Se flere billeder fra turen ved at klikke her.
Fredag den 11. juli 2008
Skibet skal sejle i … morgen!
Efter en ualmindelig lang dag på arbejde, blev kl. endelig kør-hjem tid – dvs. jeg skulle ned og hente pigerne, der havde været på ferie i 3 dage hos Mormor. Vi havde nydt freden og at vi kunne pakke i god ro og orden, men nu savnede jeg dem og jeg glædede mig rigtig meget til at komme af sted.
Vi havde ikke nogen planlagt rute på forhånd. Vores første camperferie sidste år, havde været en stor succes, da mottoet var ”kør efter solen”. Denne gang havde vi kun talt om at køre til Berlin først og vise ungerne resterne af muren og øse af vores uudtømmelige viden om kulturelle og verdenspolitiske emner…
Hvis man har en plan om at sejle med færgen for at komme på ferie i én af de uger, hvor allerflest har samme plan, kan det varmt anbefales, at man reserverer plads ombord i nogen tid i forvejen. Det kan oplyses fra yderst pålidelig kilde, at hvis man ringer samme dag, som man gerne vil af sted, er der ikke plads! Lettere slukørede måtte vi konstatere, at for meget vi-kører-bare-ud-i-det-blå-uden-planlægnings-gokkeri kan gøre livet mere besværligt end nødvendigt. Og i øvrigt: I stedet for at købe en flexbillet, hvor man er garanteret plads på en hvilken-som-helst afgang dagen efter, sad vi bare og mukkede! DOH…
Efter lidt snak (læs: diskussion, hvor man er fælt irriteret på sig selv og lader det gå ud over den anden) blev vi enige om at køre alligevel, men at overnatte ved Rødby, så vi kunne stå tidligt op og være nogenlunde sikre på at komme med over i løbet af formiddagen. Vi smed det sidste i bilen og kørte, mens vi sad og snakkede om, at det da også var for dårligt, at der ikke sejlede flere færger fra Gedser, når man nu kunne flyve til månen og alting…
Vi nåede til Farøbroen omkring kl. 18.00, hvor vi kørte ind for at spise aftensmad. Vi kunne se, at en masse andre campere og campingvogne havde taget opstilling langs med kysten. Det kunne vi jo også gøre og så køre den sidste time næste morgen. Alle var enige og efter at have smadret vores kiler, til stor 
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om den lidt fjogede start på vores ferie skulle være rettesnor for resten af turen…
Men smukt var det ved Farø i solnedgangen. Vi sendte en tanke til søens folk, da vi gik retur.
Lørdag den 12. juli 2008
Fuld valuta for vignetten!
Jeg vågnede som altid alt for tidligt og lå og gloede ud i luften i en times tid, før der kom lidt liv i de andre, men vi kom alligevel af sted og nåede til Rødby kl. 8.30. Da vi, som før nævnt, ikke havde reserveret plads, var vi forberedte på - men ikke glade for - at vi nok kunne komme til at bruge noget tid på færgelejet, men denne gang var heldet (eller manden i billetlugen?) med os. Vi kom med færgen 8.45 og ramte Puttgarten tre kvarter senere. Vi havde lovet ungerne, at vi skulle en tur forbi ”slikbåden”, nok bedre kendt som Border Shoppen. Vi fik provianteret (…) og kørte videre, mens vi talte om, at det var en lang tur til Berlin og at vi først ville være der henad eftermiddagen og at det sikkert også var lortevejr dér og at vi nok bare skulle finde en plads i Midttyskland. Vi ga’ den gas og satte kursen sydpå.
Men det hjalp gevaldigt, da vores kø opløstes og der til gengæld opstod en vildt lang kø på den modsatte side… 22 km. sagde de i tysk trafikradio! Der er altså intet som andres ulykke…
Vi kørte og kørte for at nå så langt som muligt. Det blev ikke til mange pauser, hvilket både var synd for og kunne mærkes på pigerne, men som altid tog de det i stiv arm og var bare glade, når vi stoppede for en pause. Da vi nåede ned omkring Hamburg var der igen ”stau”. Vi kiggede på hinanden og blev enige om at dreje fra ved først givne lejlighed. Om det var en god ide eller ej, véd vi ikke – men vi holdt ikke i kø – og vi kom tilbage på motorvejen, da køen var væk, så noget fik vi da ud af det.
Videre ned ad A7, hvor jeg fandt en campingplads ved en sø, som vi dog aldrig nåede at ringe til. Vi kørte ind på en tankstation lidt væk fra motorvejen, før vi nåede Hannover for at få lidt at spise. Restauranten – eller bistroen – så hyggelig nok ud. Der sad et par ældre damer og spillede Yatzy og der så ved første øjekast pænt og rent ud. Da vi satte os og fik bestilt, fik vi øje på, at den ene dame havde en fluesmækker i hånden, som hun klaskede nogle af de tusindvis af fluer, der sværmede i lokalet. Pis…! Lidt efter kunne vi høre, at den schnitzel, som Jesper havde bestilt, fik tæsk så det buldrede i hele bistroen og damernes terninger hoppede på bordet. Ungerne ville ha’ hot-wings med pommes frites og jeg havde sat næsen op efter en Gordon bleu. Sidstnævnte var mere Gordon end bleu og smagte af gammel sål – eller sådan som jeg tror, at gammel sål smager. Alt sammen med pommes frites, hertil ketchup og mayonnaise uden salat. Vi delte, så alle fik lidt, de kunne li’ og alle blev nogenlunde mætte – men til gengæld oppustede som zeppelinere, hvilket fik tankerne hen på, at der godt kan arbejdes med udluftningen i camperen.
Jesper kørte hele vejen. Jeg burde nok have taget min tørn ved rattet, men jeg var ikke lige køreklar. Jeg havde ikke sovet alt for meget og havde været vågen m
ange gange. 
På et tidspunkt mellem Hannover og Göttingen kunne jeg sågar ses nikkende og let savlende på forsædet… Godt, at det er mig, der fotograferer!
Vi drejede skarpt til højre, da motorvej A7 sluttede. Det skulle vi nok have gjort, før A7 sluttede. – Men vi fik så årets oplevelse af bjergkørsel udenfor kategori i stedet. Det pissede ned og hårnålesvingene var endeløse. Jeg sad og glædede mig lidt over mørket, da sveden i håndfladerne ellers nok kunne have fået ruderne til at dugge, hvis det var lyst og jeg kunne se, hvor højt vi i virkeligheden var.
Nogle af de indfødte kørte som om, at Politiet var efter dem og det gjorde jo ikke spændingen mindre.
Endelig kom vi tilbage på motorvejen! Vi havde købt den obligatoriske motorvejsvignette ved grænsen til Østrig og som Jesper sagde: Vi har da fået fuld valuta for vignetten denne gang!
Søndag den 13. juli 2008
Man kunne ikke regne med, at vi havde regnet ud, hvor det ikke regnede!
Lidt efter grænsen kl. ca. 2, kørte vi ind på en rasteplads for at få et par timers søvn. Pigerne faldt i søvn omkring kl. 22 og jeg havde sovet en enkelt time, men jeg synes, at Jespers idé om, at han også lige fik nogle timer på øjet var fremragende. Vi fandt en plads, hvor der holdt en masse andre campere og lastbiler i forvejen og faldt nærmest i søvn med det samme.
Jeg vågnede ved, at jeg drømte, at nogen var ved at stjæle diesel fra vores tank. Da jeg kom til mig selv (der var ikke andre at komme til, da kun jeg var vågen…), kiggede jeg ud. Der stod en lastbilchauffør og rodede med sit dæk. Puha… men nu, da jeg alligevel var vågen og det var blevet lyst igen, kunne jeg jo lige så godt komme til at skubbe lidt til Jesper, så vi kunne komme det sidste stykke til Lago de Levico.
Vi nåede frem ved 10-tiden og genkendelsens glæde oversteg antallet af ledige pladser med 100%. Øv, da. Vores gokke-plan havde igen slået fejl og pigerne var meget skuffede, men tog det som sædvanligt pænt. Jesper blev i skidt humør. Han mente, at jeg ikke havde været insisterende nok ved skranken, så nu måtte jeg køre og finde en anden plads. Jeg kørte hele 300 m. rundt om hjørnet og her så de mere velvilligt på vores behov. Vi fik tildelt en plads i den fjerneste ende, hvor vi først strøg alle de nederste grene af træerne på vores vej derhen, og dernæst fik en utilfreds nabo, da han måtte fjerne både badmintonnet og bil fra den ledige plads. Hævnen kom senere, da hans telt druknede i en tordenskylle…!
Vi fik pakket ud og jeg havde glædet mig til at skulle ha’ en dukkert i Levicosøen, men det var småkoldt og blæsende, så vi måtte nøjes med at gå en tur ned på ønske-campingpladsen og kigge misundeligt på dem, der havde reserveret i forvejen. Vi dyppede kun tæerne og gik tilbage til swimmingpoolen på vores egen plads, hvor pigerne fik en velfortjent og tiltrængt dukkert.
Lige bag os fik vi til gengæld nogle meget glade naboer. De var fra Danmark og skide trætte af alle de hollændere, der okkuperer Norditalien hver sommer. Man må dog blot konstatere, at de er flere end os – også i sommerferien. Jesper foreslog, at vi tog til Holland og holdt ferie næste år, for der kunne da ikke være nogen hollændere tilbage?!
Vores held ville ingen ende tage, da det viste sig, at vores glade, danske naboer rådede over både en kongepuddel og en terrier. Yippie! Ungerne kastede sig frådende over de stakkels hunde og jeg måtte skynde mig at instruere naboen i, at når de synes, det var for meget, var det tilladt at sende pigerne retur. Men inden dagen var omme, havde de både været med naboen ude at gå og løbe tur med dyrene. Didum didum. Jesper og jeg fik os en snak om at have tillid til fremmede mennesker, som man end ikke kan huske navnet på og vi var enige om, at det kan være svært, men at man heller ikke kan holde tøserne væk fra alt og alle. 
Det trak op til en regnbyge, så vi fedtede tilbage til vores hule og fik sat tingene, der ikke skulle blive våde, ind under markisen.
Det var for størstedelens vedkommende spild af tid. Den ”byge”, der kom, viste sig at være en tordenskylle, når de er værst, og den satte hele pladsen under vand i løbet af 15 min. Det var her, naboens telt måtte give fortabt. De tømte den ene opvaskebalje vand ud efter den anden, mens vi sad i camperen i tørvejr og smilede lidt overbærende.
Efter nogle sms’er frem og tilbage mellem Mor, Margit og Berit, besluttede vi at køre længere sydpå til Gardasøen og se, om ikke solen og varmen var der. Vi fik adressen til Lazise, hvor Berit og Hans har været nogle år og nu skulle vi blot finde ud af, hvornår der var afgang. Jeg nægter at holde sommerferie i regnvejr, med mindre det er i Skotland!
Pladsen på Camping Due Laghi var i øvrigt indrettet med så mange træer, at når solen endelig skinnede, så var det kun det øverste af bladenes træer, der fik glæde af det. Vi havde ikke så meget som en mikroskopisk chance for at få solen til at skinne på vores plet – heller ikke selvom vi forsøgte at barbere træerne grundigt med alkoven, da vi parkerede!
Aftensmaden bød på lokale og flade pizzaer, der ikke smagte af noget – desværre slet ikke af pizza. Til gengæld véd sådan nogle campingrestauranter nok, hvad dårlig og/eller ingen smag skal koste – og det er ikke gratis!
Jeg var helt smadret, da klokken blev halv ni. Pigerne og Jesper gik ud og spillede badminton, men jeg måtte kapitulere og indrømme, at hvis jeg havde fået en masse energi fra solen, havde aktivitetsniveauet nok været et andet – men jeg redte seng, hvor jeg lå og følte mig fed, gammel og sønderbombet – men jeg kom i tanke om, at jeg jo heller ikke havde sovet 2 timer til middag… J
Slut på den første dag i Italien, der ikke helt gik, som forventet – men det er både charmen og risikoen, når vi vælger at tage af sted på dén måde. Hvor stor er sandsynligheden mon for, at det går godt?
Jeg sendte en tanke tilbage til vores start og som sædvanlig skulle jeg lige overbevise mig selv om, at sådan noget mumbo-jumbo ikke nytter noget…
Mandag den 14. juli 2008
Pis a’!
