|
Kender du fornemmelsen af at føle, at du har oceaner af tid til at ordne en bestemt ting til en bestemt dato? Pludselig er dagen der – som en middagsgæst, der kommer alt for tidligt. Sådan startede min ferie i år!
Vi havde tilbudt min storesøster og hendes mand, at vi kunne køre dem til Sverige og hente deres nye Nimbus et-eller-andet-nummer (det er en motorbåd), som de havde købt i en lille by lidt syd for Göteborg.
Jesper har boet i Sverige i nogle år som dreng og han har tit snakket om, at han gerne ville op og se barndomshjemmet, så det kunne lige så godt blive nu.
Jeg havde fri torsdag og fredag, så det var jo ikke noget problem at nå at handle ind og pakke det hele, så det var klart fredag aften. Det er utroligt, at jeg stadig kan snyde mig selv. Torsdag formiddag begyndte tøserne og jeg at rydde op på deres værelser. Pludselig sad vi og sorterede alt deres legetøj og skulle også lige flytte lidt rundt på møblerne. Damn…så blev det alligevel sen aften, før vi var færdige.
Nå, men der var jo hele fredagen at pakke i. Bortset fra, at pigerne og jeg jo lige skulle ud at handle – og det tog lidt længere tid end beregnet. Så da Jesper kom hjem fra arbejde, måtte han også i gang. Det var ikke lige planen – men han overlevede og vi nåede at blive færdige.
Jeg aftalte med min søster, at vi kørte ned til dem med camperen og sov fra fredag til lørdag. Så kunne vi pakke det meste fredag aften og køre mod Helsingør tidligt lørdag.
Min svoger er en meget striks fyr. Der skal være orden i tingene og med ham bliver intet overladt til tilfældigheder. Min søster har kendt ham i over 20 år, så der er ingen overraskelser der - og alligevel måtte jeg trække på smilebåndet, da det gik op for os, at svoger havde kategoriseret sine pakkede effekter. 3 kategorier: ”Strengt nødvendigt”, ”nødvendigt” og ”rart at ha’ med”. Vi blev alle lidt forundrede over, at det rent faktisk lykkedes at få det hele med. Endda uden overlæs. Vi havde jo også selv pakket til 3 uger. Der var dog en enkelt betingelse for, at vi måtte køre dem til Sverige (!): Min søster skulle sidde foran… Denne betingelse blev naturligvis straks opfyldt.
Vores Mor kom forbi for at ønske god tur og vi gik i seng med en skøn fornemmelse af forventningens glæde.
Vi kom af sted til tiden og sejlede med HH-Ferries (ved et tilfælde – men de er billigst!) kl. 11.00. En hurtig sejltur (hvor vi ikke orkede at kæmpe om vinduespladserne med færgependlerne med lyserøde Clockstræsko) og så videre på motorvejen. Vi mødte ingen elsdyr eller andre forhindringer, så vi var på kajen i Onsala kl. ca. 14.30. Min svoger havde meddelt sælgeren, at vi ville være der mellem 14 og 15. Orden i sagerne!
Vi begyndte at læsse af – og pludselig virkede det som om, at der var 3 gange så mange tasker, poser og ting, som da vi pakkede.
En rigtig dejlig, flot og dyr båd, de har købt. Lige nu sejler de rundt i de danske farvande og prøver den af. Vi fik en betingelsesløs tur fra Nyborg og ud til Storebæltsbroen, lige inden ferien sluttede. Skønt!
Vi spiste dejlig aftensmad i Gottskær og sov på kajen i Onsala. Et par af min søster og svogers venner kom forbi, da de var på vej hjem fra et andet sted lidt nordligere i Sverige. Jeg tænkte, at det var en pæn bid kilometer at køre blot for at sige hej – men det skulle vise sig, at mit syn på kilometer snart skulle ændre sig.
Efter lidt morgenkaffe og feriesnak på Nimbus’en (som Maria har døbt ”Vandlykke”), kørte vi mod min mands tidligere barndomshjem i Sverige. Vejret var ikke alt for smukt, men vi blev enige om, at ”så længe det ikke regner”……
Vi kørte mod Kulltorp og Gnosjö, for at se barndomshjem, skole og høre de obligatoriske historier om, hvem naboen var, den sjove sti gennem skoven, som min mand i øvrigt engang brændte af og alle de andre fortællinger som hører til, når man genser sin fortid.
Han har boet nær en forlystelsespark, som det i første omgang ikke lykkedes mig at fange navnet på. Hai Sjapisjaral…..eller High Chaparral? J
www.highchaparral.se
Dér skulle vi overnatte på en tilhørende campingplads og ind i forlystelsesparken den efterfølgende dag. Troede vi…
Vi fandt campingpladsen, checkede ind, fik stablet camperen op og herefter fik tøserne lov til at gå i vandet i en sø midt på pladsen. Men det var koldt og det blev en hurtig dukkert. Vi gik en lang tur og fik set, at High Chaparral lukkede folk ind gratis efter kl. 18.00. Det ville vi benytte os af for at hæve penge. Den eneste automat i mange kilometers omkreds lå inde i selve parken. Jesper og pigerne gik derover og jeg lavede mad. Det begyndte at regne lidt efter, at de var gået. Bare en byge. Det går nok.
Da de kom hjem spiste vi og så regnede det lidt mere. Og lidt til. Heftige byger. Skidt. Der er jo mange dage at tage af og man kan vel ikke undgå, at det regner en enkelt dag eller to.
Det regnede hele natten og også næste morgen, og vi besluttede at skride. Pis. Ville gerne ha’ givet både ungerne, Jesper og mig selv den fornøjelse. Heldigvis var der stor enighed om, at det ikke var pengene eller besværet værd i øsende regnvejr.
Vi snakkede frem og tilbage om, hvor vi skulle køre hen og vi blev hurtigt enige om det samme sted: Dér, hvor solen skinner.
Vi tastede Rødby Havn ind på GPS’en, forberedte de lidt slukørede piger på en længere tur og så gik det med raske fjed. Det regnede så meget, at vi besluttede os for at tømme spildevandstanken på vejen, da vi glemte at gøre det på campingpladsen. Vi bruger ikke kemikalier i spildevandet, så der er kun vand fra tandbørstning og madlavning.
Vi stoppede ved Føtex i Greve Centeret for at købe lidt rugbrød og frugt. Mærkeligt at holde ret tæt på sit hjem – men køre forbi og håbe, at solen fandtes et sted derude.
Vi rendte ind i den første kø på Køge Bugt motorvejen. Surprise! De laver vejarbejde konstant og når der ikke er vejarbejde, er der generelt bare for mange biler!
Vi nåede derned sidst på eftermiddagen og kom med en færge kl. 18.15. Efter at have handlet lidt slik, sodavand og andre uundværlige ting, kørte vi mod solnedgangen og en overnatningsplads.
Efter en del tøffen rundt i et område, hvor der lå mange campingpladser, valgte vi naturligvis den mest usle af dem alle sammen. Måtte ringe til campingfar, som kom sammen med campingmutter på cykel. Pivstiv. ”De havde lige delt 1 flaske vin”….jow, eller 3. Jeg kan klare mig på tysk, så længe det ikke bliver alt for slang- eller accentpræget og så længe den, der taler tysk, ikke er alt for alkoholpåvirket. Ingen af delene manglede her. Men vi fik snakket os til rette, fik bilen placeret, fik betalt og gik en tur ned til lystbådehavnen. Der var meget smukt.
Da vi kom tilbage, ville jeg have været i bad, men da jeg kom ud i kabinen og havde fået alt tøjet af, fandt jeg ud af, at automaten kun tog 50-cents. Dem havde jeg ingen af. På med alt tøjet igen og i seng. Kanon! Der stod 2 tyske piger og kiggede noget undrende på mig, da jeg forlod baderummet igen. Jeg sagde bare ”det blev for sent og her lugter” på dansk.
Efter endnu en regnfuld nat, måtte vi videre. Vi pakkede hurtigt sammen og da vi havde betalt aftenen i forvejen, kunne vi bare køre.
”Sydpå – mod solen, sydpå – mod solen”….sådan lød motoren næsten. Vi bestemte os for området omkring Erfurt. Mon der skulle være lidt solskin?
Turen var lang – og den blev ikke kortere af, at vi rendte ind i en ”stau”. Vi holdt HELT stille. Motorerne blev slukket og folk steg ud af bilerne. Vi snakkede med nogle ungarske lastbilchauffører. Der var sket en ulykke ca. 10-20 km. længere fremme, så det ville tage sin tid. Jeg er meget forundret over den disciplin, der hersker, når der er kødannelser på de tyske og østrigske motorveje. Lastbilerne bliver rent faktisk i højre side, selvom de kunne komme hurtigere frem ved at overhale. Campingvognene ligeså. Men vi må godt køre sammen med personbilerne – og gudskelov for dét!
Vi hang der i ca. 45 min. Så løste det pludselig op.
Da vi nåede ned i området, var det stadig overskyet og kedeligt, så vi fortsatte sydpå. Vi landede i Zell am Main i solskin efter den første bjergtur med camperen. Den og Jesper klarede det flot, men det føltes sgu som en (alt for lang) tur i rutschebanen… (Det blev ikke bedre af, at vi bagefter så, at vi var kørt en kæmpe omvej…tak igen til Krølle-Beta).
Campingpladsen, som vi havde fundet gennem DCU’s Campingbogen 2006, viste sig at være noget speciel. De fleste campingvogne på pladsen tilhørte fastliggere, som sad udenfor deres telte og kiggede, mens de drak kaffe. Gang i den kom der, da vi troppede op. Jeg havde ringet i forvejen og sikret mig, at der var plads. Det havde vist ikke været nødvendigt. Egentlig forstod jeg ikke helt hvorfor, da vi ankom. Pladsen ligger helt ned til Mainfloden og vi parkerede ca. 1,5 meter fra bredden.
Der var smukt med et bjerg på den anden side af floden, sanitetsforholdene var fine og alt-mulig-manden var flink. Men så kom forklaringen pludselig. For foden af bjerget løb en togbane og en landevej. Der kom et tog forbi ca. hvert kvarter af varierende længde og støjniveau. På floden flød der ind imellem helt kolossalt lange flodpramme forbi, hvor der var både restauranter, køkkener og sikkert også hotelværelser i. Det var ret flippet, men også noget larmende og sandsynligvis grunden til, at der var så få udefra kommende gæster. Pladsen er ejet af en forening i byen og alle de campingvogne, der ligger på pladsen er fastliggere, som har en andel i foreningen.
