Der kom til gengæld en del skyer, da vi nærmede os Stockholm og igen måtte jeg prøve at forberede Lisa på landingen, så godt som jeg kunne. Jeg huskede at sige, at det kunne bumpe lidt, når vi fløj gennem skydækket, at det larmer, når hjulene igen bliver trukket ud, at piloten nok ville dreje flyet igen, at det kilder i maven, når man er ved at lande men at det bare er ligesom at køre rutsjebane. Jeg huskede også at sige, at det godt kan bumpe lidt, når hjulene rammer asfalten. Da vi holdt stille, var jeg noget træt af at høre mig selv snakke…

Jeg havde fået et tip fra en kollega om, at vi skulle tage eksprestoget til Stockholm. Vi fandt en billetautomat og fik os en overraskelse, der var større, end hvis hjulet var røget af flyvere: 2 voksne og 2 børn = 720 svenske dollars! Uha… det lovede sgu ikke godt.

Vi betalte og tog en helt afsindig lang rulletrappe ned på perronen.

Dér kom jeg til at studere en anden billetautomat lidt nærmere. I weekender og på helligdage kunne man køre den samme tur for 250 kr. Damn! Dumme danskere. Heldigvis havde jeg en halvsvensker ved min side, som på fejlfrit danskersvensk forklarede billetdamen om vores forholdsvis lave intelligens. Hun byttede billetterne med en billig og sagde til os, at vi skulle gå ind på billetkontoret i Stockholm. Så ville de refundere de dyre billetter. Nå, ja – så kunne vi jo ikke være de første idioter, der havde begået dén fejl.

Turen tog 20 minutter men føltes som 5 og pludselig stod vi på perronen i Stockholm. Billetterne blev refunderet uden spørgsmål og vi begav os mod taxaholdepladsen. Vi blev kørt til Scandic Hotel Ariadne, hvor vi ankom 15 min. senere.

Hotellet ligger helt nede på havnekajen, hvor Silja Line tilsyneladende ”ejer” området. Kæmpestore færger lagde til i ét væk, sejlede igen og andre lagde til. Det var imponerende. Jeg er ret betaget af dén slags, men jeg prøver at undertrykke det for ikke at virke (mere) underlig…

Vi kom ind og forsøgte at orientere os. Der var trapper og glasdøre over det hele. Vi vendte os om og fik øje på 3 store elevatorer, som vi med stor sandsynlighed ville have gavn af at kaste os selv og bagagen ind i. Vi fandt receptionen!

Vi checkede ind og en temmelig feminin men dog mandlig receptionist tog imod. Sært, at danskere ofte forstår svensk bedre, end svenskere forstår dansk. Vi måtte slå over i engelsk på trods af min private tolk. Han skulle jo også lige i gang. Vi havde ellers øvet med ”smörgås” og ”korv”.

Vi fik hele den obligatoriske ballade om restaurantens åbningstider – og opmærksomheden blev specielt henledt på, at den var lukket om søndagen?! Vi fik vist vejen til T-banen, som er den stockholmske undergrundsbane. Vi skulle gå ca. 10 min. for at komme derop. Kreditkortinformationer blev afleveret, så vi ikke kunne løbe fra regningen – men under dække af, at vi så blot kunne betale alt på værelsesnummeret.

Vi fik udleveret det ultimative bevis på vores turiststatus: Stockholm a la Carte kortene, som indgik i betalingen for værelset og som gav ”gratis” adgang til en lang række af byens attraktioner og museer.

Vi samlede vores ting og tumlede igen mod elevatoren for at finde familierummet på værelse 1203.

Her slap heldet således op. Vi havde ikke betalt en formue for værelset og vi fik bestemt fuld møblering for pengene. Der kunne ikke være klemt en skammel mere derind. Pigerne skulle sove på en sovesofa, der var slået ud og vi fik tildelt 2 enkeltsenge, der dog heldigvis kunne flyttes sammen til en dobbeltseng.