Det stod stadig ned i stolper, da vi vågnede. –Og det var voksne, veltrænede skomagerdrenge! Da det også begyndte at tordne, så markisen rystede, blev vi enige om, at sommerferien var alt for kort til våde sko og fugt i fugerne. Vi havde fået besked hjemmefra om, at vi enten skulle langt sydpå eller køre vestpå til f.eks. Nice. Jesper gad ikke frøæderne – han er mere til pastagnaskere, så beslutningen blev at køre mod Rom.
Det tog heldigvis ikke lang tid at pakke tingene sammen og i løbet af 20 min. var vi klar til at køre. Vi forsøgte at få Krølle-Beta til at fatte, at vi gerne ville føres til en campingplads lidt vest for Rom, men den svarede blot, at ”der ikke kunne udregnes en brugbar rute”. Nå, tak for ingenting. Den har ikke vist sig fra sin venligste side og den skal ikke skabe sig meget mere i den retning, før den bliver solgt som skrot. Vi fik desværre ikke sagt farvel til vores hundeejernaboer, da de sov længe.
Der sad en ung mand i teltet overfor os og kiggede længselsfuldt efter vores bil, da vi rev de sidste grene ned på vores vej ud. Vi ville lige tømme toilet og spildevand samt fylde frisk vand på bilen, inden vi skred. Vi kørte op på ”puslepladsen”, hvor vi også lige efterlod et par træer i sølle stand – men desværre sad tappen til vandbeholderen og spildevandstappen i den modsatte side, end dér hvor man havde placeret slange og afløb på pladsen. Det kan man jo ikke bebrejde pladsens ejere, men det havde været lækkert, om der så liiige havde været plads til at vende bilen. Jesper måtte ”nøjes” med at tømme toilettet (thø hø … dén øvelse er nemlig en mandeting!), og så kørte vi op for at checke ud. Der stod en anden dansk familie, der også var på vej ud og manden forsøgte forgæves at spørge, hvor han kunne fylde frisk vand på bilen. Damen ved skranken så ud som om, at det var første gang, hun var blevet stillet netop det spørgsmål, men så var det jo heldigt, at vi – der netop var blevet meget kloge på dén disciplin – stod lige ved siden af. Jeg sagde til ham, at der var et sted til formålet, men at han skulle være forberedt på, at pladsen størrelsesmæssigt var indrettet til en Suzuki Alto. De havde lejet en camper i Tyskland (ptøj, at køre gennem Europa på tyske plader, når man ikke er tysk?!) og den var væsentlig større end vores. De opgav og gik ud af biksen og vi fik også betalt, da den danske mand kom tilbage og spurgte, hvor vi havde tænkt os at køre hen. De gad heller ikke regnen, men de var lidt mere afhængige af kilometerne, da man betaler for forbruget, når man returnerer med en lejet bil, så jeg tror ikke, at de kørte så langt væk.
På vejen snakkede vi om, at Rom var en dagsrejse. 5-6 timer i bedste fald. Pigerne kunne godt tænke sig at se det Skæve Tårn i Pisa og jeg fandt en campingplads, der ligger kun knapt 1 km. fra tårnet. Uden den store forventning om, at der var plads, ringede jeg og spurgte. Men der var plads! Krølle-Beta havde endda adressen liggende under ”interessante steder”. Jesper ville gerne have været helt til Rom, men han gav sig og så gik det mod Pisa.
Da vi nåede syd for Gardasøen, var vejret allerede markant anderledes. Vi overvejede et kort øjeblik at stoppe og køre til Verona, men på den anden side…
Vi rendte selvfølgelig ind i lidt kø og så gik det ellers op i bjerge, ind i tunneller og over broer. Det er helt ufatteligt, hvad man når at komme igennem på de par hundrede kilometer. På toppen af ét af bjergene skulle vi ha’ lidt diesel på tanken og noget koldt vand til halsen. Bilen stank, når vi åbnede vinduerne, fordi vi ikke havde fået tømt spildevandstanken, så der blev en smule varmt i bilen, som jo ikke just er udstyret med den nyeste air-condition – faktisk ingen overhovedet. Det kunne nok være, at vi sendte en tanke baglæns til Karen-Marie og duften af Rodalon…
Der var 2-3 andre danske biler på tankstationen, hvor man i øvrigt ikke selv måtte tanke. Der løb 4-5 mand rundt og smed med dyserne. Måske for at undgå, at folk kører fra regningen?
Vi så en masse smukke landskaber, et COOP-kontor (?)
og sågar et sted, hvor de var nødt til at vande afgrøderne. Det lovede fint!
3-4 timer og utallige dyt senere, når vi overhalede lastbilerne, der i øvrigt kørte med alt muligt underligt og oftest for meget af det, nåede vi Pisa. Lisa faldt i søvn på vejen, men så var hun også i lidt bedre humør, da vi fandt campingpladsen – efter at være kørt forkert en enkelt gang. Tak, igen til Krølle-Beta. Der er ikke meget tvivl om, at hun bliver skiftet ud til fordel for en yngre model, når vi kommer hjem!
Solen skinnede og luften var mild som jeg selv!
Det var en noget speciel plads, vi landede på. Da vi checkede ind, fik vi vist, hvor ”puslepladsen” lå og så fik vi ellers blot besked på at køre ind på pladsen og finde os et sted, hvor vi ville/kunne være.
Det var lettere sagt end gjort. Vi startede med at køre over og få tømt vores ekstremt ildelugtende spildevandstank. Den eneste på turen, der ikke havde godt af varmen!
Vi fik også fyldt rent vand på og så måtte vi på jagt efter en god plads. Der var spændt net henover alle pladserne, hvilket var lidt spændende, da vi bugserede swingeren på plads. Det gik – men kun lige. Det bliver mere spændende at se, når vi skal ha’ den ud igen – måske tager vi hele nettet med? Så kan det ligge på taget sammen med grenene fra det forrige sted…
Da vi var kommet på plads, besluttede vi at gå op og se tårnet med det samme. Så kunne vi spise lidt mad i byen bagefter – og måske nappe en tur i poolen, hvis vi kunne nå det. Nogle af os lugtede næsten som spildevandstanken og trængte gevaldigt til et bad…
Det tog kun 10 min. at gå op til byen og tårnet med katedralen og de fantastiske bygninger. I starten så det ikke ud som om, at tårnet hældte ret meget – men da vi kom nærmere, var det meget underligt at se på. Pigerne ville rigtig gerne op i tårnet, men jeg måtte indrømme, at jeg ikke lige var varm på ideen og Jesper heller ikke.
Der var ”sort” af mennesker – dvs. der stod en hel masse negere over det hele og solgte kopivarer. Bælter, tasker, ure og smykker. Lookie, lookie…where you from? Oh, Denmark! Very good football. Larsson! (Som jo er svensker!) Nå, men vi kiggede ligeud og fik snoet os igennem, indtil vi fandt en restaurant, som så ok ud. Vi kunne sågar sidde ude med udsigt til Torre Predente, The Leaning Tower og hvad det ellers hedder.
Maria skal have ros for at forsøge sig med en ”spaghetti carbonara”, som desværre ikke faldt i hendes smag, men vi er nået langt, når der bliver indvilliget i at prøve.
¾ af os forlod bordet mætte og glade… dog med udsigt til en stor, grim og velkendt sky! Jeg troede, det var løgn. Vi gik hjem med troen på, at det var synsbedrag. En kop kaffe og et stykke chokolade – så var alt nok godt igen. Men det begyndte alligevel at regne. Jeg var ikke ret lykkelig, da jeg hørte de første dryp på ruden. Vi kunne dermed heller ikke nå i poolen. Det var nu kun en lille byge der varede et kvarters tid og ikke noget, der kunne minde om det, vi var kørt fra.
Ved siden af os lå et par engelsktalende, ældre mennesker med en pige på Lisas alder. Det var godt nok en fransk bil, men de lød engelske. Jeg spurgte pigerne, hvorfor de ikke gik hen og spurgte, om hun ville lege. Så kunne de få afprøvet deres engelskkundskaber. Maria skulle lige bruge lidt hjælp til, hvad hun skulle starte med at sige – men så var der også hul igennem og det viste sig, at pigen var fra USA, hed Victoria og boede i Maryland. Hun var på tur i Europa med sine bedsteforældre, som oprindeligt kom fra Bolivia. De havde lejet den lille Peugeot 207 i Frankrig og havde kun et lille iglotelt med til at sove i. Sådan. Ikke noget med dobbeltsenge og varmt vand. Pigerne legede hele aftenen og først omkring kl. 22 blev de hevet i hver deres senge. Det gik fint med at snakke sammen – det man ikke helt forstod, var enten ikke så vigtigt, blev signaleret med håndtegn eller også kom de og spurgte efter en oversættelse. De klarede det rigtig flot.
Vi andre gik i seng med drømmen om skoldede ben og stramme ansigter.
Tirsdag den 15. juli 2008
Hættecool i badepool
Solen bragede ned, da vi vågnede. Gudskelov! Det var allerede 22 grader, da kl. var otte. Jeg vågnede (igen) kl. seks, da de første biler begyndte at forlade pladsen. Vendte mig om og prøvede at sove lidt mere – men uden det store held, da vores amerikansk/bolivianske naboer åbnede og lukkede deres bildør mindst 50 gange på en time. Nå, men så kan man da altid rumstere en smule, lave kaffe, børste tænder og flytte lidt på porcelænet og håbe, at de andre ville vågne.
Vi havde lovet ungerne en hel dag ved poolen, hvis vejret var til det – og det må man sige, at det var. Jeg fik lov til at sidde lidt og tænke over livet, mens Jesper stak af med pigerne (vores egne) til svømmebassinet. Jeg sad og kiggede i vores campingbibel for at forsøge at finde næste mål, drak en kop kaffe, faldt ned af stolen, da jeg forsøgte at rejse mig, gik over til naboen for at sige, at hans baklygte lyste, men som han godt vidste, fordi det gør den på nye campere, når man lader GPS’en op (??), gik tilbage og ramte tørresnoren med mit hårspænde, så jeg var ved at stå på hovedet, væltede ind i camperen og tog badedragt på, men glemte, at døren stod åben og gik derefter med rank ryk og skæve ben op til poolen.
Meget festligt! Det var obligatorisk at have badehætte på, når man skulle i poolen! Det var ikke smart, men til gengæld var alle stort set lige grimme. Jeg troede, at man heller ikke måtte fotografere, så jeg har kun billeder på Jespers mobil, som jeg tog, mens jeg lod som om, at jeg sendte sms’er. Jeg er bare smart.
Man tænker ikke så meget over, hvor meget solen egentlig skinner, når man har glædet sig rigtig meget til at se den. Vi havde forsøgt at smøre pigerne ind i solcreme, men de lå praktisk talt i vandet i 6 timer, og så holder det jo ikke alt for godt. Maria smed sin kærlighed på min Speedo svømmedragt og hun nåede at få nogle fine krydser på ryggen. Lisa havde Marias gymnastikdragt på og lignede en professionel cykelrytter. Jesper lignede en krebs… nej, en jomfruhummer! Hans ben og mave var godt stegt.
Da klokken blev 16 blev vi enige om at gå en tur op i byen – mod at pigerne fik lov at gå i poolen igen, når vi kom tilbage. Det var som om, at der var mange flere mennesker deroppe end dagen før. Vi tøffede rundt og kiggede på souvenirjunk. Alle negerne overfaldt os, men uden held. Et ”Rolex” til €12 var ikke lige sagen.
Til gengæld kom vi til at købe et par kasketter og et par Pisatårne til pigerne og en italiensk fodboldlandsholdstrøje til Jesper (!). Den klædte ham og han så helt sporty ud…
Vi blev enige om at spise tidlig aftensmad på én af restauranterne. Det skulle vise sig ikke at være den bedste idé, vi har fået. Jeg var ikke sulten, Maria prøvede et sikkert valg: Pizza med ost og skinke, Lisa ville gerne ha’ en carbonara og Jesper havde lyst til noget spaghetti med ”sea-food”. Det havde han ikke lyst til alligevel, da han fik det serveret. Det var mere ”see: junk-food”. Det stank rigtig fælt. Der lå muslingeskaller, hele, små blæksprutter og rå, elastiklignende ting ovenpå spaghettien, der i øvrigt var blandet med persille. Herrens hadekrydderi nr. 1!
Nå, men som sædvanlig kunne ingen af pigerne spise op, så Jesper blev vist mæt alligevel – og som sædvanlig kostede det en mindre formue.
Da vi kom retur, røg pigerne ned for at skifte til badehætte og Jesper tog med dem i poolen. Vi havde lavet en ”tysker” ved at lægge håndklæder på et par stole, inden vi gik – og sørme om de ikke var ledige til os, da vi kom tilbage. Jeg fik muget ud i camperen og gik op til de andre. Jesper og jeg fik os en drink og overvejede, om vi skulle drikke os en skid på, men til de priser ville det føles som at blive poolet… nå, men vi gik hjem til vores hule, da klokken blev 20.