For mig var det en god oplevelse. Både at få lov at snakke tysk og kunne spørge lidt til området. Det sker ikke så ofte på de store pladser, da mange ansatte dér, ikke lige er fra lokalområdet.
Jeg tænkte over, at jeg sagtens kunne se min søster og svoger sidde i Nimbus’en og flyde forbi. Det må være en fantastisk smuk tur og man kan komme helt fra Østersøen via Donau helt til Det sorte Hav og Middelhavet. Det er fantastisk!
Vores nye ven påstod, at togene bare kørte rundt og rundt omkring bjerget. Det var en modelbane, bygget af en, der kedede sig.
Vi fik alle et (tiltrængt) bad og omstændighederne taget i betragtning, sov jeg rigtig godt.
Det var dejligt vejr, da vi ankom. Det var dejligt vejr, da vi vågnede…vi fodrede nogle ænder og et par svaner med brødet fra dagen før….men guess what! Der var lovet regn senere! Vi måtte videre.
Vi besluttede os for München. Se lidt by og hygge os ved poolen på campingpladsen. Vejret skulle være fint. Turen var heller ikke så lang. Her slog det mig første gang, at 250 km. pludselig ikke var langt… En tur til Jylland føles lang. Men der sker tilsyneladende noget med afstande, når man begynder at køre i udlandet. Vi kørte mod München. Pigerne er helt fantastiske til at underholde sig selv. De leger, synger, sover og der er ingen sure miner. De er også med på råd, hver gang vi gør noget.
Som f.eks. da vi landede i München. Obermenzing. Kors i r….. Det er nok én af de allerkedeligste pladser, vi har været på. Da vi havde fundet vores plads og parkeret bilen, kiggede vi på hinanden. Jeg gik ned for at se, hvordan legepladsen så ud. Pigerne var der allerede og de begyndte at grine, da jeg kom. ”Mooooaaar! Prøv lige at se. Der er ikke noget, der virker!”.
Vi kørte videre. Vi tog skridtet fuldt ud og besluttede, at NU måtte det være! NU var det nok! NU gad vi sgu ikke glo på kedelige campingpladser og regnvejr mere.
Lars fra Jesper’s arbejde havde hele tiden været vores vejrprofet og han blev konsulteret for en kort bemærkning. Sagen var klar. Vi måtte til alperne.
Jodle-lei-hi-hi…
Jeg gik tilbage til receptionen, stak receptionisten kortet og sagde, at min mor havde ringet. Vi var nødt til at køre tilbage. ”Pis”, tænkte jeg, da hun smilede indforstået og sagde ok. Det var jo ikke nødvendigt at stikke en hvid løgn. Ku’ jo bare ha’ sagt, at vi ikke havde lyst til at blive.
Nå, men vi skulle finde en anden plads i Østrig. Valget blev igen truffet via Campingbogen og faldt på Camping Inntal i Wiesing, Tirol i Østrig. Tæt på Innsbruck.
Men denne gang ringede vi og spurgte, om der var plads, pool og noget for ungerne, inden vi kørte! Vi fik at vide, at der var masser af ledig kapacitet, swimmingpool på stedet og en dejlig legeplads. GODT SÅ!
Så kom bjergene. De rigtige. Lige pludselig var de der. Alperne. Det var blevet sen eftermiddag og et par gange rundt om München smed lige en ekstra time på transporttiden. Krølle-Beta (vores GPS), er ikke den mest pålidelige dame. Hun når simpelthen ikke at opdatere hurtigt nok til at vise vejen, hvis der kommer et par hurtige sving efter hinanden. Men vi fandt ud af byen og nu rejste disse træbeklædte kæmper sig foran os. Vejene gik pludselig op og ned med en helt anden stigningsgrad end tidligere.
Mon vores camper ville klare mosten? Da vi ramte Østrig opdagede vi ved en tilfældighed, at man skal betale for at køre på motorvejene. Pengene herfra må gå til sundhedsvæsenet eller noget andet. Vejenes beskaffenhed bliver de helt sikkert ikke brugt på! Man køber et klistermærke, som man sætter i forruden. Bliver man stoppet uden, koster det 500 Euro i bøde. Og de checker. Der går folk rundt på rastepladser, ved motorvejsrestauranter m.v. og kigger på bilernes ruder.
Vi nåede frem til Camping Inntal sidst på eftermiddagen. Vi fik en ny ven straks, da vi ankom. Han pegede hen på den eneste tomme plet, som vi kunne se. Det var den sidste plads, sagde han og smilede stort. Jeg tror, han havde ret. Vi konstaterede, at de alligevel havde noteret vores navn, da vi checkede ind. Vi trængte til at være et sted mere end 1 dag. Ungerne trængte til at hvile ud og camperen trængte sikkert også til et pusterum.
Vi fik installeret camperen på de træklodser, vi havde lånt af svogeren. ”KLONK” sagde det, hver gang Jesper kørte bilen derop. Alle andre bruger kiler af hård plast. Det ser noget mere fikst ud… Men typisk os. Vi er hverken checkede eller specielt forberedte. ”Hvor skal I hen?”….”Ud i det blå – i dét, vi har på!” Sådan er vi nok…
Nå, men solen var der. Swimmingpoolen og restauranten var der også – og det var tæskevarmt. På med badetøjet. Væk med de lange frakker og bukser. Nu skulle der bades!
Jeg havde hele tiden SMS’et med min veninde. De var i Italien og vi havde snakket lidt om, at vi kunne køre ned til dem på ”besøg”. Jeg nægtede kategorisk at køre så langt… Tjaa…men så kom de heldigvis på besøg hos os. Og jeg kom senere til at æde mine ord – med puhaaaa til…
Jeg sov ikke godt om natten. Det var svært at vænne sig til varmen og vores nye hollandske naboer gjorde deres til, at det blev ekstra festligt. (5 mænd i deres bedste alder havde slået et telt op og de lavede ikke meget andet end at hente og drikke øl, spise og sove. Der var en konstant strøm af hollandske gloser og sikkert uhumske vittigheder. En enkelt dag vovede de sig endda i swimmingpoolen!).
Jeg vågnede for alvor, da naboens hund gav sig til at gø. Klokken var også blevet 05.30, så det kunne ikke være for tidligt… Jeg kan godt li’ at stå op før resten af familien, når vi er på ferie. Sidde i morgensolen og drikke en kop kaffe og nyde stilheden. Det sidste blev så ikke lige tilfældet her. Men hvis man vil campere – og hvis man vil gøre det på steder, hvor pladsen er lidt trang, så må man også tage de gøende hunde og skrigende babyer med. Det er vist nok en del af charmen…
Camping Inntal er en mindre, familiedrevet plads. Campingdirektøren viste sig ved flere lejligheder – bl.a. slog han græs en morgen med en stor, benzindrevet maskine. Der var mange, der stadig sov, hvilket han så tilsyneladende havde en holdning om, at de ikke skulle fortsætte med. Der skulle slås græs! En aften var der lagt an til den store fest i restauranten. Med et tyrolerband…! Der spillede f.eks. ”Living next door to Alice”. Det var mere sjældent end kønt, men til gengæld spillede de helt til midnat.
Pigerne var i poolen det meste af den første dag, kun afbrudt af en kort gåtur til ”byen”, som bestod af et træværk, en bank, en kiosk, en købmand, en slagter, en bierstube og et gasthof. Det var for varmt til at gå, så vi skyndte os tilbage, efter at have handlet lidt.
Jeg gik op på den tilhørende restaurant for at høre, om vi kunne reservere et bord. Hun kiggede på mig, som om jeg havde sagt noget på kinesisk. Hun sagde, at det ikke var et problem at få bord til kl. 18.00, men hun ville da gerne reservere.
Da klokken blev seks, forstod jeg bedre, hvad hun mente. Der var stort set ikke andre end os – men det var hyggeligt selvom vi fik noget mad, der havde fået flere tæsk end et stykke flæsk på en kro i Nyborg. I Østrig skal en skinkeschnitzel tilsyneladende være flad som en pandekage.
Det er et spøjst fænomen, dét med mad på ferier. Hvis nogen havde serveret det samme mad, som vi fik på den restaurant, til en almindelig middag en fredag aften, ville man nok have syntes, at der var plads til forbedringer. Men på en familieejet campingplads i Sydtirol med 2 rødkindede, glade poder smager næsten alting godt.
Vi fik en dejlig SMS fra min veninde og hendes mand, hvor de skrev, at de ville ”kigge forbi” dagen efter. Vi forsøgte at skaffe dem et sted at sove på campingpladsen, men det kunne ikke lade sig gøre. Alt var optaget – på nær en campingvogn, som ikke lignede noget, der var særlig rart at bo i.
Min veninde fandt noget et par kilometer væk og vi glædede os meget, til de skulle komme.
Endnu en rigtig dejlig solskinsdag brød igennem samtidig med naboens hund og en sulten baby. Der var nogle enkelte andre danskere på pladsen, men man mingler ikke med hinanden, blot fordi man er fra samme lille land. Og hvorfor skulle man i grunden også dét? Man kan hilse og smile lidt af, at man er så mange kilometer væk og alligevel mødes på forholdsvis små steder – men dét med at skulle snakke sammen, blot fordi man er dansk, har jeg aldrig været den store tilhænger af.
Vi slappede af, ungerne var i poolen og dér sad vi længe og kiggede på. Jeg tror faktisk, at jeg også selv var i vandet. Det er ikke noget kønt syn, men det var dejligt!
En SMS fra min veninde om, at den forventede ankomsttid blev ca. 17.30 gjorde ventetiden noget længere for pigerne end først beregnet. Men det var også en lang tur, som familien Annfeldt skulle ud på…
Vi fik dagen til at gå med lidt af hvert og endelig omkring kl. 17 kom de! Ned til camperen, i badetøjet og op i poolen. Vi fik snakket og jeg kunne mærke, at det var rart at ævle lidt tøsesnak. Det er dejligt at være sammen med sin familie, det er dejligt at have tid til at snakke med sine børn og sin mand, men det var rigtig rart med noget pigesnak! Tror også, at mændene nød det. Ikke noget ævl om bikinilinie og hvem-er-mon-tykkere-end-mig.
