I svedekassen til Sicilien – Del 5a af 5
Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel igen, da jeg vågnede omkring halv otte. Jeg gad ikke stå op. Jeg nød bare stilheden og en svag brise, der luftede fra vinduet…
Jeg ville nå i bad, inden vi skulle ind til byen. Hvis det var varmt, var jeg ikke sikker på, at jeg ville udsætte mine omgivelser for lugten af gammel ferie. Jeg holdt til at ligge stille og kigge ud i luften i en halv time. Så stod jeg op og lavede kaffe og ”kom til” at vække Jesper, da klokken blev halv ni. Pigerne vågnede også og gik med i bad. Imens lavede Jesper morgenmad.
Den sidste bus mod stationen afgik kl. 11. Kvarter i 11 stod vi klar ved receptionen – sammen med 30 andre, der også gerne ville med. Bussen rådede over 7 sæder, så selv jeg, der ikke praler af de store evner indenfor matematik, kunne regne ud, at det nok kom til at tage noget tid, inden vi, der stod sidst i køen, ville stå på Hovedbanegården i Berlin. Vi havde købt et ”Kleingruppe Fahrkarte” til €16,50, men så kunne vi også køre i hele Berlin og Potsdam hele dagen.
Da den ældre, tyske chauffør havde kørt 2 ture, kiggede han opgivende på den tilbageværende flok og sagde, at det altså kun var meningen, at han skulle køre til kl. 11 og nu stod der så mange mennesker. Han kiggede surt på os og jeg skyndte mig at sige, at vi altså havde været der før kl. 11. En østrigsk mand smilede og nikkede bekræftende til chaufføren. Det skal retfærdigvis siges, at der var kommet 2 familier efter os og efter kl. 11. De lod som ingenting. Jesper kom med først, mens vi andre 3 måtte vente på endnu en tur. Den ene familie, som var kommet senere end kl. 11, kom ikke med.
Der gik 2 timer fra vi gik hjemmefra, indtil vi stod på Hauptbahnhof Berlin, men så havde vi også kørt med minibus, sporvogn, regionaltog og U-bahn. Vi havde besluttet at gå til Brandenburger Tor og Rigsdagen først. Herefter ville vi gå ned og se Checkpoint Charlie og herefter se, hvad vi kunne nå eller gad.
Rigsdagen er en fantastisk bygning. Meget pompøs med flag und alles. Brandenburger Tor er også et flot syn og pigerne synes, det var sjovt at stå under en bygning, der næsten hedder det samme, som dem selv.
Der var selvfølgelig lidt gøgl på pladsen og selvfølgelig noget med relation til muren og 2. verdenskrig.
Der var opsat store plancher med beskrivelser af forskellige ting og der var de sædvanlige iskiosker og små cafeer. Vi syntes også, at vi trængte til en pause med lidt at drikke og en is.
Vi fortsatte til fods og efter en halv times tid fandt vi Checkpoint Charlie. Vi forsøgte efter bedste evne at forklare ungerne så meget som muligt om, hvordan muren opstod, hvorfor og hvad det betød for de tyskere, der boede i henholdsvis øst og vest. Det var lidt svært, men jeg er sikker på, at noget af det blev hængende til én eller anden kedelig historietime i fremtiden.
Vi brugte over en time på museet, selvom både Jesper og jeg har været der før. Bagefter var vi lidt udmattede og sultne. Vi kunne ikke helt beslutte os for, om vi skulle tage hjem og spise eller vi skulle se noget mere af Berlin. Efter en tur i en souvenirbutik, gik vi ind på et rigtig italiensk pizzeria og fik faktisk bedre mad, end vi havde fået på pizzeriaerne i Italien. Så blev retningen sat mod U-bahn, hvor turen først gik mod Friedrichstrasse, herefter med regionaltoget mod Potsdamer Hauptbahnhof, dernæst med sporvogn til Bahnhof Pierschheide og til slut med minibussen til campingpladsen.
Vi brugte lige så lang tid på transporten, som i selve Berlin. Jeg vil nok anbefale andre, at de tager bilen og parkerer i Potsdam ved banegården og derfra tager toget. Men så blev vi så kloge og vi havde bestemt en hyggelig tur i skønt vejr.