Pigerne skulle lige ha’ brugt det sidste krudt med sjippetovene og så var det til køjs med ”Find Nemo”.
Onsdag den 16. juli 2008
Men vi skal jo ikke KØBE liggestolen??
Vi pakkede stille og roligt, spiste lidt morgenmad og efter at have kæmpet med teltpløkkerne, der nærmest havde slået rødder i jorden, brugt lidt tid på at kigge på, at Jesper slog teltet sammen, indtil han gav op og fik en næsten-forstuvet arm, da han skulle smide stolene i tagbagagen, skulle bilen lirkes ud imellem jernpillerne og nettet foroven. Naboerne, der havde siddet og fulgt med i hele seancen, kiggede spændt og smilede lidt indforstået til mig… Næsten som om, at de håbede, der ville ske noget spændende midt i deres morgenkaffe, som de havde indtaget på samm½<e måde de seneste 30 steder, de havde overnattet.
Vi kom af sted uden at bidrage yderligere til underholdningen. Vi betalte og kørte mod havet og Livorno.
Det tog lidt under 1 time at finde Camping MiraMare. Mare betyder hav. Så nu kan vi 4 ord på italiensk.
Vi parkerede og ved receptionen fik vi tilsyneladende den sidste autocamperplads. Damen bagved ville også gerne have haft en plads, men hun blev afvist. Hun var endda italiener! Nå, men lykkelige var vi, da vi kørte ned til pladsen – naturligvis ved siden af en dansk campingvogn…!
Vi er blevet hurtige og rigtig proffe til at pakke ud, så 20 min. senere var vi på vej ned til havet… Ulykkelige blev vi, da vi fik øje på den såkaldte strand. Sten og tang og ikke mindst Don Giovanni, der agerede pool-boy! Vi satte os i 4 strandstole, som vi dog kunne ligge og sole os lidt i, hvis vandet viste sig at være lige så svært at bade i, som det så ud til. Straks kom Don Badeand løbende og sagde, at det var en privat strand og at stolene var reserverede og at vi i øvrigt skulle betale €5 pr. stol, hvis vi ville ligge på sådan én – og så lige €2 for en parasol, hvis vi havde brug for skygge. Selvom jeg halvråbte, at vi ikke vidste en skid om, at lortet var privat (jeg er bare smart og halvråbte selvfølgelig ikke) og sagde, at vi ikke ville KØBE stolene, men blot leje dem, fik jeg kun hans ryg at se. ”Prego!”, sagde han og vimsede tilbage i sin bademesterstol. Arrogante poolboy! Nå, men jeg måtte samle pigerne og vores ting sammen og gik hen for at forklare ham, at vi skam gerne ville betale, men at jeg var nødt til at vente på min mand, der havde alle vores penge, og at han lige var gået op for at tisse. Lige efter opdagede jeg, at jeg havde €20 i min pung og lettere triumferende og med alles øjne rettet mod os, marcherede jeg op til narrøven og bad om 2 stole og en parasol. Kors i røven! Ungerne og Jesper var i vandet en enkel gang og vi lå der vel sammenlagt 2 timer, så det blev en halvdyr badetur – men det var lige meget. Don Badedyr værdigede os ikke et blik, da vi skred igen, mens vi snakkede om, hvor klam han var med sine hår på ryggen.
Vi bestemte os for en tur i poolen i stedet. Vi var med på, at vi skulle ha’ badehætten på igen – men denne gang var vi forberedte! Men vi var ikke forberedte på, at vi også skulle betale for at benytte poolen og at vi også skulle betale, hvis vi ville ha’ en liggestol. Det sidste kan man sådan set ikke rigtig undvære, hvis man vil bade. Festligt og pungen op af lommen igen. Ingen fare for møl og mørnet læder dér!
€0,50 for at bade og €3 for en stol – men så havde man til gengæld også stolen hele dagen. Man skulle tro, at pigerne havde fået nok af at svømme rundt i en pool, men de ga’ den gas og med få afbrydelser var vi deroppe resten af dagen. Det blev også tid til en (gratis) tur langs havet samt et ”hjemmelavet” aftensmåltid bestående af nuggets, ris og bearnaisesauce… til ære for Maria! Et spil badminton med Lisa og lidt Trivial blev det såmænd også til.
Vores danske naboer var jyder og sikkert vældig flinke. Pigerne og Jesper gik på et tidspunkt efter en is og jeg tror, at jyderne glemte, at jeg sad ved siden af og kunne høre, hvad de snakkede om, mens de spiste.
De var alle enige om, at en autocamper var noget lort, fordi man ikke kunne nå at se noget. ”Man kører hen til et sted og sover en nat og så videre igen”, som datteren sagde. Jeg var lige ved at rømme mig, så de kunne blive lidt flove, men jeg gad ikke og jeg orkede heller ikke at skulle indlede en samtale, for at de kunne forklare. De måtte gerne have deres mening i fred.
Lidt senere sagde manden hej til Lisa og spurgte, om vi lige var kommet fra Danmark. Lisa svarede fint og høfligt, at vi havde været i Tyskland og Østrig først. Så stak han pludselig armen frem og sagde, at som hun kunne se, havde de været på pladsen i nogen tid, og at hun nok også kunne blive lige så brun, som han var…
Nå, de kan komme samme vej som Don Badeand på stranden. Det er bestemt ikke det bedste sted, vi har været. I øvrigt lå vi lige under et par højttalere, hvor det blev annonceret, når de i restauranten bestilte pizzaer var færdige. Det blev også annonceret, når der var legetime for børn og andre ting, som vi ikke fattede et ord af, fordi det udelukkende foregik på italiensk. Den sidste besked røg af sted kl. 22.30 – så vi var ved at ramme loftet i camperen af forskrækkelse. Man vinder ikke hver gang J
Vi håber, at vi kan komme herfra i morgen uden at skulle betale for de 4 nætter, som vi sagde, vi mente, vi ville blive her, da vi checkede ind, men med den generelle holdning til Euro her, bliver det nok ikke tilfældet.
Dagen sluttede med BeeMovie sammen i sengen og min vågne tilstand sluttede samtidig med filmen!
[Indsæt selv billeder her]
Torsdag den 17. juli 2008
Lido for enden af tunnellen!
Jeg vågnede halv seks ved, at de første lastbiler begyndte at trutte i hornet på den hovedvej, der føltes som om, at den var integreret i pladsen. Godt, man ikke kan høre, når de stikker en finger i vejret. Langs med vejen løb i øvrigt en togbane, hvor det lød som om, at der primært kørte godstog. Jeg vendte mig om og faldt i søvn igen en times tid, hvorefter jeg stod op og lavede mig en kop kaffe. Jeg prøvede virkelig at være stille og det lykkedes mig også at undgå at vække de andre.
Vores hyggelige naboer sad og spiste morgenmad og flere gange lød det som om, at moren grinede lidt påtaget – ligesom for at gøre opmærksom på, hvor hyggeligt og sjovt, det var hos dem. Thø hø. Manden var pissesur, fordi han havde dækket bord og hentet morgenbrød og bare fik skæld ud over, at han havde glemt at købe smør.
Jesper og pigerne stod op kl. 9.30 og så kogte vi æg og ristede boller på stegepanden. Maria syntes godt nok, at hun har en ret smart mor!
Jeg har ingen billeder fra pladsen, havet, Don Tøffel eller vores naboer, da jeg for en gangs skyld lod det blive i tasken eller glemte det. Godt det samme.
Vi var heldigvis helt enige om, at vi ikke skulle spilde én dag mere på MiraMare, med mindre vi skulle betale en formue for at få lov til at skride. Mens vi stod og pakkede sammen, kom Campingmutter forbi. Jesper var hurtig og meddelte hende, at vi altså var på vej væk, da han ikke kunne sove for larmen på vejen. De aftalte, at han bare kom ned og betalte for en enkelt nat, når vi var færdige med at pakke.
Det tog lige under 30 min. at få skrabet pakkenellikerne sammen og så var det af sted. Vi havde ikke rigtig nogen plan, andet end at vi ville forsøge at finde en plads på østkysten, så det blev en tur på små 300 km. tværs over Italien fra Pisa til Ravenna. Da vi var nået lidt op ad motorvejen og det gik af sted i god fart, lød det so
m om, at noget
faldt ned fra taget. Vi blev enige om, at det nok var nogle af de mange træer, vi havde kuperet på vejen. Det lyder så smart og det er så nemt at sige bagefter, men heldigvis har jeg vidner på, at jeg flere gange sagde, at der var noget, der ikke lød rigtigt. Lige pludselig, da vi overhalede 
en lastbil, kunne jeg se i spejlingen i chaufførens forrude, at vi havde glemt at lukke vinduet i alkoven. Vi fandt et sted, hvor vi kunne holde ind og lukke det… hvis der havde været noget tilbage at lukke. Der sad et lille stykke plexiglas tilbage på stangen og jeg blev helt svedig ved tanken om, hvad, hvor og/eller hvem, vi kan have ramt. Jeg forestillede mig historien: Turister smider med alkovevindue! Puha… Mon vi bliver stoppet ved grænsen for at smide affald på motorvejen? Hvis det er tilfældet, så tog jeg lige et billede, dér hvor vi holdt ind, blot for at dokumentere, at vi ikke var de eneste.
Jeg kunne dog ikke helt slippe tanken om, hvad der kunne være sket – og jeg kunne ikke være helt sikker på, at der ikke var sket noget. Dumme Dänen!
Jeg fik nummeret til PJ Caravan fra Tunyogi, så jeg kunne ringe og spørge, om man med nogenlunde ro i maven kunne køre til Bologna og få en ny rude. Jesper bedyrede, at man ville blive tørret godt og grundigt, hvis man forsøgte – men min påstand var, at en alkoverude vel er en alkoverude, uanset i hvilket land, den er købt – og hvis man kørte ind til et caravancenter, så koster ruden vel det samme overalt. Vi kunne jo nok selv skrue den på. Den meget flinke mand hos PJ gav Jesper ret… NÅ!
Da vi havde fået repareret skaden med gaffa og plastik på en tankstation, gik det over broer og gennem tunneller. Jeg talte mindst 40 af hver slags og det var med hjertet oppe i halsen en gang imellem, når en stor lastbil med anhænger besluttede at overhale inde i en tunnel med ca. 110 km/t. 
Ørerne var ved at sprænges sammen med milten. Det første på grund af de konstante højdeforskelle og det andet på grund af alle de sprækker i broerne, som efter Jespers udsagn er der, for at broerne kan arbejde i forskelligt vejr. Nobelprisen for ekstrem viden indenfor brobygning er på vej J
Vi drejede af på motorvejen ved Ferrara mod Venedig for at ramme Camping Tahiti, som så rigtig lækker ud i bogen, men dér var ikke plads. Videre, rundt, tilbage, dreje og hen til et andet sted, der dog kun var lejligheder. Videre ned ad vejen, hvor der ligger det ene campingresort efter det andet. Alle med swimmingpools og direkte adgang til havet – UDEN ekstrabetaling!
Til sidst fandt vi en plads i Lido Pomposa (jeg synes, det lød rigtigt!) på Vigna sul Mare. Det med sul lød også rammende. Der var plads – hurra! Vi havde lige skelet til de 4 stjerner udenfor på skiltet, inden vi sagde, at vi gerne ville blive 5 dage. Allerede i receptionen fik vi en indikation af, hvor mange danskere, der var. Bilen bagved vores var dansk og jeg talte vel 20 andre på vejen. En lille italiener kom på cykel for at vise os hen til vores plads. Vi døbte ham ”space manager” og blev på den måde omgående gode venner med receptionisten. Pladsen var ikke alt for stor, men til gengæld lå den i et lille hjørne uden direkte naboer. Vi pakkede ud og så var det ned til vandet for at skylle sveden af. Dejligt, varmt vand og stadig lavt ca. 30 m. ude. Jesper og pigerne røg i med det samme, mens jeg pænt måtte vente og passe på vores ting imens. Apropos mens… jeg skal nok lige tage mig sammen til at hoppe i igen, for da jeg endelig fik dyppet tæerne, svømmede der et bind forbi.