Vi pakkede hurtigt ud, sad en halv time og slappede lidt af og så var det af sted mod byen.

Vi gik langs den ene kaj, hvor de store cruisere lagde til. Det var endnu mere imponerende, når man rigtig kunne se, hvor store skibene var. Vi gik inde i en form for svalegang og det var rart, for det var ikke nær så koldt, som at gå ude i luften.

Vi fandt vej til Gärdet, som var ”vores” station. Der var en plan over undergrundsbanerne i turistbrochuren og vi lærte hurtigt farver og stationer at kende. Det er så smart, at dén slags er ens i mange storbyer. Selvfølgelig virkede vores små a la carte papkort ikke, da vi skulle køre dem igennem scanneren på stationen. Vi besluttede, at der ikke var noget at gøre ved sagen, da der var lukket i billetlugen.

Vi stod af på T-Centralen. Her fandt vi en kontrollør, som sagde, at vores kort virkede fint – lige indtil han havde forsøgt 4-5 gange og måtte give os ret i, at de ikke virkede. Det betød ikke så meget, men vi kunne få dem byttet, hvis vi ville. T-Centralen lød som om, at det var midten af byen. Herfra skulle vi så lige finde noget at spise. Vi gik igennem et udendørs marked, hvor der var mange sjove ting. Især noget ”svenskerstrik”. Jeg lovede ungerne en ny hue, hvis jeg kunne lokke dem til at smide de ret grimme huer, som de havde med hjemmefra.

Vejen førte os over i ”Kungshallen”, som er et kæmpestort restaurant-varehus. Fremragende ide. Her kunne man simpelthen få al slags mad – lige fra sushi til pizza til spare-ribs, som Maria overraskende nok stemte for! Jesper og jeg fik en fantastisk chiliburger, vi købte et par kager med til rygsækken og så var der lagt op til aftenhyggen…

Vi slentrede videre og besluttede, at vi ikke ville foretage de store turistspring, da dagen allerede havde været fuld af oplevelser. Vi gik op og ned ad gågaden, hævede lidt kontanter, kiggede på forretninger og prøvede at orientere os lidt. Det var en hyggelig tur og inden vi kunne nå at sige ”snälla mamma” var der gået 4 timer. Turen mod hotellet gik nemt og der er ikke langt imellem hvert tog. På nogle stationer kørte de i 3 etager. Det var noget syret at tage en 100 m. lang rulletrappe ned og man skal ikke lide alt for alvorligt af klaustrofobi.

Der var et nyt skib ved kajen, da vi kom tilbage. Vi crashede på hotelværelset, hvor Jesper og pigerne så Clone Wars, jeg uploadede billeder og læste i min nye bog, indtil jeg faldt i søvn på side 97.

Søndag, den 16. februar

Vi kunne spise morgenmad helt til kl. 10.30, så vi sov længe og stod først op ved 9-tiden. Jeg vågnede godt nok noget tidligere, men jeg nød stilheden, kiggede på færger (total nørdet!) og læste videre i min bog. Den var noget dårligere end sit rygte, i øvrigt.

De andre vågnede lidt efter lidt. Alle havde sovet fantastisk og glædede sig til at se Stockholm for alvor. Vi havde aftalt, at vi skulle se Gamla Stan og Vasamuseet. Morgenmaden var som hotelmorgenmad af middelmådig standard nu engang er, men vi blev alle mætte og maden – især morgenmaden smager ofte bedst, når man ikke selv skal lave den. Vi nød synet af færgerne, der sejlede i havn, mens vi sad og spiste. De manøvrerede fantastisk let i det ikke særlig store havnebassin.

Turen gik mod T-banen og toget kørte ind på perronen, som vi kom derned. Vi kom til at stå af på den ”forkerte” ø. Vi sjoskede igennem Gamla Stan og kiggede på alle de gamle huse og smalle gader. Hele bydelen er belagt med brosten og det var meget hyggeligt. Pigerne fik hver en polkagris, som er en lang stang bolchemasse med forskellig smag. Vi fandt også et sted, hvor de solgte svenske tossehuer i uldstrik. Maria valgte en rød og Lisa en hvid og så frøs de ikke længere om ørerne!

