blevet en bedre plads ledig og det havde vi egentlig tænkt os at benytte os af.
Jeg sov nærmest med det samme og hørte ikke alle de unge, der sædvanligvis samles ved Miniklubben og gi’r den gas den halve nat.