Vi blev ikke ved vandet så længe, da jeg var så sulten, at det lave blodsukker havde fået en kedelig indflydelse på mit humør. Vi skiftede og gik op på pladsens restaurant med håbet om, at det var bedre end de seneste oplevelser, vi havde haft i den retning. Maria ville gerne have en ristet pølse med pommes frites, Lisa ønskede sig spaghetti med tomatsauce, jeg drømte om carpaccio med frisk parmesan og Jesper fik en halv ko, der knapt var stegt. Jeg var nogenlunde glad igen, da vi gik derfra… Vi sonderede lige butikken og det så lækkert ud med frisk parmaskinke, ost, brød, champignoner på glas – og hvad man ellers lige kan stå og mangle.
Pigerne ville gerne cykle lidt rundt på egen hånd og se legepladsen. De viste også film oppe ved restauranten.
Jesper og jeg smed os i vores Outwell Exclusive Reclining Chairs, som er topsmarte, men som man lige skal lære at sidde i uden at vælte forover!
Vi ville gerne ned til vandet og se fuldmånen (jeg glemte igen mit kamera), så Jesper kørte op for at hente pigerne. De havde allerede fundet en veninde, som gerne ville med på stranden. Hun boede med sine forældre og nogle andre i en bungalow længere nede mod vandet, så vi var lige forbi for at høre, om vi måtte tage hende med. På vej derned mødte vi pludselig Peter Johnsen og fru Lene. Heldigvis har jeg igen vidner på, at jeg flere gange sagde, at vi ville møde nogen, vi kendte. Muuhaaa… det er godt nok uhyggeligt, do!
Jeg snakkede kort med Jeanette, der ville prøve at reservere plads til os på ”deres” campingplads fra på tirsdag. Hun sagde, at der gik rygter om, at der stod mange på venteliste. Nu må vi se. Ellers finder vi på noget andet.
Der var gang i den på stranden med dans for ungerne. Vi kom nok lige sent nok, men så må vi gå derned lidt før i morgen.
Pigerne ville gerne sove i teltet, så det fik de lov til. Efter noget tid med skrig og skrål og grin faldt Lisa i søvn. Nærmest fra det ene øjeblik til det andet. Efter en halv time kom Maria ind og sagde, at hun ikke kunne li’ at ligge derude, så hun ville gerne sove i alkoven alligevel. Vi var nødt til at vække Lisa og tage hende ind også, da hun ville gå helt i coma, hvis hun vågnede i løbet af natten og opdagede, at hun var der alene.
Da alle lå på deres sædvanlige pladser, blev der ro. –Og så var det bare at glæde sig til en dag ved vandet i morgen!
Fredag den 18. juli 2008
Våde drømme
Jeg troede, at jeg skulle vågne ved lyden af fuglekvidder og en solstråle på mit ansigt. I stedet vågnede jeg ved at 32 myggestik kløede over det hele – og skyer. Store, sorte, våde skyer. For fanden da! Det regnede i det mindste ikke, men det så godt nok ikke lovende ud. BÅÅÅÅT – du tog en forkert beslutning igen og burde nok være blevet sydpå i solen – men bare have fundet en anden plads. Da klokken blev halv otte, faldt de første dråber. Jeg sprang ud af sengen for at samle håndklæderne sammen og prøve at skrabe resten ind under markisen. Det hjalp ikke stort. Det stoppede igen og jeg bestemte mig for at fornøje mine omgivelser ved at gå i bad. Maria vågnede og ville med. Der var heldigvis ikke andre, der skulle i bad på det tidspunkt. Det var et pænt baderum og toiletter. Det betyder nok lidt mere for mig, end jeg troede, at der ikke er klamt og lugter ulækkert. Det var en stor lettelse at få rettet lokkerne ud igen og vasket saltet af armene. Bagefter gik vi over og vaskede op.
Da vi kom tilbage begyndte det at regne rigtig meget. Jesper vågnede og han fik lige fixet markisen med de ting, som jeg ikke kunne nå. Så cyklede han og Maria ned for at købe morgenmad og imens redte Lisa og jeg seng og dækkede bord. Det regnede rigtig meget og vandet fossede ned ad begge sider på markisen. Det hele var sjaskvådt efter 5 min. Hvad kan man gøre?
Vi spiste en dejlig morgenmad rigtig længe og blev enige om, at hvis det skulle pisse ned hele dagen, kunne vi da bare sidde i camperen og se film og spise slik. Det sku’ da ik’ komme an på det!
Jesper hentede en vanddunk og noget myggespray i shoppen. Peter og Lene kom forbi for at fortælle, at vi skulle huske at sige i receptionen, hvis vi skulle til Venedig i egen bil. Så kunne man få et parkeringskort til en lille by, hvor der var færgeforbindelse lige ind i midten af Venedig. Det var rigtig pænt af dem. De fortalte desuden, at der var marked nede i ”byen” i dag indtil kl. 13.00. Det nåede vi lige og pigerne fik et par nye håndklæder og 2 bluser, som vist nok var til voksne…
Vejret blev lidt bedre i løbet af dagen og det blev til næsten 3 timer i poolen sammen med en ny veninde: Helena. Hun var hernede med sine forældre, søsteren og hendes kæreste og hans forældre og vist også nogle naboer. De havde lejet nogle mobile homes i 14 dage og havde været her en uge. De skulle have været i Venedig og var kørt tidligt – men havde vist holdt så meget i kø på vej derhen, at de besluttede at droppe turen og holde i kø på vej tilbage igen. 5-6 timer havde turen i kø varet. Hr. Johnsen havde fortalt os, at der skulle være byfest i Venedig i weekenden, så måske var det grunden til de mange biler. Frk. Wengfeldt, som tilsyneladende har en semi-berømt far i form af Lars, som har været en fantastisk svømmer, hang ud med os det meste af eftermiddagen i poolen og på stranden, indtil vi gik ud for at spise, da hendes forældre havde forladt pladsen for at handle. Da vi tog ud for at finde en restaurant kl. halv otte, var de stadig ikke vendt hjem…?
Pladsens svømmepøl hørte til én af de bedre, vi har mødt på vores rejser. Vandet var rent, der var pænt rundt omkring og man måtte ikke tage sko med derind. Ved indgangen blev man mødt af en sprinkler og et lille bassin, man skulle passere for at få lov at komme ind. Så var kroppen lige skyllet og tæerne var vasket. Sprinklervandet var så koldt, at det heller ikke var noget problem at komme i poolen bagefter.
Der var desuden 2 livreddere til stede hele tiden, så man kunne vel i grunden bare sende sine unger derop og gi’ dem en tid at komme hjem på? Jeg var også i poolen, men det bliver aldrig min yndlingsbeskæftigelse.
Helenas forældre gad ikke, så vi ”fik lov” til at tage hende med… Efter pjaskeriet gik vi ned og fik en is.
Senere gik vi en tur langs stranden, stod længe og så på én, der fløj med modelfly og fortsatte ned til byen – eller stedet, hvor der er masser af restauranter og butikker med sko, badetøj, tasker og andet turistjunk. På vejen måtte smukke Lisa lige ha’ en passende blomst i håret, som gjorde hende endnu smukkere.
Vi fandt en restaurant, og vi blev enige om, at man skulle gå ind på de steder, hvor der sad mange mennesker i forvejen. Nogle af restauranterne var næsten tomme, men så kom vi forbi én, hvor der næsten var fuldt. Dér måtte vi ind.
2 x pizza diavolo til os og 1 x pizza würstel til ungerne. Lisa proklamerede, at hun ikke var sulten, hvorefter hun kastede alle pølserne, ½ pizza og pommes frites i hovedet. Maria spiste også ½ pizza og så var alle glade igen. Vi gik tilbage langs vandkanten og kiggede på alle lysene. Det var næsten som at være på ferie i Sydeuropa – lige bortset fra skyerne i horisonten. Det var dog 24 grader kl. 20.47.
Alle parasollerne var klappet sammen og klar til at tage en ny tørn i morgen, hvor vejret forhåbentlig er bedre.
Der var hundredevis af dem på stranden og jeg kunne godt tænke mig at se, når de alle er slået ud en varm sommerdag… f.eks. i morgen!
En SMS fra Mor tidligere på dagen fortalte, at det bliver regn mandag og onsdag ved Venedig. I morgen må vi finde ud af, hvor vi skal køre hen. Der er ikke plads på Caorle, hvor vores venner bor og der er tilsyneladende lang venteliste og folk, der sover i bilerne udenfor for at få en plads. Dét orker vi nok ikke. Jesper vil gerne se Venedig, så vi prøver at få det hele til at gå op med en smule planlægning. Vi vil også stadig gerne se solen!
Da vi kom tilbage på pladsen, var der musik og gang i den oppe ved restauranten og vi gik derop for at se på løjerne. De fantastiske 3 stod på scenen og fyrede den af, som de sikkert har gjort siden højsæsonen startede. Entusiastiske og fulde af peps! Crocodilie-sangen og andre børnekendinge blev fyret af, så det kunne høres til Venedig. Oplevelsen resulterede i, at en lille og meget træt Lisa syntes, at det hele blev for meget og for højt, mens Maria var med i forreste række. Vi andre måtte nøjes med 12 myggestik og kløe de forkerte steder…
Hjemad i putkassen og se en film, som de foregående dage. Igen sov jeg før alle de andre, men det er også hårdt at være en Mor på ferie – eller også kan det være, fordi jeg vågner før fuglene!
Forhåbentlig vågner vi op til en dag i morgen med godt vejr med efterfølgende brankede ben.
Lørdag den 19. juli 2008
En hår(d) dag!
Gudskelov. Solen skinnede, da jeg vågnede klokken seks. Der begynder at tegne sig et mønster…? Jeg håber ikke, at jeg, blot fordi jeg har rundet de 40, skal til at være sådan en slags morgenmenneske. Jeg har en plan. Hvis jeg i morgen lader som om, at det er tirsdag og jeg skal på arbejde, så kan jeg måske sove til klokken otte. Hmmm…
Der var helt stille på pladsen og selv vores italienske naboer sov stadig.
Jeg håbede, at de andre var med på en dag på stranden. Så mange timer, som vi orkede.
Inden jeg fik lavet kaffe og kom i tøjet, var Lisa også vågen. Vi sad og summede lidt og så vågnede Maria og Jesper også. Da klokken var 10 havde vi spist morgenmad og fundet badetøjet frem og så var det af sted mod vandet. I mange henseender ville jeg ønske, at tiden kunne stå stille, så pigerne aldrig blev ældre – men når vi er ved stranden, er det fantastisk, at de er blevet så store, at man ikke skal være over dem hele tiden. Vi holder øje med dem og ved præcis, hvor de er hele tiden, men når vandet er så lavt så langt ude, som det er her, så kan de selv bade til navlen. –Og så er det jo bare dobbelt sjovt, når vi kommer derud og kaster med dem… og det gjorde vi forholdsvis ofte, for ellers kunne vi ikke holde varmen ud. Jeg elsker at ligge og kigge på alle de forskellige mennesker. Nogle er kæmpestore og ligeglade, nogle er helt kridhvide og tynde, nogle er enormt smukke og sporty, nogle er helt almindelige ligesom os, nogle skændes, nogle ser helt nyforelskede ud osv. osv.
Igen rendte der en flok negere rundt med tasker, bælter, solbriller, håndklæder, smykker og andet junk, som de solgte. Der gik også et par fyre rundt og solgte friske kokosnødder. Lige pludselig fik jeg lyst til kokosnød og spurgte Maria, om hun ville løbe ned og købe noget. Hun fik €2 – og kom retur med 2 små stykker og ingen byttepenge… Der gik også nogle damer rundt og flettede ungernes hår. Dét ønskede begge pigerne sig og hvad de ønsker, skal de få! Det blev faktisk også rigtig pænt og Lisa slap for at få håret i øjnene i nogen tid. Kun €40 – endda for dem begge! Nå, men igen… læderet mørner da ikke.
Pigernes nye veninde kom også forbi. Hun havde kigget efter os hele formiddagen, men som vi senere sagde til pigerne, var det ikke vores problem, om hun var beskæftiget eller ej, men at vi gerne ville følges med hende, hvis det passede. Da klokken blev 15.30, havde vi fået nok – eller rettere, jeg havde fået nok og var sulten. Vi aftalte at gå ned i ”byen” og finde noget mad og gå tilbage til poolen, men vi havde lige glemt en detalje. Siesta!