Efter nogen tid blev vi enige om, at vi skulle finde Vasamuseet. Vi havde ikke lige købt et kort, så det eneste vi havde at gå efter, var et meget lille kort fra bagsiden af turistbrochuren. Vi endte ved havnen og heldet tilsmilede os. Der afgik en båd med det samme mod Djurgården, som øen hedder, hvor museet ligger. Vi fik hurtigt købt billetter og da vi var kommet ombord, sejlede vi ud i den svenske natur.

Sejladsen tog 15 min. med et enkelt stop undervejs.  Vi blev sat af på en lille plads, hvorfra vi gik op mod den bygning, vi havde identificeret som Vasamuseet. På vejen så vi et skilt mod et akvarium, hvor man kunne komme ind og se hajer og andre spændende fisk.  Vi blev enige om, at vi lige så godt kunne gå ind og kigge. Her gjaldt vores a la carte kort også. Gudskelov. Det var ret dyrt at komme ind og oplevelsen stod bestemt ikke mål med entreprisens størrelse. Under en time senere råbte vi haj haj og gik over til Vasa, som nok var det, vi havde glædet os mest til.

Bygningen så ikke ret stor ud fra vandet og heller ikke, da vi stod ved akvariet, men da vi endelig kom helt derop, kunne vi se, at det var kæmpestort. Vi gik ind og her kunne vi også bruge vores kort og dermed havde vi ”sparet” næsten 800 svenske kronor på mindre end en time…

Det var en kæmpe oplevelse at se dette enorme skib, som sank på sin jomfrurejse, fordi kongen ville have et ekstra kanondæk bygget på og dermed blev skibet for tungt. Det var en frygtelig katastrofe og først over 300 år efter ulykken, blev skibet hævet, restaureret og udstillet. Gudskelov. Der var rigtig mange ting at se på og læse om.

Efter den første time gik vi ind på restauranten og fik en kop kaffe, kakao og et stykke chokoladekage til pigerne. Derpå gik vi ind og tog en time mere. Bygningen bestod af 7 etager. Når man stod på den øverste etage var der stadig en ”etage” op til toppen af skibet og noget længere op til mastetoppen, hvor den øverste del endda var skåret bort for at der kunne være plads til resten. Der var utrolig livagtige modeller af de mennesker, der havde været ombord. Der var blevet fundet en del skeletrester, som var samlet og derudfra var disse modeller skabt. Lisa synes, at både skeletterne og modellerne var lidt uhyggelige. Man kan læse meget mere om museet og skibet her: http://www.vasamuseet.se/

Efter denne overdådige kulturberigelse blev vi enige om, at vi måske skulle prøve at finde noget tøj til tøserne. Jeg var blevet noget lunken på vores indfald om, ikke at tage tøj med på rejsen. Jeg havde en T-shirt, en nederdel, et par bukser, en cardigan og undertøj med og Jesper vel det samme. Pigerne havde nærmest kun det tøj de stod og gik i. Jeg orkede ikke at skulle ind og prøve tøj, men vi var jo nødt til at finde lidt til pigerne. De fik et par bluser og et par bukser hver. Jesper og jeg skiftede underbukser, da vi kom hjem J

Vi var blevet noget sultne og pigerne plagede for en tur på MacD. Øv… jeg troede, at vi skulle have flået en smörgås – men det blev så til en burger. Sådan en fætter stiller min rejsemave på uendeligt og jeg fortrød, da vi gik ud igen. Vi påbegyndte hjemrejsen. Det var blevet mørkt og vi synes, at pigerne havde gået nok – eller også havde vi selv ondt i fødderne og småfrøs.