Vi spiste på restauranten igen – mest fordi, vi ikke gad spilde tiden på at lave mad og vaske op. Det var nogenlunde, men en kulinarisk oplevelse blev besøgene aldrig.
Trætte og glade efter en god dag gik vi i seng, vel vidende at besøget ville fortsætte næste dag.
Endnu en dejlig solskinsdag – dog en smule køligere end de foregående dage, hvilket ikke gjorde livet dårligere. Afslapning ved poolen og hyggesnak.
Maria blev desværre ramt af solstik. Min fortjeneste….øv – og undskyld Dudde. Jeg fik ikke smurt nok med solcremen og jeg holdt ikke nok øje med væskeindtagelsen.
Hendes hoved hævede, hun havde ondt og blev helt slatten. Heldigvis er jeg en pylrerøv, inden tingene sker – så jeg har altid det halve medicinskab med på ferie. Zinkliniment er et vidundermiddel. Tager både kløen fra myggestik, skoldkopper og nu også solskoldning. Maria fik det gudskelov bedre i løbet af et par timer, men det satte en voldsom dæmper på hyggen. Tak, Mor-fjols!
J & H forlod os efter aftensmaden, der i øvrigt slog alle tidligere rekorder i uhumskhed og har ikke fortjent nærmere omtale. Lidt ærgerligt at slutte deres dejlige besøg af på dén måde.
Efter de var kørt, besluttede Jesper og jeg, at vi ville se Wien. Det skulle både være en smuk og interessant by. Vi fandt en campingplads i Klosterneuburg, der er en forstad til Wien. Vi ringede og bookede plads og fik kodet Krølle-Beta. Efter Wien ville vi køre nordover mod Berlin. God plan. Hyggeligt at skulle vise tøserne muren – eller resterne af den.
Vi vågnede op til…regn! Eller det vil sige, vi vågnede op til en våd plads. Det havde regnet. Ret meget, faktisk. Passende tidspunkt at skride på. Jeg skulle lige ha’ vandet væk fra markisen. Det skulle jeg så absolut gøre ved at sænke den ene stander en smule med det resultat, at al vandet løb lige ned i hovedet på mig. Det var der et par stykker, der fik lidt morgenunderholdning ud af… Vores hollandske drikfældige naboer pakkede også sammen og skulle hjemad. Det foregik i et noget adstadigt tempo.
Vi checkede ud – og efter aftale med pigerne satte vi kursen mod Wien.
Der var lidt langt, set i bakspejlet…(hø hø). Til gengæld fik jeg lov til at køre det sidste stykke. Naturligvis gennem selve Wien, da vores campingplads lå på den anden side end den, vi kom fra. Det var en…oplevelse. Også for mine passagerer. Jeg (og min familie) kunne ønske mig lidt mere rutine i f.eks. at bedømme bilens bredde (!). Jeg har tænkt lidt over, om man kan tage et køreteknisk kursus i egen autocamper? Jeg har endnu ikke fået fornøjelsen af at køre den på plads, når vi er kommet til et nyt sted og jeg vil heller ikke prale af min bakketeknik. Jeg har dog endnu ikke skadet bilen…
Efter noget vejarbejde og nogle ret smalle byveje fulde af sporvognsspor, nåede vi frem til Klosterneuburg ca. 10 km udenfor Wien’s centrum. Vi stod og svedte et stykke tid i receptionen, fik udleveret et kort med ledige pladser, blev bedt om at finde den ønskede plads og vende tilbage til receptionen. Vi har efterfølgende lært, at det er god campingetik at GÅ rundt og finde sin plads i stedet for at køre…
Vi kom tilbage til receptionen, fik alle de obligatoriske brochurer og i tilgift et ”gutscheinheft”, som gav klækkelige rabatter på alt muligt på de omkringliggende restauranter mv.
Pladsen er udstyret med en ”fornuftig legeplads”, som vores ældste udtrykte det. Der er tillige en trampolinplads, hvor man dog skal betale 1 Euro for 10 min.
Ved siden af pladsen ligger ”Happy Land”. En stor sportshal med både inden- og udendørs swimmingpool, squash-, tennis- og badmintonbane, sauna og wellness.
Vi fik installeret os på pladsen, fik hilst på naboerne og fandt et par Euro frem, så tøserne kunne få rørt sig lidt på trampolinen. Der stod en mand og tog imod pengene. Han var vist fra Ungarn eller Rumænien. Han var fuld som en allike og det krævede alle tilgængelige, sproglige evner at kommunikere med ham. Det viste sig dog hurtigt, at han selv stod for det meste kommunikation. Vi blev nye, bedste venner og pigerne fik lov at hoppe til de var helt hudløse på fødderne.
Efter hoppeoplevelsen fandt vi badetøjet frem og gik i Happy Land. Vi var ret glade i forvejen, men man kan jo aldrig vide… Det var en stor svømmehal med både bølgebad, babybassin og en pool, hvor man kunne få spul. Der sad nogle kæmpe dyser i vandet, som kom ud med et tryk, der for en stund gjorde min bagdel lige så lille, som da jeg var 16. Hurra, tænkte jeg – indtil jeg opdagede, at dysen blot havde skubbet resten af bagen over i min sidemand. Dyserne sad tilmed i forskellige højder – måtte min ellers robuste mand sande, da han ville prøve J
Efter et par timers badning var det tid til at få noget at spise og vi valgte at indtage aftensmåltidet på den lokale restaurant. Vi burde være gået de 10 min. op til byen, men vi var trætte og ville bare spise og så i kassen. Gid, vi var gået…maden var dødssyg men til gengæld fik jeg en aha! Jesper havde bestilt en Radler fra Ottakriger. Den så meget lys ud og han var ved at omkomme, da han smagte på den. Øl med citrussmag. Mmmmmm! Det var lige noget for mig! Jeg foretrækker til enhver tid rødvin og spiritus frem for øl – men denne her kan jeg rigtig godt li’. Øl og citronlimonade. Tjaa….
Vi tog ind til Wien om morgenen. Se storbyen og måske shoppe lidt?
Første stop blev togstationen, hvor vi gik ind og spurgte damen i billetlugen, hvordan vi kom til Wien og hvor meget det kostede. Hun svarede en hel masse, sagde 24-Stunde billetter og børn er gratis. Ok…det tager vi. Det var jo meget rart, at vi kunne tage med bus rundt til de forskellige steder i Wien. DOH! Tak for ingenting…da konduktøren kom og skulle klippe billetter i toget fik vi at vide, at vi ikke havde købt billet IND til Wien – men kun billetter til at færdes INDE i Wien. Konduktøren blev smækfornærmet, da jeg på venligste vis forsøgte at forklare, at vi var kommet direkte fra billetdamen, som havde solgt os det, vi sad med. Bla bla bla…frem og tilbage. Konduktøren lod os slippe, men sagde stramt, at det normalt kostede 60 Euro at køre uden billet – blot for at understrege sin venlighed. Vi takkede ydmygst og sendte knapt så glade tanker til billetlugen!
Vi stod vist af en station for sent. Vi havde ikke lige noget kort over Wien… Igen – typisk os. Vi havde kun et kort over Wiens U-Bahn. Vi gik lidt rundt og blev enige om, at hvis dét vi så, var Wien, så ville vi ha’ pengene tilbage. Jesper spurgte, om jeg havde prøvet at kigge på bagsiden af kortet over U-Bahn’en. Ahem…det fineste kort over Wien viste sig og vi kunne se, at vi skulle gå et stykke for at komme frem til centrum… Her er kommentarer nok overflødige.
Det er én ting at se en storby, hvis man f.eks. er nyforelsket og kan gå en hel dag med hinanden i hånden. Det er en anden at se en storby med 2 børn på 7 og 10. Vi måtte have jakker på fra morgenstunden, men solen brød frem og pludselig var det stegende hedt. De blev hurtigt trætte i varmen og de var også blevet lidt sultne. Ind på en café og se, om vi kunne få en sandwich eller lign. De kunne vi måske have fået, men lige dér – inde bag glasruden – lå de vildeste chokolademoussetærter, de skønneste lagkager og det lækreste konfekt, jeg nogensinde har set. Det blev til Schoko-Mousse Torte og kaffe. –Og ingen af os havde lyst til at bevæge os bagefter!
Puhaaaaa… At kalde det ”kurkonditorei” er vist ikke rimeligt?
http://www.oberlaa-wien.at/
Vi nærmede os centrum og gågaden. Der lugtede fælt af hestepærer i varmen. Pigerne kunne godt ønske sig en tur rundt i hestevogn, men her satte farmand hælene i. 60 Euro for 30 min. ”Rent tyveri”, mumlede han. ”Er det så hestetyve?”, spurgte den ældste.
Det endte vist mest med at blive en pligttur frem for en nydelse. Wien er en smuk by og der var rigtig mange ting og bygninger, som jeg gerne ville have set nærmere på, men ikke med 2 unger, der blev mere og mere trætte i de små ben.
Sidst på eftermiddagen havde vi både set et par øreringe til 160.000 Euro (Ca. 1,2 mio. kr.), Parlamentsbygningen, Kunstmuseet og Donau. –Og det var lykkedes os at slippe igennem uden at købe andet end de før omtalte kager og 2 flasker vand. Vi havde ikke brugt vores 24-Stunden bus-/togkort, så de penge skulle jo tjenes ind på én eller anden måde.
Ved 18-tiden fandt vi en lille restaurant, hvor vi fik noget dejlig mad (og en Radler!) og herefter gik turen hjem mod Klosterneuburg. Denne gang tog vi bussen for at sikre os mod evt. sproglige misforståelser. Vi var enige om at køre derfra næste morgen – blot var vi ikke helt sikre på, hvor vi skulle køre hen. Vi havde snakket om at køre til Berlin. Der var ikke så langt (!), men vores vejrprofet i Danmark sagde, at hvis vi skulle se solen mere i vores ferie, så skulle vi syd for Brennerpasset.
Tidspunktet var kommet til at jeg måtte æde alle mine ord om, at vi ikke ville køre så langt som til Italien, at der var masser at kigge på i Nordeuropa og bla bla bla…. Måtte sende en SMS til min veninde og undskylde – men nu kørte vi altså til Italien.
Jeg håber, hun forstår!