Vi fandt alligevel en biks, hvor vi fik en toast og lidt at drikke og gik ned for at kigge på et par Speedos til Jesper, men han var ikke så varm på ideen, da det kom til stykket. Jeg fandt en bikini, der var rigtig pæn, men som kostede €74 og hvis der skulle være råd til pigernes ønsker de næste 2 uger, så måtte vi spare andre steder… J
Da vi kom tilbage til camperen, opfyldte Jesper mit hedeste ønske. Han tog i poolen med pigerne og jeg fik lov til at sove!!! Jeg fandt en pude, lagde mig ind på sofaen og faldt i søvn. Wee… Efter et par timer kom de tilbage sammen med Peter og Lene, der ville spørge, om vi kunne tænke os at tage med ud at spise i dagen efter. Det var en aftale og så var det blevet tid til at tænke lidt på noget aftensmad. Vi købte noget kylling dagen i forvejen, som vi skulle spise i dag, men køleskabet i camperen var gået kold… eller varmt. Det virkede i hvert fald ikke og der er mange andre og bedre måder at få ødelagt sin ferie på end madforgiftning. Jesper og pigerne gik ud for at nedlægge nyt bytte og en time efter var der spist op.
En aftentur på stranden, en is og lidt kaffe på cafeen, et bad og så hjem og se Alvin & the Chipmunks. Lisa klarede ikke hele filmen, men det havde også været en hår(d) dag!
-Og så lige et billede af mig og pigerne – bare så ingen tror, at jeg ikke selv tør stille mig foran kameraet…
Søndag den 20. juli 2008
Pool-party
Vi havde aftalt en dag ved poolen. Så lang tid, som vi orkede eller indtil vi skulle ud at spise med Peter & Lene. Solen skinnede, da jeg vågnede kl. 7. Det var jo næsten som at sove længe…
Jesper og pigerne hentede morgenmad og jeg lavede kaffe og redte senge imens. Det så ud til at blive en fremragende badedag igen. Der var 2 swimmingpools på pladsen – 1 rund ”badepool”, der var ca. 1.30 dyb, og så et rigtigt svømmebassin, der var 1.80 dybt. Jeg er ikke rigtig vild med at bade sammen med ungerne på steder, hvor jeg ikke selv kan bunde, så vi holdt os til badepoolen. Man skulle igennem et bassin med vand og brusere, for at komme ind på området, men man kunne heldigvis smide håndklæder og andet ind over et hegn, inden man gik igennem. Lidt spøjs anordning, men det kan nok spare mange timers rengøring. –Og vigtigst af alt: Man skulle ikke ha’ badehætte på!
Det var varmt som bare… og der var selvfølgelig ingen ledige liggestole. Først fandt vi en plet, hvor vi smed vores håndklæder, men Jesper gik ned og hentede vores fantastiske campingstole, som vi kunne sidde i og med benene oppe til-og-med. Foran os lå en dansk familie med 3 store piger og ved siden af lå nogle tyskere. Fint hjørne – ingen hollændere. Da vi lå og pjaskede rundt i vandet, kom Peter og Lene med Nanna og Maja. Nanna havde fået et kæmpe myggestik på øjet og det var helt lukket. Stakkels pige. Der skete ikke så meget dén dag, andet end at jeg igen kunne konstatere, at jeg nok ikke behøver at ha’ så mange mindreværdskomplekser omkring at gå i bikini… Tyskerne ved siden af os skiftede ”bemanding” fra mødre til fædre og jublen ville ingen ende tage, da Jesper følte trang til at fylde hænderne med vand og hælde på mig, bedst som jeg sad og svedte tran. Vi købte kolde øl samtidig med, at deres koner kom tilbage og flere mænd på pladsen nikkede anerkendende, da tyskerne fik deres koner til at købe øl til dem, blot ved at signalere, at de var tørstige.
Da klokken blev 16, ville jeg gerne tilbage og ha’ ordnet den artikel, jeg havde lovet færdig til arbejde. Vi gik tilbage og fik tørt tøj på og jeg satte mig ned på pladsen, hvor der var internetadgang. Det var rimelig stressende, da forbindelseshastigheden mest af alt mindede om dengang, man sendte telegrammer pr. hest. Jeg blev færdig og – undskyld Tunyogi – fik sendt det tilbage, og så håbede jeg, at jeg ikke skulle beskæftige mig mere med det.
Vi havde aftalt at Peter og Lene hentede os ved 19-tiden. Jesper blev træt og lagde sig ind for at sove lidt… mere… for han sov vist også alt imens jeg var ”på arbejde”.
Det var en hyggelig aften, hvor vi gik ned til samme restaurant, som vi havde spist på et par dage i forvejen. Vi fik dejlig mad og ungerne hyggede sig. Maria og Lisa havde leget med de to små hele dagen og heldigvis synes de alle sammen, at det var sjovt. Peter viste vej ned til et ishus, hvor de serverede hjemmelavet is og efter en spadseretur hjemad over stranden og yderligere 30-40 myggestik, måtte dagen betegnes som slut. Jeg pakkede stole og teltet sammen og måtte bagefter pakke en stol ud igen, da der var det smukkeste tordenvejr ude i horisonten, med nogle spektakulære lyn i en kæmpesky, der blev helt lyserød, når lynene lyste den op.
Vi havde besluttet os for at køre videre til Venedig dagen efter. Peter havde fortalt om en lille by, hvorfra man kunne sejle direkte til Venedig, så man slap for at køre i kø dertil. Vi fandt byen og endda en tilhørende campingplads, hvor vi ville prøve lykken – igen uden sådan rigtig at have en ”plan B”, hvis det ikke lykkedes.
Mandag den 21. juli 2008
Se Venedig – og tab ca. 2 kilo
Jeg vågnede klokken syv og begyndte så småt at pakke de sidste ting ned. Alt var stillet ind under markisen i fald, at tordenvejret skulle få lyst til at kaste regn ned over vores campingplads, men det blev gudskelov ikke tilfældet. Det er ikke så festligt at pakke tingene ned, hvis de er våde – og det er heller ikke alt for festligt selv at blive drivvåd, mens man pakker.
Folk begyndte at traske frem og tilbage i morgenkåber med deres tandbørster i hånden. Nogle var ude at løbetræne og andre snorkede stadig højlydt. Jeg elsker pladserne om morgenen!
De andre vågnede inden kl. 8 og vi var ude fra pladsen kl. 10. det havde været nogle hyggelige dage og ungerne havde nydt det i fulde drag, så Jesper og jeg kunne godt være bekendt at hive dem med på sightseeing hele dagen.
Det tog lidt længere tid at køre til Fusina, end jeg lige troede. Der var næsten 150 km. og de sidste 50 foregik på en vej, hvis beskaffenhed mindede om dengang, man sendte telegrammer pr. hest. Vi kørte bag en meget utålmodig lastbilchauffør fra Slovakiet. Han bekymrede sig ikke om, hvis liv han satte på spil, når han overhalede de forankørende biler – heller ikke selvom det foregik med ganske kort afstand til de modkørende. Vi besluttede at holde os lidt på afstand.
Efter et par timers kørsel fandt vi campingpladsen. Den lå ved vandet og vi fandt en fantastisk plads, helt nede ved bredden, hvor vi kunne se en masse skibe, der sejlede forbi, flyverne der fløj lavt hen over pladsen, når de skulle lande i Venedig, taxibådene, der sejlede frem og tilbage med passagerer til Venedig og så lige alle de andre campister. Vi lå skulder ved skulder og det var nok meget fint, for det blæste rigtig meget. Vinden peb i vores plastikvindue og man kunne blive en smule bekymret for, om skidtet holdt, men vi havde praktisk talt udsigt til Marcuspladsen fra vores soveværelse og så kan man næppe forlange mere!
Da vi checkede ind købte vi også færgebilletter til Venedig. Båden sejlede 20 meter fra campingpladsen og vi sendte en venlig tanke til Peter & fam. Det virkede helt rigtigt. Vi købte noget vand og nogle kiks, så vi kunne klare os lidt og så begav vi os mod færgelejet.
Der stod allerede mange og ventede, da vi kom, på trods af at der næsten var en halv time, til båden afgik. Vi stillede os op sammen med de andre og kunne høre, at der også var en del danskere. Ved siden af campingpladsen var der en stor parkeringsplads, hvor man kunne parkere sin bil (mod betaling, naturligvis) og derfra tage båden til Venedig, smart anordning, hvis man bor på hotel eller i campingvogn i nærheden.
Vi troede, at vi var rigtig smarte, da vi satte os ud i stævnen af båden. Vind i håret og udsigt til Venedig hele vejen – og så en smule saltvand på tøjet, når blæsten rev en bølge ind over båden! Man kan ikke få alt her i livet J
Det tog ca. 25 min. at sejle til Venedig og pludselig stod vi i vandbyen, som måske ikke var så meget vand, som jeg kunne huske, eller som Jesper havde håbet.
Vi havde fået et kort over Venedig med fra campingpladsen og planen var egentlig at gå mod Marcuspladsen med det samme, men på vejen så vi et pizzaria og besluttede, at det måske ikke var så tosset med lidt mad. Klokken var næsten 15 og vi havde ikke fået ret meget andet end kiks og brændte mandler (!) siden vi stod op. Vi fik nogle overraskende gode pizzaer, god servering og lov til at betale for det hele og så gik det mod duerne.
Vi passerede et sted, hvor man kunne booke en gondol og sejle rundt i kanalerne. Lisa’s øjne svømmede over af romantik, da hun så de flotte både. Vi havde ingen anelse om, hvad det kostede at drive rundt i affaldsbunkerne mellem alle de andre gondoler, men vi lovede hende, at hvis ikke det var for dyrt, skulle hun nok få en tur.
Vi nærmede os pladsen og alle duerne. Fy for en flyvende rotte! Det bliver helt sikkert aldrig mit favoritdyr, men pigerne var helt vilde. Vi havde vores Tuc-kiks i tasken og duerne var helt vilde. Pludselig sad de alle vegne: På skuldrene, armene, hovedet og ptøj! Maria turde ikke rigtig, da det kom til stykket!
Vi gik længere ned mod vandet og der stod flere gondolførere. Jesper gik hen og spurgte, hvad det kostede og vi sad alle og ventede spændt på svaret, som var noget nedslående. €150! Vi kunne ikke lade være med at grine lidt. Det var langt værre, end vi havde troet. Gondolføreren gik efter os, da vi sagde, at vi ikke var interesseret. Vi kunne også få en lidt kortere tur for ”kun” €120. Vi slap af med ham, da jeg sagde, at det var en rigtig god pris for ham, men ikke for os – og at vi havde 2 små børn, der skulle have mad hver dag. Han kunne ikke lade være med at grine lidt.
Vi gik tilbage til det sted, hvor vi først havde set gondolerne. Her var det tilsyneladende billigere og kostede da også den nette sum af €80. Foran os stod en flok hollændere, som vist kun havde det til fælles, at de snakkede hollandsk. De ville gerne spare lidt penge og sejle sammen, men det fangede ”overbossen”, og han sagde, at det måtte man ikke, når man ikke var én familie. De måtte pænt sejle hver for sig for 2 x €80. Nå, men op i Bolzano med det! Vi nappede en tur og var heldige at få en ung, stram gondolfører, som kunne sige som en kat. Desværre var hans evner ikke lige så udviklede på engelsk, så det var lidt svært at forstå, hvad han sagde, når han fortalte om de bygninger, vi sejlede forbi. Lisa og Maria var hensat til 7. himmel. De blev omgående forelskede i den nydelige gondolfører med de smarte solbriller og de hvide tænder. Lisa ville gerne have haft ham til at synge ”O sole mio”, men han forklarede, at præcis den sang var fra Napoli og at han ikke vidste, hvorfor den blev forbundet med gondolerne i Venedig.
Det var en rigtig hyggelig tur og vores søde, smukke piger nød hvert et sekund. 
Gondolsvend fik sin formue og drikkepenge oveni og den rare mand, der stod og hjalp os ud af gondolen skulle naturligvis også ha’ en lille skilling. Således lettet for ¼ af feriebudgettet, stod vi og kiggede på, at de næste steg op i vores båd og fik nøjagtig samme behandling.
En fantastisk forretning.
Vi traskede videre for at se lidt mere af denne by på vand og vi fik forvildet os ind i nogle små gader og rundt nogle steder, hvor der rent faktisk slet ikke var nogen turister. Vi sad på nogle små cafeer og fik is og is-kaffe og det var en rigtig hyggelig dag. Vi købte sågar en bog om Venedig, så vi kunne læse lidt om byen. Den indeholdt nu mest billeder, men det gør den jo ikke sværere at læse.
Efter 4-5 timer bevægede vi os mod det sted, hvor færgen sejlede retur til Fusina. Vi kom i rigtig god tid, hvilket viste sig at være en blændende ide, da der efter nogen tid, stod rigtig mange i kø efter os. Hele dagen var vi blevet overfaldet af sælgere, der havde en rigtig god pris på både kopitasker, kopiure, kopi-hvad-som-helst. Der var også små dukker, lavet af balloner med kartoffelmel i. Men vi nægtede kategorisk at købe noget af deres skrammel.