Vi tog en kop kaffe med op fra receptionen. Scandic har tilsyneladende afskaffet roomservice og i stedet indført ”hent din mad og drikkevarer selv i restauranten eller cafeen, din dovne hund” konceptet. Senere gik Jesper ned for at hente lidt mad som var en rigtig uhumsk salat og en sandwich, der var så flad, at det så ud som om, at den var blevet klemt i elevatordøren. Men ingen af os sultede på noget tidspunkt.

Pigerne fik lov at se fjernsyn og spise resten af deres polkagris, mens jeg uploadede billeder og læste i min bog. Jeg faldt i søvn på side 148 og havde stadig bogmærker på kinden, da jeg vågnede midt om natten, fordi min tunge smagte som om, at der havde været en ged på værelset…

Mandag den 16. februar

Planerne for dagen var en tur med sightseeing bussen og ellers hvad der faldt os ind. Morgenmadstidsrummet var i dag indskrænket til kl. 9.30, så vi måtte ”tidligt” op for at nå at få noget at spise. Vi var da også dernede kl. 9…

Igen blev morgenmåltidet indtaget i solens stråler til færgernes dans på vandet krydret med en politirazzia.

I dag havde vi besluttet, at vi lige ville på værelset og slå mave, inden vi skulle ud i det pulserende Stockholmske gadeliv. Det var dejligt afslappende lige at sidde på værelset og snakke om gårsdagens oplevelser, se billeder og vise pigerne, hvor mange stationer vi skulle køre osv.

Vi tog T-banen mod centrum efter at have fundet stedet, hvorfra sightseeing bussen kørte. Hele turen tager 90 minutter og det var også en rigtig god oplevelse. Det var begyndt at sne en smule og blæse lidt, så det var rart at sidde i den varme bus og blive vist rundt. Alle passagererne fik udleveret et sæt hovedtelefoner, hvor man fik en guide igennem på det sprog, man ønskede. Dog var der ikke dansk inkluderet… Gode informationer, mange af dem og så letforståeligt, at Maria også kunne være med. –Og i øvrigt behagelig musik i talepauserne. Turen viste, at Stockholm er en kæmpe by med flere små øer, kanaler, parker og broer.

Da turen var overstået, overvejede vi at tage en runde mere, men Lisa synes, det var lidt kedeligt, så efter at have overværet en demonstration af en flok kurdere, der markerede 10-års dagen for massakren i Kurdistan, gik vi i stedet op i ét af de mange butikscentre og kiggede på forretninger, fik lidt at spise på en café, hvor man sad på en gangbro over arkaden. Det er ret dyrt at spise i Stockholm - 2 portioner lasagne, 2 portioner nachos, 2 kopper kaffe og 2 glas juice: 587 SEK. Jeg kan godt forstå, at svenskerne piver…

Der er helt vildt mange H&M-forretninger i Stockholm. De har alle 3-4 udgange, så man er i tvivl om, hvor man er, når man ikke lige rammer den samme dør, når man skal ud, som den man kom ind af. Faktisk var vi flere gange ikke helt sikre på, hvor mange butikker vi havde besøgt – eller om vi bare var gået ud og ind af den samme butik mange gange…

Vi fik købt en smule tøj til pigerne og faktisk fandt vi også en rigtig flot jakke til Jesper. Sådan en topsmart snowboardjakke med snebarriere og tommelhåndtag. Jeg tog ham lige i hånden, da vi gik ud, for lige at vise Stockholm hvem der er vores daddy! Jeg købte mig 2 T-shirts og en striktrøje på tilbud.