Vi pakkede sammen og snakkede om, at manden ved trampolinen kunne få resten af vores rabatkuponer. Pigerne blev sendt ned med dem, men da de allerede havde brugt kuponen til trampolinen og da de ikke kan et klap tysk, kom de slæbende tilbage med manden. Jeg forklarede ham, at han måtte få resten af rabatkuponerne, da vi ikke skulle bruge dem og da det endelig gik op for ham, hvad jeg mente (jeg må arbejde lidt med mit alko-tyske), fik jeg et kæmpe smækkys! Jesper lå og rullede rundt af grin i camperen…
Vi fandt en campingplads i Tartsch (Tarcen) i Norditalien tæt på den schweiziske grænse. Der var ikke såååå langt og vi kunne være der næste morgen, hvis vi kørte hele natten. Done deal. Ungerne vil helst køre om natten, fordi ”så går tiden meget hurtigere”, som den store sagde.
Vi lettede fra Wien ved 22-tiden og kørte gennem byen i mørket. Det var vældig smukt – med alle lysene, fuldmånen og bådene på Donau.
Det ville blive en lang nat. Det blev også en lang dag – men det vidste vi heldigvis ikke endnu.
Jesper er god til at køre om natten. Han kører sikkert og holder pauser, når han føler sig træt. Jeg er en smule natteblind, så det er smartest, at jeg IKKE kører, når lyset slukker.
Det lykkedes mig at falde i søvn ind i mellem, men pludselig vågnede jeg af ”propper i ørene”-følelsen. Fik tørret mig om munden (man har vel nået en alder, hvor man savler lidt, når man sidder op og sover…*SUK*), og kigget mig lidt omkring. Vi var da godt nok kommet i bjergene. Det var smukt og det ville da være ok, hvis pladsen lå lidt højt, men vi var GODT på vej opad.
Krølle-Beta tabte pludselig signalet og vidste ikke lige, hvor vi var. Det gjorde vi sådan set heller ikke og det er ikke den sjoveste konstatering, når man har kørt i rigtig mange timer for at se en skøn campingplads og få hvilet. Vi så nogle fantastiske landskaber med frugtplantager med sprinklere så langt øjet rakte. Når man så markerne langt fra, lignede sprinklerne kæmpefjer, der var bredt ud over æbletræerne.
Vi kom forbi den allermest blå sø, jeg nogensinde har set. Vores kamera eller mobiler var desværre ikke gode nok til at fange farven rigtigt. Men smukt var det. Jeg fandt senere ud af, at søen hedder Lago di Vernago og at vejen slutter et stykke efter det sted, hvor vi lidt slukørede måtte erkende, at vi nok var kommet lidt på afveje.
På trods af mange timers kørsel, lidt ærgrelse men godt humør, var der jo ikke andet for, end at suse ned igen og prøve at finde ud af, hvilken vej vi skulle køre. Tak for ingenting, Krølle-Beta! Vi var dog begge imponerede over vores lille camper og roste os selv for at have tænkt over motorstørrelsen, da vi købte den.
Utroligt nok fandt vi bjergvejen og søen på kortet. Tilbage mod Bolzano og så til højre.
Efter godt 1 times ekstra kørsel fandt vi Tartsch – eller Tarces. Alle byer har bynavne på både tysk og italiensk i det område.
Det føltes som en evighed, men endelig var vi der. Et lille stykke opad og dér var skiltet!
Puha! Det var en hård tur, men jeg havde hele tiden haft på fornemmelsen, at det var det hele værd. Min fornemmelse skal jeg nok ikke stole så meget på i fremtiden…
Vi drejede ind på pladsen og allerede dér kunne vi konstatere, at beskrivelsen i Campingbogen er stærkt overdrevet. Campingfatter kom ud, da vi parkerede. Pladsen har haft 40-års jubilæum og må siges at være forbeholdt bjergklatrere og folk, der ikke har børn med. Det var også, hvad der var på pladsen.
Jeg skulle tisse og gik en tur ned på toilettet. Ingen sæbe eller håndklæder el.lign. ved håndvasken. Der stod en ældre dame og skyllede et eller andet og der lugtede af, at nogen havde fået fordærvet mad dagen i forvejen…
På vej til toilettet så jeg ”legepladsen”. Det var et gammeldags gyngestativ i metal med 2 gynger. Swimmingpoolen lå i et sportscenter et par kilometer væk. Ikke helt optimalt, når man færdes i en autocamper.
Ungerne var vågnet. Jesper og jeg sad og kiggede på hinanden. Dette kan vi ikke byde pigerne efter en så lang køretur. Vi havde lovet dem det hele! Fandens også…
Og så kom vi til at grine. Det var sgu da lidt komisk. Vi fandt Campingbogen frem, da det var vores eneste guide. Jeg bladrede lidt rundt og fandt Camping Jolly. Jesper ringede dertil og de sagde, at de havde masser af plads og at der VAR pool på pladsen og en ordentlig legeplads.
Jeg måtte igen gå den tunge gang ind i receptionen og fortælle campingfætter, at vi ikke blev. Belært af sidst, leverede jeg denne gang sandheden. At jeg synes, hans plads var dejlig, hvis jeg ikke havde haft børn, som jeg havde lovet swimmingpool og legeplads. Jeg beklagede det bedste, jeg havde lært og skred ud af døren. Jeg så ham ud af øjenkrogen. Han så ud, som man nu gør, når man prøver at smile samtidig med, at man synes, at man står overfor det mest mærkelige menneske, der siger lige så mærkelige ting.
Der var ”kun” 150 km. fra Tartsch til Termé og Camping Jolly ved Lago di Levico lidt nord for Gardasøen. Her spiller afstanden igen hjernen et puds. Det er jo ikke ret langt, når man i forvejen har kørt 600 km… eller?
Nå, men beslutningen var klar. Op på hesten igen og af sted!
Ungerne kom til at grine, da Jesper rev et halvt pæretræ med ud, da han bakkede væk fra pladsen. Pærerne dumpede lige så stille ned ad taget på camperen, da vi kørte. Ups. Ikke én af vores heldigste præstationer.
De 150 km. føltes næsten lige så lange som de 600 foregående. Vi kørte forkert i Bolzano og nu var stemningen ikke ligefrem til tyrolerhat. Jeg forsøgte at fremfinde min allerblideste stemme og roligste fremtræden og hjalp Jesper (der brugte al sin stædighed på at køre de sidste kilometer!) ud på motorvejen. Når vi først landede dér, ville der ikke være langt igen.
-Og ganske rigtigt. Gemt bag de forreste Dolomitter lå søen. Rundt om hjørnet og ind på pladsen. Der stod en ung fyr og tog imod. Han sagde, at der kun var 4 pladser tilbage. Og kun 2, hvis vi ville ha’ én med lidt mere plads. Det ville vi gerne. Han sendte os ned for at kigge på, hvilken én af dem, vi ville bo på. Det var ikke nødvendigt. Vi pegede nr. 248 ud, udfyldte de nødvendige papirer, kørte ind på pladsen og åndede lettet op.
Camping Levico og Camping Jolly ligger klods op ad hinanden. Levico støder op til søen og Jolly har baren og musikken. Der var legeplads, swimmingpool, badesø, restaurant, underholdning for både børn og voksne, udflugter, tonsvis af hollændere…ehmm…og mange andre gode ting.
Jesper og jeg blev enige om at prøve at holde os vågne til det blev aften, så vi ikke fik skubbet alt for meget rundt på nat og dag.
Vi gik en tur rundt på pladsen for at finde ud af, hvor de forskellige ting var placeret. Vi så nogle enkelte danskere – eller rettere: Vi kunne se på deres nummerplader, at de var danske. Det blev et udviklet talent på ferien. At spotte i løbet af et splitsekund, hvilket land, bilerne kommer fra. Der var rigtig mange hollændere. Det var tæskevarmt. Endelig! Dette var, hvad vi havde lovet poderne.
Vi gik ned til søen. Det lignede fluepapir og jeg har aldrig været særligt begejstret for badesøer. Jeg blev engang indhentet af en snog, mens jeg svømmede i én af Silkeborgsøerne… Øv. Men der var jo også en swimmingpool på pladsen og det havde været en succes hos pigerne indtil nu, så mon ikke de var til at overtale til at gå derop i stedet?
Da vi kom retur til camperen, blev markisen slået ud og ”gulvet” lagt på. Vi havde besluttet, at vi ville blive til søndag. Få lidt sol ind i det regnvåde sind og bare slappe af i nogle dage. Vi fortrød flere gange, at vi havde valgt cyklerne fra. Der kan kun stå 3 på den holder, som fulgte med bilen. Vi har brug for 4. Men den mindste kunne godt have været på taget. Nå, det var en lektie til næste gang. Vi kunne selvfølgelig ha’ lejet nogle af de havelåger, som stod ved receptionen, men vi blev enige om, at det kunne være hurtigere at gå…
Vi fik badetøjet på og i første omgang var det søen, der trak. Vi fandt en lille-bitte plet, hvor vi kunne ligge tæt sammen. Tøserne løb nærmest ud i vandet…eller…de skulle lige vænne sig til temperaturen, men da de først var kommet under, blev de i vandet i ret lang tid. Det var skønt at ligge i solen og bare dovne efter en lang nat og formiddag.
Vi sjoskede en tur ned til det lokale supermarked, der kun ligger 5 min. fra pladsen for at få fyldt op med vand og mælk. Vi havde bare lige glemt, at man holder siesta i Italien mellem ca. 13.00 og 15.30. Vi sjoskede retur igen – og det skulle nok gå alligevel.
At jeg ikke helt kan huske resten af den første dag på Camping Jolly må henføres til manglen på søvn og for meget afslapning. Der var musik på pladsen og masser af leben.
Jeg sov som en sten, men vågnede tidligt. At gå udenfor med en kop kaffe klokken halv syv – se solen stå op over bjergene og nyde stilheden! Wauw… Det var værd at køre efter.
Vores naboer havde pakket forteltet sammen dagen i forvejen. De kørte ved 8-tiden. Så var der pludselig rigtig meget plads. Til den anden side boede en familie som vores – 2 voksne og 2 børn – fra Holland. Jeg sad og kiggede rundt på de forskellige vogne og telte, hvor familierne var ved at vågne op.
Det var dér, jeg begyndte at kategorisere campisterne.
Der er ”campingrotterne”. De værste. De sidder inde bag deres fortelt hele dagen og lurer ud på resten af pladsen. De ser alt og følger med i det hele, men ingen må se, hvad de selv laver. Når der sker noget, stikker de hovedet op over teltkanten for at checke – og dykker ned igen, når de har konstateret, hvad der var gang i. De ligger typisk ud til vejen eller legepladsen.