Beslutningen blev truffet om, at ferien i camperen er slut i morgen. Det var egentlig meningen, at vi ville have lejet en båd i morgen og sejlet lidt rundt på Templiner See og de omkringliggende kanaler, men ingen af os orker mere. Heller ikke at bruge flere penge, faktisk. Vi har endnu ikke det fulde overblik over, hvor meget vores tur har kostet, men jeg har en mistanke om, at beløbet ender på den ”forkerte” side af 25.000 kr. Det har til gengæld været en helt fantastisk tur og Jesper og jeg fortryder ikke andet, end at vi måske skulle være blevet et par dage mere på Sicilien. Vi har fået set utroligt mange ting og steder og uden dagbogen og billederne, kan det endda være svært at holde alle oplevelserne adskilt.
Da vi vendte tilbage til pladsen, gik vi ned i receptionen for at betale €140 for 4 overnatninger og derefter nyde en dessert på restauranten. Vi havde egentlig slet ikke prøvet at spise derinde, så vi synes lige, at vi ville lægge de sidste penge i deres madkasse.
Jeg fik fat i min bror og svigerinde, som reserverede plads på færgen fra Rostock kl. 13.00. Tak for hjælpen. Vi kunne ikke selv komme på nettet og man skal betale samtidig med, at man reserverer. Vi havde ikke så meget lyst til at nå frem til færgelejet blot for at konstatere, at alle afgange indtil kl. 23.00 var udsolgte. Og min søde Mor har lovet at være i vores hus og lave dejlig mad, når vi ankommer. Det glæder vi os meget til!
Tilbage ved camperen begyndte vi så småt at pakke sammen. Det krævede ikke den store udholdenhed, da det kun drejede sig om at smide stolene i tagboksen, lægge bordet i det lille bagagerum og sætte cyklerne på holderen.
I morgen er der blot tilbage at sætte køleboksen ind, trække stikket til strømmen ud, tømme toilettet og spildevandstanken og så er det ”auf wiedersehen”!
Ud af sengen kl. 07.30. Sætte vand over til kaffe (vi bruger stadig en gammeldags kedel…), pakke de sidste ting, vække ungerne og så af sted. Der var ingen overraskelser denne gang. Der var ingen sjove situationer at kigge på for de omkringliggende. Alt gik efter planen og vi kørte ud fra pladsen kl. 8.15 og da havde tillige fået tømt spildevandstanken og toilettet.
TomT sendte os lige en omvej forbi Sanssouci Slottet, som om den vidste, at vi ikke havde prioriteret det. Det var meget smukt, som det lå i morgendisen og lige da vi kørte forbi, fortrød jeg lidt, at vi ikke var taget derover. På den anden side er jeg fortrøstningsfuld i og med, at det med stor sandsynlighed også ligger der om 10 og 15 år. Jeg skal nok nå det, hvis jeg gerne vil…
Efter denne halve times omvej, lykkedes det os ved egen tankekraft og øjne at finde motorvejen mod Hamburg. Turen til Rostock er næsten lige så spændende som en fortælling om polske jernbanearbejderes ståsted i tilværelsen i 50’erne.
Det havde været en endnu længere tur, hvis det ikke havde været for min næstbedste ven: Nikon. Det lykkedes mig at tage en del billeder af både mine helte, landmænd og landskaberne på vejen. Jeg er efterhånden godt trænet i disciplinen: ”Billedtagning med 100-110 km/t ud af for- og sideruder”.
Vi nåede færgelejet i Rostock 10.53. Færgen, der skulle sejle kl. 11.00, lå stadig ved lejet og der kørte stadig biler ombord. Måske… måske kunne vi nå det?
Vores svigerinde havde reserveret og betalt for overfarten, men jeg havde jo sagt, at bilen var under 6 m. og ikke tænkt på, at vi jo havde cyklerne bagpå – og så er den pludselig 6,5 m. Grrrr… Vi kom ikke med, da det tog lidt tid for fyren i billetlugen at få ændret vores billet – men det var min egen skyld. Færgen lukkede porten, ligesom vi kørte ind i Bane 1. Til gengæld fik vi 2 timer på kajpladsen i Rostock, vi kunne bruge, som vi havde lyst.
Kl. 13.00 var den næste færge fyldt op med os og en masse andre passagerer og propellerne drev os mod Sjælland. Det var en skøn overfart i solskin og uden blæst. Pigerne havde fået hver €10, som de måtte bruge på færgen, fordi de havde været fantastiske rejsekammerater og de blev brugt til lidt lækkerier.