Ved 18-tiden begyndte trætheden at melde sig. Det havde været en kold dag, men pigerne klagede ikke én eneste gang. De har ikke én eneste gang brokket sig over at gå langt, over at de frøs eller at de var sultne eller noget andet. De er en sand fornøjelse at have med ud at rejse. -Og dem, der nu måtte tænke, at det er for godt til at være sandt, må vaske deres tanker med vand og sæbe! De er glade og det værste, vi har været udsat for, er den sædvanlige uendelige talestrøm…

Vi begav os mod Gärdet og besluttede at spise på hotellet, så vi kunne få et godt måltid mad i nogenlunde ordentlig aftensmåltid. Udfordringen er næsten altid, at Maria er frygtelig kræsen og derfor kan det være svært at finde den rigtige kombination af friturestegt mad, som hun også kan blive mæt af. Det var god mad, vi blev alle mætte og tjeneren var både sød og lavede sjov med pigerne. Det var en god afslutning på dagen. Jesper og jeg delte en flaske rødvin og tog en irsk kaffe med op på værelset, hvilket gjorde at jeg faldt i søvn nærmest med sugerøret i munden i samme øjeblik, mit hoved landede på puden. De fleste kender fornemmelsen af gulvtæppe på tungen efter irsk kaffe – det kan man gange med faktor 12 for at genkalde den størrelse, min tunge havde, da jeg vågnede midt om natten med en blære, der kunne rumme én af hajerne fra akvariet…

Vi havde ikke aftalt, hvad den følgende dag skulle bruges til, men jeg manglede stadig at se kongeslottet og storkirken.

Tirsdag den 17. februar

Igen vågnede jeg tidligt – men jeg havde jo også fået sovet en del timer. Stilheden og lyden af færgen ved kajen var hyggelig. Jeg måtte lige op og kigge ud af vinduet for at se, hvilken cruiser der nu lå dernede.

Det var dejligt at ligge under den varme dyne og bare nyde, at dagen kunne bruges til hvad det skulle være. Ingen kold brændeovn, ingen bilkø, ingen stress og jag. Det mest presserende var at nå morgenmaden inden 9.30…

Klokken 8 begyndte jeg at rumstere lidt og de andre vågnede én efter én. Vi sov alle sammen rigtig godt og måske var det al den friske luft? Stof til eftertanke i hvert fald.

Vi gik ned og spiste morgenmad og fik en plads ved vinduet, hvor vi igen kunne se færgerne dreje rundt og lægge til kaj – og igen kørte Polisen i stilling for at modtage passagererne fra færgen. Det er tilsyneladende en yndet smuglerrute, siden de så ofte tager på razzia.

Da vi havde spist, luskede jeg ind og hentede mit kamera og satte 200mm linsen på, så jeg kunne fange razziaen. Dér stod jeg på 12. sal på en hotelgang og skød ned mod det svenske politi i arbejde. De nappede en enkelt, der måtte stige ud af sin bil og lidt slukøret følge med en betjent. En anden betjent kørte hans bil væk. De tog endnu én, men en politimand kiggede op mod hotellet og da det så ud som om, at han kiggede mig direkte i øjnene, listede jeg lige så stille af igen. Det ville være en lige lovlig actionfyldt måde at starte dagen eller slutte ferien på, men det var nogle sjove billeder at få med hjem… thø hø…

Igen lå vi lige en halv time og dasede på værelset, inden vi samlede vores ting og os selv sammen til at tage ind til byen. Jeg ville rigtig gerne se kongeslottet og kirken og Lisa ville gerne se Junibacken, hvor Pippi Langstrømpe og andre Astrid Lindgren figurer skulle holde til.

Vi startede med at finde Junibacken. Vi stod af på Karlaplan og gik i 15 min. ned til stedet, hvor vores a la carte kort igen gav fri entré og ”sparede” os for endnu 350 kr. Jeg er helt klar over, at vi betaler for kortet på anden vis, men det var rigtig rart, at vi ikke skulle sørge for at have kontanter på os hele tiden – eller stå og fedte med VISA-kortet.

Junibacken er et rigtig hyggeligt sted, men måske mest for aldersklassen under 7 år, selvom Lisa hyggede sig fint. Maria var lidt mere lunken, men bestemte sig for at ha’ det sjovt i stedet for at bøvle. Indlagt i turen var også en ”forlystelse”, hvor man siddende i en vogn, kørte rundt og så på små landskaber, der var skabt på baggrund af alle de forskellige historier. Det var vældig flot og minder lidt om ”Den Flyvende Kuffert” i Tivoli. Bagefter så vi en teaterforestilling, hvor Pippi og et par røvere ga’ den gas foran Villa VilleKulla med abe, hest und alles. Lisa nød det i fulde drag, selvom hun måske ikke forstod så meget af, hvad der blev sagt.