Så er der ”ekshibitionisterne”. De vil gerne vise det hele. At de har alle de rigtige ting og udstyr. At de ser godt ud og har styr på alting. Mødrene tager kun en lille undertrøje og trusser på til toilethuset og fædrene tager opvasken hver dag.
Vi ser også eksempler på ”privatisterne”. Det er sådan nogen som os. Ofte nybegyndere. Vi er ret tilbageholdende. Trækker for, når vi skifter tøj og tysser på børnene for ikke at genere de andre. Hilser kun på andre, men snakker ikke så meget selv. Til gengæld bliver vi nærmest ekstatiske, hvis nogen gider at snakke med os. Hele familien følges for det meste ad og vi friserer os, inden vi går udenfor.
Modsætningen er ”minglerne”. De snakker med alt og alle. De spekulerer ikke så meget over, hvordan de ser ud eller hvilket udstyr, de har. Bare det kan bruges. De er hjælpsomme og deler gerne ud af deres viden om camping, som de har opbygget gennem rigtig mange år. De ryger som skorstene og bærer altid rødvinsflasker i containeren, når de henter morgenbrød i kiosken.
Så er der enkelte ”udenfor kategori”. Det er f.eks. dem, der tager af sted, selvom de egentlig ikke har lyst. Far er lidt muggen i kanten, fordi han synes, at ferien kunne bruges bedre end at sætte fortelt op, tømme kemitoilet og se børnene svømme i poolen.
Mor prøver at holde sammen på det hele ved at holde forteltet pænt og spille Yatzy med børnene, så Far kan læse sin avis og drikke en øl i fred.
Endnu andre nyder deres otium i flere uger og mødes med ligestillede. De samler sig i små kolonier og snakker om, hvad de har plantet i haven i år og hvordan det mon ser ud, når de kommer hjem.
Det har ret stor underholdningsværdi at sidde og putte folk i kasser. Og jeg kan naturligvis ikke tilhøre ”campingrotterne” – for jeg har ikke noget fortelt…
Midt på eftermiddagen satte jeg mig i én af vores positionsstole, lænede mig tilbage og ville lukke øjnene lidt. KRASCH! Stolen gav efter og hele ryglænet bukkede bagud. Metalstangen var knækket. Heldigvis nåede jeg at tage fra – ellers var de sidste celler nok røget ved slaget mod jorden. Ordet slankekur gav ekko mellem bjergene!
Det var noget rigtig skidt. Nu kunne vi ikke lige sidde udenfor og spise. Måske kunne vi finde en stol i byen i morgen – og ellers fandtes der vel større problemer i verden, som man kunne blive trist over…
Vi havde besluttet os for, at vi ville ind til den nærmeste storby og købe en køletaske til 12 og 220 V. Vores køleskab vil ikke rigtig køre på strøm og kan faktisk kun holdes koldt, når det kører på gas. Det er ok om sommeren, hvor vi ikke bruger gas til at opvarme kabinen, men når det bliver koldt, vil det være et problem at få gassen til at række, hvis vi tager af sted i længere tid. En lille køleboks kan hjælpe til madvarerne og så kan det, vi drikker komme i køleskabet.
Vi gik ned på gaden, hvor vi havde set et busstoppested. Dagen forinden havde vi snakket med ham, der havde vist os på plads den første dag. Han sagde, at der lå et større butikscenter i en by ca. 10 km. væk. Pergine.
Da vi kom ned til busstoppestedet, kørte bussen forbi. Nå, ja…der kommer vel altid en sporvogn til. Det gjorde der også - blot 1 time senere.
Vi blev enige om at gå tilbage og spise en is og så lige få en busplan i receptionen (!)
45 min. senere gik vi derned igen.
Bussen kom faktisk nogenlunde rettidigt. Vi satte os ind og der kom en kontrollør og krævede penge for billetter. 3,5 Euro. Børnene kørte gratis. Jeg kan godt li’ mentaliteten. Børn kører gratis og det er helt naturligt at holde for folk, der skal over et fodgængerfelt.
Turen tog ca. 20 min. Det gik stille og roligt, men vi var lidt usikre på, hvor vi skulle stå af. Da vi så et byggemarked, stod vi af. Varmen bankede i ansigtet på os. Det var tungt og lummert. Der var enkelte skyer på himlen. Vi gik ind i byggemarkedet og det lignede faktisk Silvan til forveksling. Vi kunne ikke finde køletaskerne – og da vi fik spurgt skyldtes det, at der var udsolgt.
Videre til næste biks. Udsolgt. Vi fandt en i et supermarked, men det kunne kun køre på 12V og vi ville gerne ha’ én, der kunne køre både 12 og 220 V.
Videre. Puha…
Ind i en elektronikforretning. Ejeren kunne ikke ét ord engelsk, men ved hjælp af fagter og lidt tysk fik vi spurgt efter en omformer, som kunne transformere 12 V til 220. Den kostede kun 5-600 kroner.
Videre. Tøserne synes, at det var varmt – men de brokkede sig ikke.
Vi gik og gik. Så fandt vi en togstation, hvor der også var en turistinformation, hvor vi kunne få et kort over byen. Der var kun 10 min. til indkøbscentret. Weee…
Centret lå ved siden af et byggemarked. Dér gik vi selvfølgelig ind først. Udsolgt. Finí.
Ind i centret. Dér fandt vi det rigtige, betalte overpris for det og gik lykkelige ud derfra. Vi var blevet sultne og fandt en lille pizzabar, hvor vi fik de lækreste pizzaer, jeg har smagt.
Turen tilbage mod busholdepladsen gik hurtigt. Jesper var lige et smut inde og købe en elkedel, fordi vi mente, at det også kunne spare lidt gas ved kogning af vand, når nu køleskabet også havde brug for gassen. Vi satte os på en bænk og ventede på bussen. Der kom 3. De havde alle lysskilte på fronten, der skulle gi’ passagererne en indikation af, hvilken bus der kørte i hvilken retning. Vi blev alligevel lidt usikre og Jesper gik hen for at spørge en chauffør. Han sagde en masse på italiensk og Jesper satte sig tilbage på bænken hos os.
Der gik yderligere 5 min. og efter vores busplan skulle bussen afgå om 1 min. Jeg gik over til chaufføren, der nu stod og snakkede med en anden chauffør. Jeg pegede på busafgangen og kiggede på dem. Fanden tog ved den ene chauffør, som råbte noget på italiensk og trak os med over til en bus, der var ved at køre. Jeg havde siddet og læst på lysskiltet på bussen, men der var ingen indikation af, at den skulle i samme retning som os. Men det skulle den så alligevel… Vi kom med. En anden – tilmed en italiener – nåede samme bus – men kun fordi vi havde spurgt.
Bussen var propfyldt. Vi kom slæbende med køletaske, 2 poser og et par unger. Vi vandt ikke popularitetsprisen for turister lige dér. Til gengæld kørte vi gratis, da ingen tilsyneladende orkede at være konduktør.
Vel hjemme på Camping Jolly blev køleboksen sat til – og elkedlen. Og så røg alt, hvad der kørte på 220 V. Kanon! Jesper checkede HF-I relæet. Kiggede på sikringerne. Slog hovedstrømmen til igen. Stadig ingenting. *SUK*…det ville være svært at undvære. Ud til HF-I relæet igen. SÅDAN…puha. Det er de små ting, der tæller, men elkedel skal vi nok ikke forsøge os med igen så længe, vi er langt hjemmefra.
Vi konstaterede i øvrigt, at vores nye naboer – en ældre mand og dame i en toplækker Hymer helintegreret autocamper med air condition und alles – havde sat vores markise lidt ned og foldet vores stole sammen, da det var begyndt at blæse op, mens vi var væk.
De var ikke hjemme, til at vi lige kunne sige tak for hjælpen, så det måtte vente.
Pigerne tog mod til sig og gik over for at være med til at danse i Miniklubben. Det var et sted, skråt overfor vores plads, hvor 4-5 voksne lavede forskellig underholdning for ungerne 3 gange om dagen. De startede kl. 10 med at klippe og klistre, kl. 16 var der forskellige fysiske udfoldelser og kl. 20 var der danseshow.
Vi kunne se dem fra camperen og de så ud til at ha’ det sjovt. De kom hjem ret udmattede og faldt hurtigt i søvn.
Jeg sov til gengæld ikke godt om natten. Det var varmt og fugtigt. Pludselig vågnede jeg ved den velkendte lyd. ”Tap, tap, tap….”. Det regnede sgu! Jeg hev en bluse på og ville ud og hente vores håndklæder. Jeg nåede at få 2 af dem ned, da himlen blev lyst op af et kæmpe lyn efterfulgt af et gigantisk tordenskrald. Håndklæder måtte være håndklæder. Jeg skulle ikke lige stå derude. Det buldrede og bragede i en times tid. Af og til så meget, at hele bilen rystede. Den mindste vågnede og steg ned fra alkoven. Hun blev puttet i vores seng og jeg bestemte mig for lige at holde mig vågen, indtil det værste var overstået.
Det tog en times tid – med rumlen og bumlen..og vi overlevede J
Tordenvejret havde renset luften og regnen havde fået støvet til at holde sig lidt i ro. Det var en skøn morgen. Selvom jeg ikke havde sovet så meget om natten, følte jeg mig alligevel frisk da klokken blev 8. Stod op, lavede en kop kaffe og nød solopgangen.
Pladsen vågnede langsomt op og de første begyndte at gå mod toiletbygningen i lyserøde Clogs, tandbørster og håndklæder. Dagen i dag skulle udelukkende være pigernes. De skulle ha’ lov at lave, lige hvad de ville og de fik lov at sætte den fulde dagsorden. Dette havde vi aftalt dagen i forvejen som en slags ”betaling” for at de tog med til byen og opførte sig eksemplarisk.
De ville i Miniklubben. De løb derover lidt i 10 og vi sad ved camperen og holdt øje med dem. De så ud til at hygge sig meget, selvom de ikke kunne forstå alt, hvad der blev sagt.
Ved middagstid spiste vi lidt frokost og gik bagefter til badesøen. Forinden havde tøserne øvet sig på at sige ”We think you saved our chairs from the wind. Thank you.” De gik ind til naboerne med 2 mozartkugler og sagde tak for hjælpen. Sådan gør en ægte privatist!