Båden kom og belært af den tidligere turs erfaringer, fandt vi en plads under dækket. Det blæste stadig meget, men det kunne stort set ikke mærkes nede i båden. Vi var trætte, da vi landede på campingpladsen. Da vi nåede ned til bilen så det ud som om, at der sad nogen og rodede henne ved vores bil, men da vi kom helt derhen viste det sig, at det blot var et par fra Schweiz, der havde søgt læ for vinden bag vores bil, mens de spiste aftensmad. Det var selvfølgelig helt ok. Vi var ikke lige selv sultne, så vi redte seng og jeg lå og kiggede ud på vandet, skibene og solnedgangen og forsøgte at tage nogle billeder, hvilket desværre ikke lykkedes alt for godt.
Det havde været en rigtig godt dag med nogle sjove oplevelser. Desværre fandt vi ikke en ting til Mormor, som jeg havde håbet. Det hele var sådan noget plastik-turist-møg.
Vi havde bestemt, at vi ville køre til Caorle og besøge vores venner dagen efter, og det ville blive en køretur på omkring 100 km. Vi vidste, at der ikke var plads til os, dér hvor de boede, men det måtte vi finde en løsning på, når vi kom frem. Dagen sluttede med en film, nogle trætte ben og status over læderet i baglommen, der var blevet en del kilo lettere…
Tirsdag den 22. juli 2008
Das zerstörte Alkovefenster
Jeg sov rigtig dårligt i lyden fra skibe, flyvere, fulde hollændere og vinden, der peb i vores plastikvindue.
Endelig nærmede klokken sig 7, hvor jeg måske kunne være bekendt at stå op og lave en kop kaffe. Jeg havde ligget og kigget ud på vandet, hvor man kunne høre lang tid i forvejen, når der kom en båd. Det rumlede i jorden. Det var vildt at se de kæmpestore stenfiskerskibe, tankskibe og andre kæmper, der flød forbi med eller uden lodsbåd. Ind i mellem piskede en politibåd eller en lille fiskerjolle forbi.
Vores to unge, schweiziske venner var også ved at pakke sammen og vores franske naboer var næsten færdige. Det var et held, ellers havde vi haft svært ved at komme ud med bilen. Men det var en anderledes campingplads og helt sikkert et sted, som man godt kan besøge igen, når ungerne er blevet lidt større og har lyst til at se lidt mere af Venedig.
Efter morgenmaden begav vi os af sted mod Caorle og igen viste vores GPS sig fra sin usikre side. Vi kommer til at arbejde med frøkenens selvtillid, for det dur sgu ikke, at hun pludselig ikke véd, hvor vi er.
Det blev en varm og kedelig tur, der dog heldigvis ikke varede så længe. Vi kørte i et landskab, der var fladere end Lolland, men til gengæld meget frodigt. Hele området er dækket af deltaet fra Po og der bliver dyrket alle slags afgrøder på markerne. Vi kørte forbi kæmpe majs-, vin- og æbleplantager og der duftede noget anderledes end i Venedigs vandkanaler.
Vi nåede frem lidt efter kl. 10 og der var, som vi vidste, ikke nogen ledige pladser. –Og slet ikke, når man kun ville være der 2-3 dage. Til gengæld havde de et ”venteområde”, hvor man kunne sætte sin bil og blive hentet, hvis der viste sig at blive en plads ledig. Der var strømtilslutning, så vi besluttede, at vi sagtens kunne leve med det et par dage. Det lå godt nok lidt langt væk, men vi havde jo cyklerne med, så det betød ingenting.
Vores venner mødte os i receptionen og med det samme sagde Jeanette, at Lisa så helt forkert ud i ansigtet. Jeg havde ikke lagt mærke til noget, men da jeg fik kigget på hende, kunne jeg godt se, at hun så lidt spøjs ud. Vi fik udfyldt alle nødvendige papirer, fik armbånd på og så gik vi ned til stedets læge. Han kastede et enkelt blik på min lille sveske, der pludselig lignede elefantmanden, og sagde, at hun havde fået en infektion – formentlig fra et insektbid. Han vejede hende og fik hendes alder og så gav han hende noget antibiotika og cortizon, hvorefter han stak mig en regning på €60. Puha. Sandsynligvis kan vi få refusion fra Sygesikringen, når vi kommer hjem – og jeg havde såmænd også betalt det dobbelte eller hvad-som-helst, for at Lisa blev sig selv igen.
Vi aftalte, at vi skulle komme igen dagen efter, hvis hævelsen i ansigtet ikke var faldet næste morgen. Pludselig kunne jeg se, at hun havde fået alt for meget sol i ansigtet og at kanten, hvor badehætten havde dækket, var helt brændt. Nu virkede de åndssvage fletninger pludselig som en rigtig dårlig ide.
Gudskelov havde Lisa det ikke skidt. Hun havde ikke feber og hun var ikke ked af det. De første piller skulle hun tage med det samme, så jeg sprang over i den nærliggende SPAR-købmand og købte favorityoghurten og nogle plastikskeer. Men hvordan får man knust en hestepille mellem 2 skeer af plastik? Man tager sølvpapiret fra yoghurten, lægger pillen imellem og knuser den under den bænk, man sidder på. Det bør fremhæves, at pillen ikke gik i stykker ved at jeg stillede mig ovenpå den! Lisa tog det i stiv arm og spiste det hele i løbet af et øjeblik. Jeg sad tilbage med en sort samvittighed over, at jeg ikke havde opdaget det, at jeg ikke havde beskyttet hende bedre mod solen og jeg følte mig i det hele taget som Europas dårligste mor!
Jesper og Henrik fik sat bilen på plads og bagefter gik vi ned til vennernes hytte, hvor de havde været i gang med at spise morgenmad. Henriks bror og nogle af deres venner boede i hytterne ved siden af. Det var vældig hyggeligt. Vi fik badetøjet på og strøg ned til poolen og ungerne nød det i fulde drag. Lisa fik besked på at tage badehætte på, så hun var skærmet lidt for solen i fletningerne og hun gjorde det uden at brokke sig, men hun så forfærdelig ud. Jeg kunne se, at folk kiggede meget på hende og bagefter på mig… sådan lidt medfølende… og sådan som vi andre kigger, når der kommer et barn, hvor det er tydeligt, at det ikke er raskt.
Lisa var hævet lidt mere og lignede faktisk en mongol. Det må være rædselsfuldt, at folk kigger hele tiden på den måde, hvis man har en kronisk sygdom og jeg lærte en del ting den dag!
Vi fik snakket, grinet og hygget os og det var et par gode værter, vi besøgte!
Om aftenen spiste vi nede på én af de mange restauranter, der lå på pladsen. Vi havde bestilt bord, men kl. 18 er det sjældent et problem nogle steder. Folk spiser først ved 19-20 tiden. Vi ga’ den gas og drengene fik hummer til forret, mens vi andre fik noget, vi havde prøvet før…
Da vi skulle betale, havde de skrevet 1 lasagne for meget på regningen, men Jeanette var hurtig og fik byttet det overskydende beløb til 2 Pina Coladas, som hun og jeg fik med ud af restauranten i 2 store Cola papbægre. –Og det smagte godt og fik lige mine nerver lidt på plads. Lisa havde stadig ikke feber og de andre påstod, at hævelsen var begyndt at falde, selvom jeg ikke lige kunne se nogen forskel. Jeg var stadig hamrende nervøs for, om det nogensinde forsvandt igen.
Efter middagen var der dans på pladsen for ungerne – og de voksne mænd, der blev trukket op på scenen. Pigerne var også med, men jeg kunne godt mærke på Lisa, at hun var ved at være træt, selvom det var sjovt.
Vi gik tilbage til vennernes hytte, hvor vi dog kun sad et øjeblik, før Lisa og jeg kørte hjem i seng. Lisa græd og græd af udmattelse og frustration over, at det lige skulle være hende, der blev syg. Hun havde godt lagt mærke til, at alle folk kiggede på hende og snakkede om hende og det havde været hårdt, sagde hun.
Jeg fik lov til at pille fletningerne ud, da vi kom hjem til camperen og jeg håbede blot, at Maria også var med på at få pillet sine ud, så det ikke blev alt for svært dagen efter. Da vi var færdige og vi puttede under dynen, kom Jesper og Maria også hjem. Jesper var mindst lige så bekymret, som jeg var og han ville gerne være der, hvis der skete noget. Heldigvis var Maria med på også at få pillet sine fletninger ud og da det var overstået, faldt vi næsten omgående i søvn alle sammen.
Onsdag den 23. juli 2008
Bellissimo Brian
Jeg havde ligget og kigget mange gange på Lisa i løbet af natten. Begge piger havde fået lov til at sove sammen med os i kabinen, selvom det var ekstremt varmt. Det så en lille smule bedre ud, men det var stadig ikke godt. Jeg bestemte mig for, at hvis det ikke var markant bedre ved frokosttid, så måtte vi køre hjem. Jeg havde ingen lyst til at tage nogen chancer. Men hun havde det fint og hendes hævede ansigt havde ingen indflydelse på hendes humør eller energi, så det kunne vel ikke være helt galt.
Vi havde aftalt at spise morgenmad sammen i vennernes hytte og da vi havde fået tøj på og pakket, hvad vi havde af morgenmad, gik det af sted på jernhestene. Det var ikke verdens bedste vej, som mindede os om, at når man tager cykler med, kan det også være værd at huske en pumpe… Vi spiste et overdådigt måltid og snakkede bagefter, om vi skulle på stranden eller i poolen. Jesper afgjorde, at det blev poolen. Da Jørgen og Michela var ved stranden, kunne vi låne deres stole. Vi lå og dasede hele dagen (igen), snakkede, grinede og fik vendt verdenssituationen.
Jørgen havde foreslået, at vi alle tog ud og spiste på en restaurant lidt udenfor campingpladsen. Vi kunne lige være i deres biler alle sammen, så det var en aftale.
Vi fik et tiltrængt bad i hytten, selvom jeg forsøgte at insistere på at bade i baderummene. Jeg fik også vasket hår på pigerne, men man kunne stadig se, at håret var fedtet af det olie, de havde fået i håret sammen med fletningerne. Vi tog pænt tøj på og så gik det af sted mod Brian, som den lille by hed, hvor vi skulle spise.
Der var stort set ingen mennesker på restauranten, da vi kom. Ikke engang tjeneren var mødt endnu, så vi blev modtaget af kokken selv. En ældre italiener i en t-shirt, der i nogen grad bar præg af hans profession. Han så glad og noget overrasket ud over, at vi ville spise hos ham og ikke på det pizzaria, der lå lige ved siden af. Da vi skulle bestille blev det noget roderi, som det vist altid gør, når man skal bestille mad til 17 personer på et sprog, der ender i en blanding af italiensk, tysk og engelsk og ingen forstår noget til fulde – og som sædvanen tilsyneladende byder i Italien, kom maden i forskellige tempi, hvor børn og forretter ikke nødvendigvis kommer først.
Men det var fantastisk mad – og det var samtidig billigt set i forhold til, hvor og hvad vi ellers var blevet budt rundt omkring. €200 for hele svineriet. Dagen før på campingpladsen havde vi betalt €170 for 4 voksne og 4 børn. Jeg bestilte for én gangs skyld en ”proscitto melone”, som er melon og skinke samt en ”Filet de casa”, som var en bøf af oksekød. Det smagte rigtig godt. Jeg troede, jeg havde bestilt en fiskefilet til Maria, men det viste sig at være blandet, friteret fisk – dvs. blæksprutteringe, rejer og andet godt fra havet. De tog tallerknen retur uden et ord, da de så mig i ansigtet og kom tilbage med en grillet fisk. Den spiste Lisa og Maria kunne så klemme Lisa’s lasagne ned og alle var glade.
Da vi havde spist, kom tjeneren med nogle glas, der viste sig at indeholde sprit af forskellig beskaffenhed. Klar finsprit, grøn finsprit og finsprit med lakrids. Jeg ved ikke helt hvorfor, vi fik det, men måske var det for at slå evt. madbakterier ihjel, så vi ikke kom og klagede over madforgiftning dagen efter?
Jesper og jeg gik ud for at sige farvel og tak for mad til kokken, som blev helt genert. Jeg fik kindkys og et ”bellissimo” med på vejen og det var da ikke så ringe endda!
Jeanette skrev efterfølgende i en SMS, at de havde bestilt bord dernede de sidste 2 dage, de skulle være i Caorle.