Efter 1½ time i selskab med Lindgren gik vi videre langs med kajen helt ind til kongeslottet. Det var en tur på ca. 45 min. og det var ret koldt, da vi kom ud af læsiden. Men ingen brok over det fra pigernes side, hvilket nok overraskede mig lidt, men Maria grinede bare og sagde, at man ikke kunne fryse med sin nye hue på!

Vi gik op mod kongeslottet og fandt kirken, hvor vi gik ind og nød stilheden – og varmen! Kongeslottet og adgang til at se kronjuvelerne lukkede for offentligheden kl. 15.00, så det nåede vi desværre ikke, men vi nåede dog at gå en tur rundt om slottet og smile til alle vagterne.

Vi blev enige om, at vi gerne ville en tur mere med sightseeing bussen, hvis vi kunne nå det, men den sidste tur kørte kl. 14.00, så det nåede vi heller ikke.

I stedet fandt vi en hyggelig café, hvor vi fik noget kaffe og varm kakao – og så lige en chokolademuffin til tøserne for at holde ud for en samlet pris af kun 380 kr…

Vi gik en tur mere ind i et center, der dog viste sig at være dér, hvor vi spiste dagen før. Vi kom blot ind af en anden indgang.

Pigerne fik lov til at vælge, hvad resten af den sidste aften skulle bruges til. De valgte, at vi skulle tage hjem på hotellet, spise dér og slappe af! De havde vist fået nok koncentreret kultur.

Vi steg på tilbagetoget og nød den sidste tur med T-banen.

Da vi kom tilbage på hotellet, fik pigerne et bad – og de nød, at det varme vand ikke lige pludselig slap op. Vi andre blev også skuret og så var vi alle spændt op til en sindsoprivende aften i hotellets restaurant.

Middagen bestod af en hjemmelavet burger, köttbullar til Lisa og en pizza med parmaskinke (uf!) til Maria, som også fik de fleste af mine pomme frites. Alle gik igen glade og mætte op på værelset, hvor den sidste rest af tid i Stockholm blev brugt på lidt tv, memoryspil og så fik jeg gang i en ny bog, som jeg også faldt i søvn til. Jeg er noget af en aften-ferie-festabe!!

Onsdag, den 18. februar

Afrejsedag. Alle kufferter var pakket og vækkeuret alias mobilen ringede kl. 7.00. Jeg var vågen allerede. Silja Europe lå ved kajen og havde vækket mig, da den sejlede ind.

(Godt, vi ikke skulle blive en hel uge!)

Vi skulle flyve 10.30 og vi havde besluttet, at vi ikke gad sidde i lufthavnen i 2 timer og vente – bare for at vente. Vi fik tøj på og gik ned i restauranten for at få lidt morgenmad. Jeg kunne mærke på Lisa, at hun var spændt på at flyve. Vi snakkede lidt om, at det nok var bedre denne gang med ørerne, fordi hun ikke længere var så snottet.

Vi så en smuk solopgang og Stockholm gjorde, hvad der skulle gøres for at give os en smuk afsked.

Efter morgenmad hentede vi bagagen og gik ned i receptionen for at checke ud og betale for vores eskapader.

Det var ikke rigtig billigt…

Receptionisten, som var endnu en mand med overvældende feminine træk, bestilte en taxa. I Stockholm er der tilsyneladende faste priser for at køre til lufthavnen – lige med den detalje, at prisen kan variere op til 100 SEK. Vi fik selvfølgelig en ”dyr” bil, men orkede ikke at diskutere med chaufføren.