Pigerne havde fået svømmet en del på ferien, men var tilsyneladende ikke det mindste trætte af vandet. De sprang ud fra badebroen og dykkede og jeg er nødt til at indrømme, at jeg også synes, at vandet var rart. Man kunne se bunden og det lugtede ikke af sure sokker, som søvand af og til gør.
Klokken 16 ville ungerne gerne tilbage til Miniklubben. De skulle ned til søen og lege.
Vi gik ned på caféen for at prøve at komme på nettet. Jeg havde lovet min Mor at sende en mail med en indbydelse, og den ville jeg gerne ha’ ud af hovedet. Samtidig ville vi også gerne lige checke nyheder og vejr. Vi skulle snart træffe en beslutning om, hvor næste stop skulle være – og indtil videre havde turen drejet sig om vejret, så det kunne den lige så godt fortsætte med.
Efter 15 min. og et glas juice kunne jeg ikke længere holde tanken ud om, at mine tøser var nede ved vandet og jeg sad på et sted, hvor jeg ikke kunne se dem. Jeg er rigtig dygtig til at hidse mig selv op med historier som Madeleine og diverse drukneulykker. Jeg er egentlig heller ikke tilhænger af hverken Mini- eller Bamseklubber eller hvad de nu hedder, som sørger for underholdning til børnene, så forældrene kan få lidt fred. (Og ja – det bliver hårdt for mig at skulle gi’ slip!)
Jeg gik ned til vandet for at kigge på, at ungerne legede. Det så sjovt ud og de hyggede sig vældigt. De havde stafetkonkurrence på græsset og bagefter skulle de fylde vandflasker op, som de skulle tømme i en spand - kun ved at holde på flasken med knæene.
Det så sjovt ud og pigerne hyggede sig. Jesper var i mellemtiden kommet ned til søen. Efter 1 times tid gik vi tilbage til camperen.
Vi gik med op og se dem danse om aftenen. Egentlig var det meningen, at Jesper og jeg ville ha’ taget os en aftendukkert i solnedgangen. Noget slukøret måtte min tålmodige mand endnu en gang konstatere, at pylregenet stadig er større end romantikgenet hos mig. Jeg er blevet skræmt over alle de grumme historier om misbrugte og bortførte børn, fordi forældrene ikke prioriterede rigtigt. Jeg véd udmærket godt, at man ikke kan gardere sig mod alverdens ulykker ved at overbeskytte sine børn, men Jesper og jeg skal nok få masser af muligheder for at bade i solnedgangen, når den tid kommer, hvor ungerne ikke gider os længere….hvis vi til den tid stadig kan bevæge lemmerne hurtigt nok til at holde os oven vande…?
Vi blev og vi så pigerne danse i over 1 time, hvorefter vi gik op efter en is til at køle ned på inden sengetid.
Da vi sad udenfor og nød aftenluften, slog det mig pludselig: Der var slet ingen myg! Jeg plejer at blive hårdt ramt, hvis der bare er 2-3 myg i en kilometers omkreds, men jeg havde ikke set skyggen af én af de små møgflyvere. Måske lidt spøjst, når man tænker på, at vi lå tæt på vandet og at der var masser af nåletræer rundt omkring… Sikkert noget med den globale opvarmning *G*
Jeg sov længe! Helt til kl. 8.30.
Jeg vil ikke påstå, at jeg er A-menneske, men når jeg er på ferie, sker der ét eller andet med min krop. Måske får den hvilet så meget i løbet af dagen, at den ikke har behov for ret megen hvile om natten. Og det er ikke fordi, at natten er fuld af aktivitet…
Da kun en 3 cm. ikke-lydtæt campingvæg skiller os og offentligheden samt en god affjedring og ungerne i alkoven, sættes der en naturlig begrænsning for lysten til natlige udfoldelser…især når man tilhører ”privatisterne”.
Maria hentede morgenbrød. Hun og hendes søster er et par seje tøser. De er ikke så bange for at prøve noget nyt og de stoler meget på hinanden og os. Maria fik 5 Euro, tog sin håndtaske og spadserede ned i kiosken. Hun havde lært, at rundstykke hedder ”Sämler” og ”schoko-croissant” er en croissant med chokoladefyld. Hun er altid kommet tilbage med det rigtige.
Imens redte vi andre seng, ryddede lidt op og dækkede bord….indendørs! Øv!
Vi spiste morgenmad og snakkede om, hvor turen skulle gå hen, når eventyret på Camping Jolly sluttede dagen efter. Pigerne ville gerne til Bøsøre. En hyggelig campingplads med både indendørs swimmingpool, badestrand og stor legeplads ca. 20 km. syd for Nyborg. Vi var der sidste år og det var en rigtig god oplevelse. Jeg ville frygtelig gerne ha’ været forbi Berlin, men med den seneste rute, vi havde valgt, var det for langt at køre. -Og på trods af min nye opfattelse af afstande, VAR det for langt. Der var ca. 1.500 km til Fyn og noget længere, hvis vi valgte at køre omkring Berlin.
Det blev selvfølgelig til Bøsøre. Vi kunne bruge de sidste 3-4 dage dér og så stadig ha’ et par dage til at vaske tøj og ordne camperen, når vi nåede helt hjem. Jeg sad dog stadig med en fornemmelse af, at jeg gerne ville ha’ gjort et stop eller to i Sydtyskland.
Pigerne ville gerne i Miniklubben igen kl. 10. Faktisk kom nogle af de voksne derfra rundt på pladsen og sagde godmorgen. Vi snakkede længe med dem og da den ene sagde, at han kunne finde på at komme på Roskilde Festivalen næste år, fik han min mailadresse og besked på, at han kunne skrive til os, hvis han skulle til Danmark. Didum didum…
Pigerne gik med derover og jeg fik muget ud i kabinen. Der er ikke meget plads og man skal være en smule striks med at holde orden, for ellers er det helt umuligt at finde noget. Jeg kan også godt li’, at det ikke knaser, når man går rundt derinde, så der blev også lige fejet.
Vi havde aftalt at gå op i den nærliggende by, Levico Termé, og kigge på forretninger. Så kunne vi spise aftensmad deroppe og pigerne kunne nå tilbage og danse kl. 20.
Pigerne var blevet lidt røde på næserne og skuldrene. Jesper’s hud var skiftet til kobberrød og jeg lignede bare en stor, glad grissebasse i badedragt. (Lisa synes, at det var vældig sjovt at smøre min ryg ind i rigtig meget solcreme og så tegne på den bagefter. Jeg synes, det var vældig afslappende, men det ser sgu spøjst ud bagefter).
Det var varmt. 32 grader i skyggen og en jævn stigning opad. Vi stoppede ved det nærliggende supermarked og købte noget solcreme og drikkevarer.
Det var en hyggelig lille by, men alt for præget af campingpladsens gæster og ældre turister, der boede på et stort hotel i selve byen. Alle bevægede sig meget langsomt med stokke og gangstativer. Mange forretninger solgte de samme ting og underligt (!) nok til de samme priser. Vi købte ikke rigtig noget, men gik ind på en restaurant og spiste noget mad, der heller ikke er en nærmere beskrivelse værd, inden turen gik tilbage – men denne gang nedad.
Vi købte ind i supermarkedet på vej hjem, så vi havde lidt frugt og brød til turen mod Danmark.
Vi nåede tilbage på pladsen 19.40. På vej hjem havde vi besluttet, at vi ville køre om natten. Men det var der jo længe til, at det blev…!
Vi skulle dermed afregne m.v. og være ude fra Camping Jolly inden kl. 23. Vi gik ind i receptionen, hvor det efter et stykke tid stod klart, at de kun tog kontanter på dette tidspunkt, at vi havde til kl. 20 til at få dem hævet, hvor receptionen lukkede og at vi pludselig havde MEGET travlt!
Vi småløb ned til camperen, fik hevet strøm fra og markise ind. Jesper skulle nå op i byen, hæve 200 Euro og nå retur igen på 10 min. Ellers måtte vi vente til næste morgen med at køre. Pigerne og jeg begyndte at lukke luften ud af bademadrasserne, men pludselig blev det alt sammen for meget for Lisa. Hun begyndte at græde ved tanken om, at hendes Far måske ikke nåede tilbage – ja, måske kom han aldrig mere. Jeg kom til at smile lidt ved tanken (selvfølgelig ikke fordi jeg ønskede, at han ikke kom tilbage!!) fordi det gik op for mig, hvor ilde stedt jeg i givet tilfælde var. Min taske og pung lå i camperen og det eneste, vi sad tilbage med, var et campingbord, 3 stole og 2 badedyr…
Han kom heldigvis tilbage og nåede at checke os ud. Han blev familiens store helt den aften. (Ehhm, det har han jo selvfølgelig været hele tiden, men stjernen fik lige en ekstra tak!)
Pigerne gik over for at danse, mens Jesper og jeg pakkede de sidste ting. Vi gik over for at hente pigerne og købe den sidste jolly good isvaffel.
Hjemturen begyndte kl. 21.30. Jesper ville gerne køre hele turen i ét stræk og vi regnede ud, at vi kunne være på Fyn næste morgen kl. ca. 9.00. Sådan nogle beregninger holder sjældent stik – og især ikke, når det er os, der foretager dem sammen med Krølle-Beta – og det gjorde de selvfølgelig heller ikke denne gang.
Pigerne faldt ret hurtigt i søvn. Jeg hjalp Jesper med at komme ud på motorvejen mod Brennerpasset og Innsbruck og så faldt jeg i søvn ved 1-tiden. Jeg vågnede ved 4-tiden. Bilen holdt stille og Jesper havde også lukket øjnene lidt. Jeg registrerede det blot og sov videre. Klokken 6 vågnede jeg igen. Jeg følte mig ret udhvilet og krøb ud foran og kiggede på Jesper, der så en lille smule brugt ud. Jeg kunne konstatere, at vi var nået til det sydlige Tyskland og dermed var vi kørt gennem Østrig på klods. Uha! Men man får altså ikke meget for pengene alligevel i dét land udover en fin rytmeboks: Gadunk, gadunk, gadunk.