Vi kørte retur til pladsen og satte os og drak nogle øl, indtil mit hoved var ved at vælte… af træthed. Jeg havde ikke fået meget søvn om natten og det indhentede mig dér. Lisa så en lille smule bedre ud, men ikke så markant, som jeg havde håbet. Vi måtte se næste morgen og ellers gå over til lægen igen.
Vi kyssede dem alle farvel, da jeg syntes, at der ville gå for meget tid med at spise morgenmad sammen næste morgen - og vi skulle køre et stykke vej for at nå til Garda dagen efter, ville vi komme for sent af sted.
Torsdag den 24. juli 2008
Jolly B Good - again
Vi var ude fra pladsen næste morgen kl. 9.30 og så gik det mod Gardasøen. Lisa så meget bedre ud om morgenen, så jeg turde godt køre videre. Vi aftalte, at vi bare kørte mod Garda og lod tilfældet råde. Vi nåede søen efter ca. 5 timers kørsel, hvoraf de 2 var foregået i kø rundt om Venedig. Øv.
Mere øv, da vi nåede frem. Hvis Pra’ del Torri havde været turistpræget, var det (sø)vand imod, hvad det var ved Garda. Vi kørte ind på en enkelt plads, hvor der allerede på skiltet ude ve
d vejen stod: Alles besetzt. Det havde vi prøvet før. Denne gang blev det dog anderledes. Vi fandt ikke en ledig plads nede i Laziseområdet. Godt det samme. Vi overbeviste os selv om, at der i øvrigt heller ikke var værd at være. Nå! Vi kørte længere nordpå mod Malcésine. Det kunne da være sjovt at bo i den samme by, som vi havde boet i mange år tidligere, men campingpladserne var placeret oppe ad skrænten med indkørsler, der havde efterladt selv Altoen i problemer. Hvordan man bærer sig ad med at få kastet en bil og campingvogn ind på de pladser er en gåde. Vi forsøgte en enkelt gang, men det var så besværligt, at vi besluttede ikke at gøre forsøget igen. Vi kørte igennem Malcésine og jeg forsøgte at komme i tanke om noget derfra. Det eneste, der sprang frem var svævebanen, som stadig er der og så mente jeg at kunne huske, at vi boede på Hotel Eden. Men om det var rigtigt, var jeg ikke sikker på.
Men hvad så? Vi så nogle fantastiske landskaber og Gardasøen tog sig ud fra sin smukkeste side med det azurblå vand med skibene og windsurferne, men det endte med at være forbeholdt dem, der havde booket i forvejen.
Vi kiggede på hinanden og blev enige om, at vi jo altid kunne køre til en campingplads, som vi kendte i forvejen og se, om der var plads. Vi stak kursen mod Trento. Vi kom igennem nogle fantastiske landskaber og det var nok det eneste positive, vi kunne komme i tanke om, efter en lang dag i bilen. Igen tog pigerne det fantastisk og mukkede ikke en eneste gang. Da de til og med fandt ud af, hvor vi var på vej hen, var der pludselig forventningens glæde at spore. Vi fik spist nogle rugbrødsmadder på en tankstation i bjergene, selvom pigerne drømte om varme toasts og chokoladecroissanter.
Igen viste vores Krølle-Beta sig fra sin værste side. Vi kørte vel igennem Trento 3-4 gange, uden at finde den rigtige udgang. Til sidst kom vi dog derfra og fandt hurtigt Levico Termé.
Der var heller ikke plads på Camping Jolly, da vi nåede frem, men det havde vi måske en god fornemmelse af, inden vi landede. Vi fik dog besked på, at der nok blev en plads dagen efter. Der holdt et par campingvogne og en anden autocamper og ventede i forvejen… hollændere, naturligvis. Vi skulle blot stå tidligt op dagen efter og gå ned og spørge i receptionen. Vi fik pakket det mest nødvendige ud, pigerne fik badetøj på og så sjoskede vi ned til søen. Lisa lignede efterhånden sig selv igen, og jeg havde en ide om, at det kølige vand i søen kunne være godt for hendes skoldede ansigt. Det sved i maven på mig, hver gang jeg kiggede på hendes pande…
Pigerne nød det i fulde drag og Jesper tog også en dukkert. Jeg var lidt træt af våde bukser, så jeg blev på land. Alt så næsten ud som sidste år bortset fra, at de havde inddraget fodbold-/sportspladsen til camping. Det var lidt ærgerligt, da det gav noget luft og et godt indtryk af, at det var vigtigt, at ungerne havde god plads. Børneområdet var blevet noget begrænset, men der var stadig miniklub med nogle af de samme, der også var der sidste år. Marco, som fik vores mailadresse og kunne skrive, hvis han skulle på Roskildefestival og ham den lille skaldede, der har en fysik og mimik, der overgår meget, jeg hidtil har set.
Marco gav den i øvrigt gas som Bono på scenen i Jollybaren, men det er udenfor enhver diskussion, at det var mere sjældent end kønt. En trommeslager uden rytmesans og en guitarist uden en tone i livet, gjorde ikke sagen bedre, men det var sjovt.
Fredag den 25. juli 2008
Levico – termo-svede-kasse
Jesper var for en gangs skyld oppe før mig. Han var ude af døren klokken 8 og kom retur og sagde, at han havde fået en plads. Dejligt! Vi skulle bo forholdsvis tæt på cafeen og toiletterne, men næsten så langt fra søen, som vi kunne komme. Det gjorde ikke noget, for så fik vi også gået lidt.
Og – surprise! Der lå en DANSK campingvogn ved siden af vores! Det var et ægtepar på omkring 55, der var lige så læderhudsagtige som Tollundmanden. De var vældig flinke og vi snakkede en lille smule. De ville blive til mandag. De syntes, at Jolly var hyggelig – men måske lige festlig nok om aftenen. De skulle slå et smut omkring Caorle – bare for at ha’ noget ordentligt at sammenligne med J
Det var stegende hedt. Termometeret viste 28 grader, da klokken var 10. Vi havde aftalt en hel dag ved søen og efter morgenmaden fik vi hurtigt pakket en taske med håndklæder. Vi fandt en god plads ved søbredden, så vi kunne holde øje med pigerne. Vandet var rigtig dejligt, lunkent og rent – men det blev hurtigt dybt. Pigerne er blevet meget bedre til at svømme og de dykkede og sprang fra broen i en uendelighed. Lisa slog endda kolbøtter ud i vandet fra broen, mens jeg sad med hjertet oppe i halsen. Efter frokost kom der rigtig mange mennesker og jeg havde masser af fornøjelse ved at sidde og kigge på dem, mens Jesper og pigerne plaskede rundt i vandet.
Hver gang pigerne kom op af vandet, tømte jeg en tube solcreme i ansigtet på dem. Jeg var skrækslagen for, at de skulle blive skoldede igen og jeg havde lært lektien. Lisas hud havde godt af vandet og efterhånden var hævelsen helt væk. men det kunne godt mærkes på frøkenens adfærd, at hun havde fået ekstra opmærksomhed i nogle dage.
Omkring kl. 16 meldte sulten sig og vi var alle 4 lidt trætte efter at have lavet absolut ingenting hele dagen. Solen havde braget ned på os hele dagen og vi trængte til en smule skygge og noget mad. Vi aftalte, at vi kunne gå ned og tage en aftendukkert senere.
Jesper cyklede til supermarkedet for at handle og op i byen for at hæve penge. Det blev til sandwiches med spegepølse og ost og så kunne vi spise noget ordentligt senere… Jesper nævnte lige i farten, at hans kort så ud til at være spærret. Han kunne i hvert fald ikke få nogen penge ud af automaten. Vi blev enige om, at vi skulle tage i byen dagen efter og forsøge med mit kort. Vi havde et mindre problem, hvis den ikke ville aflevere. Jesper havde ikke kunnet hæve på sit kort siden han havde betalt regningen på restauranten i Brian.
Vi gik til søen igen lidt senere og fik vasket sveden af igen. Det var en skøn fornemmelse at blive kølet ned, uden at vandet var så koldt, at det var en stor overvindelse at komme under. Jeg opdagede, at 
en af pigerne havde sat en hånd med solcreme på mit lår og der var fine aftegninger af fem fingre, der tydeligt kunne ses mellem det røde på låret. Smukt J
Jesper og jeg sad og snakkede, mens jeg kiggede på, at den italienske bedstemor overfor bagte pandekager til hele familien.
Jeg faldt fuldstændig i staver over denne ældre dame med Parkinsons, der stod og stegte de mest velduftende pandekager.
De må have bemærket det… for lige pludselig kom en dame på min egen alder over med en tallerken med en pandekage, som hun synes, at jeg skulle have. Pis… Jesper var flad af grin og jeg synes bare, at det var røvhamrende pinligt! Jeg har altid så travlt med, at pigerne skal være søde, lade være med at glo og ikke snakke om andre, når de kan høre det. Tilbage til mig med 1000 km/t.
Bagefter gemte jeg mig i camperen, hvor jeg kogte frisk tortellini og spaghetti, stegte bacon til Maria og lavede tomatsauce til os andre. Ganske fin mad efter en ganske fin dag, der sluttede med en lille aftentur.
Lørdag den 26. juli 2008
No money – no honey
Der er ikke noget som at vågne klokken fem af en solstråle i ansigtet og lyden af fuglesang. Sådan var det bare ikke lige denne morgen. Jeg vågnede ved, at Lisa jokkede på mit ben, da hun skulle ud og tisse. Bagefter puttede hun sig og vi faldt i søvn igen, men jeg nåede at registrere, at det var overskyet. Da jeg vågnede et par timer senere, var det stadig overskyet og jeg kunne ikke beslutte mig for, om det var godt eller skidt. På den ene side kunne det være rigtig rart med en dag uden sol, men på den anden side var det også dejligt at bade i søen og ikke lave en skid hele dagen.
Da vi havde spist morgenmad, sad vi lidt og snakkede om, hvad vi skulle lave. Jesper ville gerne finde en cykelpumpe, da Lisas cykel var flad og der var heller ikke for meget luft i min. Jesper kunne stadig ikke hæve penge og nu var han blevet godt nervøs for, at nogen havde tømt vores konto. Beskeden fra automaten: ”No funds available” var da også noget alarmerende, da der burde være skejser på b
ogen.
Vi fandt et hot-spot og kom kortvarigt på nettet, så vi kunne få bekræftet, at der stadig stod penge på kontoen. Da det var sket, diskuterede vi lidt, om det var VISA’s regler for, hvor meget man kunne hæve i en given periode, der blokerede kortet – eller hvad det kunne være. Vi bestemte os for at gå i byen og se, om jeg kunne hæve på mit kort, når siestaen var overstået.
Jeg satte mig til at skrive på min lille historie. Jeg var efterhånden kommet en uge bagud og jeg kan godt mærke, at der er mange detaljer, som jeg ikke har fået med. Man skal helst skrive hver aften, men der har ikke været så meget energi til det på grund af for meget afslapning.
Hele dagen havde store, sorte skyer kredset om dalen, men det blev ikke rigtig til andet end lyn og torden i det fjerne. Jesper konstaterede, at det ikke ville regne, men jeg var nu ikke så sikker. Ungerne fik lov til at passe sig selv det meste af dagen, mens jeg sad og skrev. De kørte i miniklubben, spillede Trivial og var ovre på boldbanen og spille fodbold med Jesper. Det passede vist alle fint. Ved 16-tiden gik det mod byen. Det tager en halv times tid at gå derop og det er op ad en bakke udenfor kategori hele vejen. Vi styrede lige mod kontantautomaten og det lykkedes mig at trække €200 ud af den. Vi gik hen til den næste automat og prøvede lykken, men nu fik jeg også besked om, at jeg ikke havde penge på min konto. Vi må hutle os igennem weekenden for de €200 (!) og så må vi se, hvad banken siger på mandag. Hvis der er problemer og kortene ikke længere virker, bliver det sgu en lang tur hjem, men mon ikke der er en god forklaring? Jesper sagde, at han ville forsøge sig igen i morgen.
Vi spiste oppe i byen og betalte med mit kort uden problemer. På vejen hjem købte vi et par småting i supermarkedet og delte en liter chokoladeis, da vi kom tilbage. Pigerne havde fået en lille bamse hver, som de gik ud i teltet og legede med. Det var også til at holde ud at være derude, da solen ikke ligefrem havde skinnet de seneste timer. Jeg sad og kiggede på tordenvejr, mens Jesper lavede kaffe og hyggede om sin lille kone.