Han kørte som død og helvede, mens han talte i mobiltelefon og tastede en hel masse på sit taxadisplay, mens han forsøgte at styre bilen udenom køerne. I Sverige må taxaerne køre i busbanerne/nødsporet på motorvejen. Gudskelov – ellers havde vi nok ikke nået flyet. Chaufføren brød sig åbenbart ikke rigtig om os, for han satte os af ved Terminal 5 og pegede mod højre og sagde: Just go that way and you will be ok!

Da vi kom ind i Terminal 5, kunne vi konstatere, at vi skulle til Terminal 2, som i øvrigt ligger mod venstre i forhold til det sted, vi blev sat af. Vi er sjældent heldige med taxachauffører og tanken gik 10 år tilbage til turen i Paris…

Vi fandt check-in for Norwegian Air og regnede med, at vi skulle bones for 2 stk. bagage, men damen ved skranken var noget morgentræt, checkede os ind, afleverede vores boardingkort og ønskede god rejse. Vi vidste jo ikke noget om noget, så vi måtte videre.

Igen igennem sikkerhedskontrollen. Denne gang havde jeg glemt, at jeg havde smidt en flaske vand i Jespers computertaske. Den blev selvfølgelig omgående konfiskeret. Derefter hylede og bippede jeg, da jeg gik gennem metaldetektoren på grund af mine knapper i nederdelen og spænderne på mine støvler. Sikkerhedsvagten var helt nede og klemme på mine ankler for at mærke, om jeg havde gemt noget dernede. Hun kunne jo ikke vide, at jeg bare har fede ankler…

Vi nåede helskindede igennem og ud på den anden side, hvor vi fandt gaten. Vi sad der kun en halv times tid, førend vi kunne gå ombord på flyet.

Denne gang var det en maskine med 3 sæder på hver side. Jeg havde booket 3 pladser ved siden af hinanden og 1 på den anden side af mellemgangen. Maria ville gerne sidde alene og helst ved vinduet, så det fik hun lov til. Hun fik også lov til at blive siddende, da en ældre svensk mand kom og konstaterede, at det egentlig var hans plads. Senere flyttede han en sæderække frem, hvor der var helt ledigt og faldt i søvn og Jesper rykkede over til Maria.

Det var en mere behagelig tur for Lisa. Hun var heller ikke så snottet længere. Vi sad og læste, indtil jeg kunne mærke, at vi begyndte at dale. Så fortalte jeg hende historier fra de gange, jeg tidligere har været oppe og flyve og det hjalp åbenbart på humøret, for der var ingen tårer denne gang. 

Vi landede til tiden og da vi kom til Kastrup skulle vi bare finde vores bagage og udgangen mod togene. Vi ville tage toget til Høje Tåstrup og en taxa hjem derfra. Igen var vi snydeheldige. Toget mod København H afgik kort efter, at vi kom ned på perronen og da vi kom til Hovedbanen kørte toget mod Holbæk kort efter.

På Høje Tåstrup fandt vi en taxa og var hjemme ved 13-tiden. Det føltes som en kort og rigtig god tur hjem.

Vi var nok forberedte på, at det ville være køligt inden døre, når vi kom hjem, men det var pivkoldt og der var nærmest rimfrost på ruderne. Det krævede det meste af en stabel brænde og 3 tændte el-radiatorer at få en smule varme i løbet af den første time. Men vi overlevede.

Pigerne tog overtræksbukser på og løb ned på kælkebakken. Jesper og jeg gik ud for at feje sne fra fortovet, mens brændeovnen buldrede. Der var stadig ikke særlig varmt, da vi kom ind igen. Pigerne kom hjem og vi lavede varm kakao og spiste noget mad. Det hjalp gevaldigt! Jeg fik sat vasketøjet over og takket være vores beslutning om, ikke at tage for meget tøj med, var der tilsvarende lidt snavset tøj. Jeg har vist i skrivende stund glemt at tage det ud J

Det har været en rigtig dejlig tur. Pigerne overlevede deres første flyvetur og de vil gerne med på den næste tur!