Jeg blev allernådigst overladt rattet, da vi nåede omkring München. Nu var Mouldermanden træt og ville sove. Han lagde sig om på sofaen i kabinen (sikke en tillid, hva-be-har!?) men samtidig vågnede den ældste og satte sig ud på forsædet ved siden af mig. Hun startede en talestrøm, som kun Lotte Heise kan præstere tilsvarende. Snakkede i én uendelighed om den drøm, hun havde haft, om at det stadig var godt vejr, at det havde været en god tur indtil videre og bla bla bla. Jesper stak pludselig hovedet frem. ”Hold så MUND!”, kom det. Med et skævt smil, for det var helt afsindigt, som hun plaprede. Der blev stille et øjeblik. 3-4 minutter. Så startede hun igen. Efter en times tid gav Jesper op. Han mumlede noget om, at ønske sig drengebørn, isolationsfængsel og sætninger, der indeholdt ordene ”øde” og ”ø”.
Vi holdt nogle få pauser og ramte grænsen ved Flensburg ved 14-tiden. Vi fik noget dyrt og ikke særlig lækkert mad på den første tankstation, vi mødte i Danmark. Vi har vist i øvrigt ikke været specielt heldige med de kulinariske oplevelser indtil videre. Kun de få gange jeg selv har været chefkok, har det været en udsøgt oplevelse. Spaghetti med pølser og ketchup går man jo sjældent galt i byen med?
Vejret var til gengæld dejligt. Sol og varme. God, dansk lummerhede og langt bedre end det, vi kørte fra. Der havde faktisk været højt solskin hele vejen op igennem Tyskland, så vi kunne godt ha’ gjort et stop eller to – piv – men no bad feelings. Og det er jo ikke min stil at vade i noget!
Jeg kørte ind på parkeringspladsen til Bøsøre efter en spøjs tur gennem nogle små, smalle veje, hvor jeg havde lidt svært ved helt at bedømme bilens bredde (!) men stadig uden at lave skader. Tror måske nok, at Jesper ind imellem følte et vist ubehag ved tanken om at få en stor gren ind igennem forruden.
Gensynsglæden var stor. Pigerne løb med det samme ud på legepladsen. Vi checkede ind og bad om en plads tæt på vejen, så det ikke generede så mange, hvis vi gerne ville køre ind og ud af pladsen. Min søster og svoger havde truet med at sejle til Fyn, hvis det kunne passe i deres planer og hvis vi alligevel var derovre.
En plads lige foran toilet-, bade-, og opvaskebygningen. WoW. En masse leben og vandringer frem og tilbage over plænen, hvor der til gengæld ikke boede andre.
Naboerne skråt overfor var ”rotter” og ved siden af dem et par ”exhibitionister”. De spillede Yatzy og drak rødvin. Ikke noget galt i det. Men når man efter hvert slag råber ”Arrrj, altså! Jeg tror, at du snyder dér!”, så kan det blive en smule anstrengende. Det var i øvrigt også dér, grillfesten blev holdt den efterfølgende dag, hvor de blev pivstive – men ikke fordi, jeg holder øje......
Vi fik pakket ud, lagt presenning og jeg fik gjort bilen lidt i stand. Sendte en SMS til min søster om, at vi var landet og at vi blev nogle dage. De var på Sejerø men ville sejle til Nyborg dagen efter, hvis vejret blev en smule bedre. Det blæste ret meget (jeg har ikke så meget forstand på sejlervejr og sekundmeter), men solen skinnede og det var lunt.
Lidt at spise, en tur på stranden og mærke vandet, som ikke inviterede til en badetur, en Breezer og så til køjs. Det havde været en lang tur – men igen: Vores to fantastiske piger har klaret de lange køreture helt utroligt. Ingen sure miner, ingen brokkerier og en tålmodighed, der rækker langt ud over, hvad man kan forvente af dem.
Vi tog en komplet åndssvag beslutning næste dag. Om morgenen fik jeg en SMS fra min søster om, at det stadig blæste for meget til, at de ville sejle over Storebælt. Nå, bedre (eller mindre) vind morgen…forhåbentlig.
Vi ville køre til Svendborg og besøge en campingbutik for at se, om vi kunne finde nogle nye stole, en grill og nogle kiler. Vi havde stadig kun træklodserne, som var begyndt at irritere os – og vores medcampister, som fik en god mundfuld diesel, hver gang vi skulle køre bilen op på klodserne.
Ungerne fik lov at løbe på legepladsen indtil frokost, hvor vi skulle køre. De havde jo lige præcis behov for (endnu) en dødssyg køretur hen til et sted, som var omtrent ét af de mest kedelige steder for børn at opholde sig. Jeg tror, at vi strakte deres tålmodighed til det yderste denne dag!
Vi fandt campingshoppen og blev straks mødt af en smilende ejer. ”Ka’ je’ jælp’ mæ noe”? Jow, deeet. Vi snakkede meget frem og tilbage om stolene. Jeg kunne godt tænke mig en rigtig forstadsliggestol med fodskammel, men min mere modebevidste mand drømte om Outwell siddekomfort med plads til en øl i armlænet. Nå, ja. Selvfølgelig fik han sin vilje (husk, hvad blomster kan gøre!!), men uheldigvis havde forretningens ejer ikke flere på lager. Ærgerligt, Sonny boy! Så kunne vi i stedet kigge på en grill. Vi havde lært, at man simpelthen er nødt til at have en lille grill, hvis man skal kunne begå sig i miljøet.
Nogle har en gasgrill, andre en større Weberagtig model og endnu andre en lille engangslignende ting. Jeg ønskede mig en Cobb. For indviede er yderligere forklaring unødvendig. Uvidende og interesserede kan læse mere her: http://www.cobb.dk/
Uvidende og uinteresserede kan springe over.
Jeg fik min Cobb og sikkert også et brev fra banken. Vi købte også et par smarte kiler i campingmoderigtig orange. Vi ringede til vores vejrprofet og spurgte, om han kunne finde en campingforretning i Fåborg. En adresse og et godt grin - og så kørte vi videre.
For første gang begyndte pigerne at mumle noget om, at det var pænt kedeligt, dét vi havde gang i. Jesper og jeg blev enige om, at de havde ret.
Vi kom til at bruge hele eftermiddagen på at køre rundt efter ting, som vi kunne have fundet, når vi kom hjem. Men hva’ – man vinder ikke dem alle sammen. Heller ingen stole i Fåborg – men til gengæld 4 Dannebrogsflag i 2 størrelser til at klistre på alkoven. Røvsygt, men det havde irriteret mig på hele turen, at andre troede, vi var hollændere. Med et stort, dansk flag på bilen, burde ingen tage fejl fremover. Jeg synes, at vores flag er flot – men jeg gad godt ha’ en god forklaring på, hvorfor vi skal beholde vores valuta?
På vejen hjem handlede vi i Føtex, så vi kunne prøve vores nye grill om aftenen. Og så bliver det vist ikke mere provinsielt og camping-Danmark-agtigt?
Jeg var vist i dårligt humør. Ærgerlig over at have spildt dagen på sådan en omgang pjat. Vi havde ikke engang set byerne. Både Fåborg og Svendborg skulle være smukke steder, men det véd vi så stadigvæk ikke lige noget om!
Pigerne rendte på legepladsen. De havde fået et par veninder, men de skulle hjem den efterfølgende dag, så der blev ikke knyttet de store bånd.
Jeg havde lovet dem, at de kunne komme i badelandet efter aftensmaden og her reddede Jesper mig igen på stregen. Jeg var træt. Eftervirkningerne af de mange kilometer var ved at indfinde sig.
Jeg vaskede op, gjorde grillen ren og ordnede i camperen. Så satte jeg mig ned og startede på rejsebeskrivelsen. Når oplevelserne bliver så komprimerede, kan det være svært at skelne dem og dagene fra hinanden, så hvis man skal skrive, bør man gøre det forholdsvis kort tid efter – eller helst dagligt under ferien.
Da de andre kom tilbage fra badeland, sad vi lige og snakkede lidt og så var det i seng. Vi håbede på en positiv melding fra sejlerfolket i morgen.
Der tikkede en SMS ind fra min søster om, at de var på vej til Nyborg. Kanon! Vejret var fint og det blæste heller ikke meget. Vi spiste noget morgenmad og var virkelig lang tid om at komme i svingninger. Afmatningsfølelsen fra i går, var desværre ikke forsvundet, men jeg glædede mig til at se min søster og svoger – og se den nye båd i funktion.
Efter morgenmad og et spil minigolf (som nok er det mest dødssyge spil i hele verden, når man ikke kan finde ud af det!!) var vi i Nyborg ved 14-tiden. Skipperen stod på kajen og røg en cigaret. Vi fik parkeret bilen og pigerne sprang ud af døren. Den så flot ud båden, som den lå og vippede lidt frem og tilbage. Min søster så godt ud. På trods af manglen på solskin havde hun alligevel fået den dér sejlerbrune farve i ansigtet… Vi ligner hinanden – og nu også på, at solen ikke kan skinne ind på rynkerne omkring øjnene. Vi har begge 10-12 hvide striber, der strækker sig ud fra hvert øje. Jeg opdagede det sidste år. Jeg kunne pludselig MÆRKE rynkerne. Måske skulle vi overveje et skud Botox til næste år – eller bare blive inden døre?
Nå, skide være med det. Tanken om, at jeg ligner Tollundmanden, inden jeg fylder 50, blev skudt væk igen.
Vi snakkede i ét væk om, hvordan turen havde været. De havde haft lidt bøvl med småting i starten – og så havde vejret ikke lige indbudt til de lange ophold udenfor havnebassinerne. Men det var en god båd og den kunne sejle stærkt, hvis der var behov for det. F.eks. når man skal krydse dønningerne fra Molsfærgen.
Vi gik en tur op i selve Nyborg by. Hyggeligt sted. Den ældste fik nogle Jumbobøger, som vi fandt hos en antikvar. Hun er helt vild med Anders And. Vi fandt også en Lassiebog til den yngste og 2 De 5 bøger. Antikvarhandleren var til og med sjov (!). Han henledte venligt vores opmærksomhed på, at han også havde ”voksenbøger”, som han kaldte det. Bemærkningerne føg frem og tilbage og vi spruttede af grin, da vi gik ud.
Den yngste fik desuden et par nye pink klip-klappere – dog ikke hos antikvaren.
Jesper og svoger forsvandt ind i en tøjforretning, mens vi kiggede på sko. De kom ud derfra – i ens piratbukser! Yndigt. Vi fandt også et par solbriller til Jesper. Han havde haft et par på hele ferien, der fik ham til at ligne en flue, men de her klædte ham. Han og svogeren kom ud fra butikken – i ens solbriller! …..de må alligevel ha’ savnet hinanden….!?