En kop kaffe på færgen og en tur på dækket og mærke vinden i håret. Solen skinnede dejligt og vi kunne skimte Gedser i horisonten og skorstenens røg i Rostock i den modsatte ende.
Da vi sneglede os gennem Gedser mod Nykøbing F., kom jeg til at spekulere på, hvordan udlændinge opfatter vores land, når de rammer landevejen og skal køre 60 km/t bag en lastbil, de første 40 km. Måske skal vi sætte et skilt op ved færgen, hvor der står, at vores trafikministre i en årrække er hentet fra Jylland og at motorvejsnettet derovre er rigtig fint – og at man ikke kan få alt her i livet. J
Vi kørte forbi landmænd, der bragte høsten i land. Vi kørte forbi hollændere på deres vej hjem. Vi kørte over den smukke Farøbro, hvorfra vi egentlig startede ferien sidste år. Vi kørte forbi en journalist og kameramand fra Lorry, der skabte kø (i den modsatte kørebane) ved at lave et indlæg om alt det, folk taber på motorvejene.
Vi kørte forbi fletningen i Køge og så var vi lige straks hjemme. Hjemme til et halvfærdigt hegn, et stort hvepsebo i den indvendige tagrende lige på terrassen, ukrudt og en maschokistisk græsplæne, der trænger til at blive slået, til skole- og arbejdsstart på mandag, til blæsevejr og efterår men også til vores familie, venner, internet, en rigtig seng, 4 kogeplader og varmt vand i hanerne J
Vi nærmede os og jeg vidste, at min Mor og niece ventede på os derhjemme.
Da vi kom ind, var det første, der ramte mit øje, at min søde Mor havde ryddet hele terrassen og stykket foran hoveddøren for ukrudt og plantet nye blomster. Tusinde tak!’
Det var både med lettelse men også med en smule vemod, at vi drejede om hjørnet ned på vores vej og parkerede Svedekassen. At pakke ud, når ferien er slut er aldrig nær så sjovt som at pakke, når ferien skal starte!
En hilsen til slut til mine tyske og danske ”helte”, der også knoklede i varmen på vores vej hjem.
Det har været en dejlig, afslappende og fantastisk ferie. Da vi tog af sted, vidste vi ikke rigtig, hvad der ventede os og sådan kan jeg allerbedst li’ at rejse. En ferie, der er planlagt i detaljer ville jeg have alt for store forventninger til og det ville nok i de fleste tilfælde blive en skuffelse.
Vi har opdaget nogle ting om os selv og om, hvordan vores familie vokser – forstået på den måde, at vi nok ikke længere har nok i at køre rundt og se forskellige byer og gå i vandet ind i mellem. Både pigerne og vi synes, at f.eks. jeepturen på Etna var noget af det bedste på hele ferien, så måske bliver næste års ferieuger mere actionprægede? Vi snakkede om, at en kanotur på en å eller flod kunne være sjovt. Eller at leje nogle mountainbikes og prøve kræfter med vores fysik. Jeg har flere gange skrevet, at det kunne være sjovt at komme i bedre form og hvis næste sommerferie skal bruges på at være mere aktiv, bliver det også et krav. Vi har også konstateret, at vi nok ikke er så meget til kultur og ruiner, men at det stadig har været interessant at se nogle af de steder, vi har været.
Listen over, hvad vi skal have gjort ved bilen, er blevet lidt længere og vi får se, hvad der er råd til, når årstiden med sol og varme nærmer sig igen. Markisegearet og et nyt kabinevindue står naturligvis allerøverst. Adspurgt, hvilken slags sommerferie pigerne kunne tænke sig til næste år, svarede begge uden tøven: Ferie i camperen. Det er gode tegn. Vi vil forsøge at overtale vores arbejdsgivere til 4 uger igen næste sommer – og så ryger efterårsferien eller påskeferien, men det er vi alle enige om, at vi gerne vil ”betale” for den lange tid sammen.
Vi er åbne overfor at sætte en reklame på vores bil, at teste udstyr eller andet, som kan sponsorere næste års kilometer. Hvis nogen har erfaringer, er de velkomne til at kontakte os her.
Vi har kørt 6.150km. + det løse, taget 3150 billeder, hvoraf ca. halvdelen er værd at se og brugt alt for mange penge…
Tak for en dejlig og lærerig ferie – og til de, der har orket at læse med J