Svogeren gik ind for at købe nogle T-shirts og fandt nogle med gigantisk V-udskæring. Gudskelov stod Jesper af dér.
Vi spiste på havnegrillen og fik en kop kaffe på båden.
Jeg tænkte, at det føltes rigtig at slutte ferien, som den startede. Vi kørte forholdsvis tidligt hjem, da vi ikke ville køre alt for sent ind på pladsen, men aftalte forinden, at vi ville komme forbi igen næste dag – måske til en sejltur, hvis vejret tillod det.
Tilbage på pladsen kørte vi camperen (vi skal ha’ fundet et navn til dyret!) elegant op på 2 orange kiler. Vi kaldte til familieråd og blev enige med pigerne om, at vi ville checke ud og køre hjem næste dag, når vi havde været forbi deres moster og onkel i båden.
Pigerne virkede udmattede og glædede sig vist til at komme hjem.
Jeg vågnede ved, at de første medcampister begyndte at vandre mod toilettet.
Krunsch, krunsch, krunsch sagde stenene på stien. En lille pige græd og en far forsøgte at trøste, indtil tålmodigheden slap op (forholdsvis hurtigt…) og han råbte, at hun bare skulle flette næbbet og skrubbe ud at børste tænder.
Et par stoppede op udenfor camperen og snakkede højlydt om, at hvis de skulle ha’ sådan én, skulle den i hvert fald være nyere og pænere, men at vores Cobb-grill var smart. Det sædvanlige par satte sig på bænken udenfor opvaskerummet og spiste morgenmad. 2 damer med helt hvidt, affarvet hår og 2 børn. De spiste alle deres måltider dér.
Resten af familien vågnede efterhånden op og camperen begyndte at rumstere. Vi fik lidt at spise, pakkede resten af udstyret (med lidt hjælp fra en venlig fyr, der hjalp Jesper med at få de tilbageværende stole i tagboksen) og så var der afgang. Jeg checkede ud, betalte og fik en bemærkning fra receptionisten om, at det var en dag tidligere end planlagt. Jeg undskyldte og sagde, at der ikke var mere sol tilbage. Ehhm… den lader vi bare stå.
Min søster og svoger tog imod på broen og vi myldrede ned i båden. Redningsveste på og så deruda’! Det var dejligt at mærke vinden i ansigtet. Det var varmt så snart solen var fremme, men koldt når der kom en sky. Svogeren ga’ den gas ud til Storebæltsbroen. Der stod en stakkels fisker i en gummibåd, som måtte fortrække ind bag en bropille, for ikke at blive søsyg. Det var også nogle seriøse bølger, der blev skabt i kølvandet. Jeg dukkede mig en smule og talen faldt på, hvad en ”rigtig” sejler er. De, der sejler med sejl, synes selvfølgelig ikke, at motorbådene er rigtige sejlere. Min søster fortalte, at hvis man sejler med sejl, lægger man sig aldrig udenpå en motorbåd ved kajen, hvis der ikke er flere ledige pladser.
Efter en lille times tid, lagde vi igen til i Nyborg. Vi var blevet sultne og gik op i byen for at finde et sted, hvor vi kunne spise, inden vi fortsatte til Sjælland.
Valget faldt på en lille kro, hvor vi kunne sidde ude. Min svoger ryger (som den eneste – for vi stoppede jo for 8 måneder siden…klap klap) og det var rart, hvis han kunne ryge sine cigaretter uden at genere os andre alt for meget. Han fik i øvrigt af samme årsag det glatte lag af vores unger. Vi håber, han snart stopper så søløvehosten forsvinder.
Pigerne fik en omgang stegt flæsk og de andre spiste æggekage med flæskesvær på. Ehmmm…det var jeg ikke lige til, så jeg bestilte en lun leverpostej. Vi spiste, det begyndte at regne og SÅ var det slut.
Vi begav os mod camperen, sagde farvel og så gik turen over broen. Næste stop var en tur forbi min anden søster, hvor min Mor også befandt sig. Vi ville lige ind og sige hej – og i øvrigt hente vores cykelstativ, som også stod der. Det var også hyggeligt og efter en kop kaffe og en overordnet beskrivelse af turen, gik det videre mod min lillebror.
Han og fruen havde købt campingvogn, mens vi var væk og den måtte vi lige forbi og se. En Dethleffs Camper 540 (tror jeg nok…). Min fætter har også købt én, blot en Hobby ét-eller-andet, så nu er der lagt i varmeovnen til, at hele familien kan indtage campingpladserne rundt om i landet. Be scared!
Det er en rigtig flot vogn, de har købt. Spritny. Og den er stor. Min bror så lidt træt ud ved tanken om at skulle lære at køre med den, bakse den på plads, når de kommer til et nyt sted for ikke at snakke om opsætning af fortelt. Sidstnævnte har givet os andre mange muntre timer på diverse campingpladser, når vi har set familier være tæt på opløsning, selvmord og skilsmisser, mens forteltet sættes op. God underholdning!
De ville en tur til Enø i weekenden og forsøge sig.
Endelig hjemme. Klokken lidt i otte om aftenen parkerede vi camperen på vejen. Min føromtalte bror havde udvist den venlighed at tømme vores postkasse og lige checke huset, mens vi var væk. Jeg konstaterede hurtigt, at jeg vist havde glemt at sige de gyldne ord ”husk at vande blomsterne”…
Vi fik tømt camperen på en time, der blev lagt rent på sengene, et langt ikke-tidsbestemt og møntkrævende bad og så faldt vi alle sammen om.
At sove i sin egen seng igen kræver også tilvænning. Og vi havde pludselig fået et problem, som vi ellers ikke havde haft hele ferien. Jeg vågnede op med 22 mygstik, den ældste havde indkasseret 17 og den yngste 28. Jesper havde ikke været genstand for nattens blodbad. Ikke ét eneste stik havde ramt ham. Hvis nogen kender forklaringen på det, er de meget velkomne!! Jeg under ham bestemt, at han er sluppet – men jeg ville da også gerne selv være foruden.
Vi gjorde status. Vi har kørt en smule over 5.200 km. Inden vi tog af sted, kalkulerede vi med ca. 2.500. Det havde været en rigtig god tur, men den havde i høj grad båret præg af vores totale mangel på planlægning. (Det vil også klart fremgå af de kontoudtog, der dumper i postkassen den næste tid). Udgangspunktet havde været, at vi gerne ville se solen i ferien. Det kom vi bestemt også til. Vores ældste datter har af samme grund døbt camperen ”Solvognen” og det kan også blive det eneste pejlemærke for den næste sommerferie.
For at være sikre på, at turen har levet op til alles forventninger, blev spørgsmålet stillet: Ville vi gøre det samme igen? Svaret var entydigt. JA! Og vi gør det igen. Til næste år. Nu ved vi lidt mere om, hvad bilen kan. Vi ved, hvad vi kan (og især hvad Krølle-Beta IKKE kan) og det har sendt ambitionerne på himmelflugt. Sicilien? Nordkapp? Eller bare Skagen i efterårsferien? Èn ting er dog sikkert. Pigerne bliver taget med på råd og efterhånden som de bliver ældre, tror jeg, de vil synes, at det bliver mere og mere interessant – indtil et vist punkt, hvor de måske vil hade os for IKKE at tage på den seje chartertur til La Santa Sport. Vi får se.
Jesper og pigerne tog i biografen kl. 14 for at se ”Min skøre familie Robinson”. Jeg er ikke særlig vild med tegnefilm, så jeg fik lov at blive hjemme og gøre rent efter et par nætter, der kunne gi’ inspiration til den næste store skrækfilm: ”Blodsugerne i soveværelset”. Der blev klasket i omegnen af 50 myg, der efterfølgende sad rundt om på vægge, vinduer og i loftet. Klamt. Med vores modangreb lykkedes det os at holde stik-raten nede på 2 til mig og 1 til hver af pigerne. Men for fanden da! Som om jeg ikke ser opsvulmet ud i forvejen!
Jeg har brugt en del tid på at skrive om vores ferie. Det har jeg gjort, hver gang vi har været af sted. Det er et stort arbejde, men pigerne har haft meget glæde af det efterfølgende. Hvor meget kan man huske, når man f.eks. er fra 5-7 år? Beskrivelserne hjælper med at huske og det er (for det meste) også sjovt at læse om sig selv…og efter de selv har lært at læse, er det kun blevet endnu sjovere.
Vi måtte jo til Enø og se brormands campingvogn i udslået stand. Af sted igen. Det var rigtig underligt at køre i vores almindelige bil. Det var pludselig som at sidde i en Ferrari…næsten…ehmm…nå, men vi kom ned til campingpladsen og fandt min bror, svigerinde, moster og onkel i forteltet. Det så hyggeligt ud. Pigerne løb over til deres kusine, der gav den gas på hoppepuden.
Min fætter og hans kone, der jo også lige havde købt en vogn, kom også forbi – dog uden vogn. Ren campingidyl….måske lige indtil det begyndte at regne. Der er noget teknik med, at kanterne på forteltet skal lægges udover underlaget men ind under gulvtæppet eller noget i den retning (én af grundene til, at vi købte autocamper i stedet for campingvogn – min tålmodighed rækker ikke til dén slags finesser!). Det var ikke lige sket, så pludselig begyndte det at blive vådt indenfor. Vi fik hurtigt tørret op og lagt diverse lag korrekt, så skaden blev minimeret. Man skal lære hele livet…
I øvrigt kunne min bror berette om en utrolig og overraskende stor hjælpsomhed, da de kom og skulle møve vognen ind på plads, så ikke en lyd om egoister og jantelov her.
Da det blev aftensmadtid besluttede vi at køre hjem igen og klaske myg.
Sidste dag. Prøve ikke at sove alt for længe. Mislykkedes. Ud at handle til madpakken. Total mangel på lyst til at se og lugte til makrel næste morgen kl. 7…
Om eftermiddagen kom fætteren og familie. De var i nabolaget og ville lige vise deres vogn frem. Den er kæmpeflot, smart og godt indrettet. Det var rigtig hyggeligt og pludselig var det blevet aften uden, at vi havde opdaget det. Ungerne kom for sent i seng, men mon ikke det går?
**********************************************
Puha….og tak til dem, der orkede at læse så langt! |