Senere gik pigerne til mini-dance-show i baren på Jolly og bagefter lavede Marco og co. cabaret på scenen ved miniklubben, som var nogenlunde sjovt på den amatøragtige måde – men hvor det hele ikke var lige børnevenligt! Det varede lige til kl. 23.15 og så var der kun tandbørstning og godnat tilbage af den dag!
Da jeg hørte de små dryp af regn på taget, tænkte jeg, at jeg alligevel fik ret i, at det ville regne. Men jeg havde knapt tænkt tanken, førend det stoppede igen. 4 timer med lyn og torden over bjergene og 12 dryp på Jolly. De er sgu dygtige, de italienere.
Jeg håbede dog, at der var fuld skrue på solen igen i morgen.
Inden jeg faldt i søvn, sendte jeg lige nogle ønsker af sted til venne-bilen, der var på vej hjem gennem Tyskland, om en hurtig og kø-fri rejse.
Søndag den 27. juli 2008
Gråzone
Det er altid lidt øv at vågne op og konstatere, at solen ikke skinner, når man er kørt 1.400 km. for at se den skinne. Drivhuseffekt, dieselpartikelfilter og forbrug af engangsservice rammer én i hovedet, når man ligger der og kigger på skyerne, der driver forbi. Men det regnede ikke. Vi stod sent op og spiste ikke morgenmad før kl. 10. På det tidspunkt er der også kun de kedelige croissanter tilbage i butikken, men det er blot det offer, man må bringe. En drageflyver kredsede om pladsen og det må være helt fantastisk at svæve deroppe!
Solen kom og gik og på et tidspunkt så det endda ud til at blive regn igen.
Vi sad og dasede og snakkede og prøvede at beslutte, hvornår vi skulle påbegynde hjemturen. En SMS fra vore venner fortalte, at de var kommet godt og smertefrit hjem. Bagefter gik Jesper over for at vaske op efter 3 dage (! – mon ikke jeg burde have gjort det?) og jeg gjorde camperen ren indvendig. Måske er jeg hysterisk, men toilettet skal være nogenlunde lugtfrit… Det er selvfølgelig lidt svært med et kassettetoilet, men man kan godt få det til at lugte af Ajax et øjeblik.
Da solen stadig ikke mente, at den skulle dukke rigtig frem, blev vi enige om at gå til søen alligevel. Det var dejlig varmt, så man kunne sagtens ligge dernede. Pigerne er helt vilde med vandet, men der er alligevel aldrig sure miner, når de skal op. De er så skønne at have med! Det tager blot et par dage for dem at vænne sig til at være på campingpladserne, så måske er det en fejl, at vi suser sådan rundt. Et par dage mere hvert sted ville måske være bedre for dem. Det må vi snakke om, når vi kommer hjem. De har i hvert fald fundet sig til rette på Jolly og i dag skulle de ned og lære Marco lidt dansk. Så ville han til gengæld lære dem noget italiensk.
Vi blev ved søen en times tid og gik derefter hjem for at få lidt at spise. Det blev bare til nogle sandwiches igen, da det ikke er den store sult, der rammer én i varmen. Gudskelov – for med den mad, der er til rådighed hernede, ville man da mindst tage 10 kg. på i løbet af en uge. Måske er det sket alligevel? J
Jesper kørte op i byen for at købe lidt kød til i aften og se, om han kunne vriste nogen kontanter ud af automaten. Han kom tilbage 40 min. senere og kunne konstatere, at uanset hvor svært det kan være at gennemskue italienernes åbningstider/siesta osv., så var der altså lukket om søndagen! Til gengæld afleverede kontantautomaten de ønskede sedler og alt åndede fred igen. Lige på nær, at jeg skulle forsøge at finde ud af, hvad vi skulle spise til aften, når nu vi ikke kunne handle. Men nu havde vi da i det mindste kontanter, så det kunne jo altid ende med en Lilymodel i form af en Diavolopizza!
Jeg luskede over til vores italienske pandekagebagende naboer og forærede dem en pose kaffebønner, som vi kom til at købe dagen i forvejen i den tro, at det var noget, der mindede om Nescafé. Vi overvejede at få bønnerne malet og købe en tragt og nogle kaffefiltre, men opgav tanken allerede dér, hvor vi skulle finde et malested. Naboerne blev glade og så var der udlignet i forhold til pandekagerne!
I mellemtiden havde solen besluttet sig. Den ville gerne skinne i dag. Tak for det. Med det samme steg temperaturen 10 grader – eller det føltes sådan. Vores danske naboer var ved at pakke sammen. De skulle mod Danmark i morgen tidlig, dog med et par overnatninger i Tyskland.
De var vældig flinke og fortalte om, at de havde camperet i rigtig mange år både i telt og combicamp. Jesper og jeg snakkede om bagefter, at vi måske var begyndt at overveje en anden camper med f.eks. en fast seng og ingen alkove, men i stedet en siddegruppe, der kunne slås ud til pigerne, så de slap for at ligge så trangt. Spørgsmålet er så, om vi kan få solgt swingeren uden at tabe alt for mange penge på den. Vi får sandsynligvis mest for at bytte den med en anden hos en forhandler, som ikke hedder Neergaard!
Pigerne havde været i miniklubben siden lidt i fire for at lære Marco dansk, så han kunne lære dem italiensk. Jesper og jeg gik ned forbi og hen i cafeen for at få en kop kaffe. Jeg kom til at bestille en is-kaffe, som bestemt heller ikke var gratis – men for dælen, hvor smaaager det godt. Bagefter slentrede vi ned for at hente badetøjet. Solen varmede rigtig meget, så en dukkert ville gøre godt. Da vi langt om længe havde pakket badetøjet, begyndte det at dryppe lidt fra oven og solen forsvandt igen. Det var ikke nemt! Vi gik derned alligevel og sagde til pigerne, at de kunne komme derned, når de var færdige med deres sproglektion.
Vi lå og dasede nede ved vandet i en halv time, før Maria og Lisa kom. De fik badetøj på og sprang nærmest i vandet med det samme. De øvede sig i at springe på hovedet fra broen, men Maria fik snøret Lisa og smed hende i. Jesper sprang op og løb efter Maria, som han fik fanget og under stor bevågenhed fra resten af stranden, smed han hende i vandet fra broen. Jeg nåede desværre ikke at fange det med kameraet… Maria og Lisa øvede sig i at springe på hovedet eller slå flikflak ud i vandet fra broen – og som sædvanlig sad jeg med hjertet oppe i halsen. Men de er blevet gode til at svømme og de er bestemt ikke bange for vandet. Blishønsene kiggede også lige forbi for at spise krummerne fra strandgæsterne.
Vi blev enige om en pizza fra campingrestauranten og vi skulle bare hjem og have tørt tøj på, så vi måske kunne nå at få et bord deroppe. Der går hurtigt en halv eller en hel time, når 3 damer skal gøre sig festklare og da vi endelig kom derop, var der selvfølgelig ingen borde ledige. Vi nappede pizzaerne med hjem sammen med en kold flaske hvidvin – og det var nu heller ikke så tosset. Den manglende opvask var der heller ingen, der savnede bagefter.
Pigerne havde lovet sig væk til miniklubben klokken otte på Levico og efterfølgende discodans på Jollybaren. Jesper og jeg sad og funderede over livets genvordigheder, hvorefter vi luskede op på Jollybaren og fik en kop Café Americano, som er den eneste slags kaffe, der minder om den, vi drikker i Danmark. Hvis man glemmer at bede om det, bliver man tildelt en dukkekopfuld espressokaffe, der er så stærk, at enhver hård mave må gi’ fortabt og man nærmest skider i bukserne, inden man har slugt tjæren.
Et bad med sæbe og shampoo til alle og dermed var endnu en dag til ende. Jesper og jeg skulle lige høres i de ord, som pigerne havde lært i klubben og så var der fred.
Måske skinner solen på os hele dagen i morgen?
Mandag den 28. juli 2008
Dagligdagens trivialiteter
Solen skinnede heldigvis ind ad en sprække i gardinet, da jeg vågnede ved at vores naboer kørte deres vogn ud fra pladsen. Et kvarter efter holdt der en ny campingvogn derinde… and guess what? Det var hollændere!
Nå, men Lili (vores pandekagebagende bedstemor overfor) sad med sin kaffe og croissant, som hun havde gjort de foregående dage, mens hun hilste på Giovanni,der råbte Bon giorno!
Maria og jeg stod op sammen og gik over for at købe noget morgenbrød, kaffe, mælk og ost. Vi kom tilbage med morgenbrød og mælk, men glemte resten. Der stod en del i kø, så vi gad ikke gå tilbage. Hvis der ikke var kaffe nok til 2 kopper, kunne Jesper enten drikke noget ginsengkaffe, som vi også havde købt ved en fejl, eller jeg kunne drikke en kop kakao, selvom det ikke lige har samme effekt. Måske kakao og en Red Bull?
Vi kunne ikke rigtig bestemme os til, hvordan vi skulle bruge dagen. Det var tæskevarmt og det lod ikke til at blive køligere i løbet af dagen og det skulle man ikke klage over!
Klokken var efterhånden blevet 12, inden vi var færdige og pigerne strøg over til Miniklubben. De kom dog hurtigt tilbage, da der var noget med en ballon og nogle poser, som de havde tabt og ikke ville fortælle om, da Marco ikke skulle tro, at de var dumme… Lisa og Maria gik ind og legede lidt med deres nyerhvervelser: Nogle små tøjdyr i en lille æske. De havde brugt lågene fra alle Trivialspillene som huse, puttet noget tøj ned i æskerne som gulvtæpper osv. og så blev der leget. Det blev overskyet et kort øjeblik, men da solen igen kom frem pakkede vi en badetaske og gik ned til søen. Vi blev der nogle timer og så have Jesper fået nok. Vi var også blevet sultne og diskuterede lidt, om vi skulle spise tidlig aftensmad eller vi bare skulle finde på noget let. Det blev det sidste.
Jesper og Maria gik over i baren og købte toasts og efter vi havde spist, kørte Jesper op i byen for at lænse kontoen og checke, om VISA-kortet igen gav jackpot. Han havde snakket med Danske Bank for at høre, hvorfor hans kort pludselig blev afvist og fået besked på, at han havde brugt alt for mange penge på alt for kort tid. Det gav god mening, men han fik alligevel spærringen ophævet og så kunne Eurofesten fortsætte!
Jeg sad og svedte ved camperen og læste i bogen om Venedig. Pigerne sad og legede i camperen, da varmen udenfor var lige styg nok. Jesper vendte tilbage efter sin bjergtur og havde købt et par tøjdyr mere til ungerne. Jublen ville ingen ende tage.
Der var bestilt burgere til aftensmad, så jeg gik i gang med at stege bacon, burgere og kylling. Føj for en sveder – endda med den sideeffekt, at vores lille hus lugtede af stegeos i mange, mange timer efter. Men det var et fint måltid og bagefter gik Jesper og Lisa over og vaskede op, mens jeg ryddede op og Maria badede og føntørrede sine nye tøjdyr ovre i baderummet! (?)
Da opvaskerne kom tilbage, besluttede jeg, at det var et perfekt tidspunkt at tage et bad på, da alle var i gang med aftensmaden eller opvasken. Ideen virkede fantastisk, lige indtil jeg tændte for vandet og de iskolde dråber ramte min svedige krop og fik mig til at tænke på, at der nok var en grund til, at der ikke var kø ved baderummene, mens den halve campingplads var i gang med at vaske op… i varmt vand! Nå, men det var nu alligevel dejligt at blive kølet ned.
Pigerne cyklede over til discodans, mens Jesper og jeg slentrede ned på cafeen for at checke vejret i det sydlige Tyskland de næste dage. Ikke så ringe endda. Tirsdag regn og resten af ugen sol og ca. 25 grader. Vi kunne også se, at vejret i Danmark var rigtig fint!
Vi blev enige om at blive på Jolly en dags tid endnu, da udsigten her var ca. 35 grader og let skyet. Det vejr kan man sagtens bade i! Vi blev også enige om at checke ud i morgen med afgang tidligt onsdag morgen og køre til floden Iller i Bayern. Små 300 km. og en let start på hjemturen. Hvis der var værd at være, ville vi tage en overnatning dér og måske én mere længere oppe i Tyskland. Det kommer an på vejret.
Jesper og jeg gik – med dejlig italiensk is og hinanden i hånden – ned for at se pigerne danse, men da de så os, ville de også ha’ en is og med hjem. Slut med aftenromantik. Vi sad udenfor camperen og snakkede og blev enige om at tage en hel dag ved søen i morgen som afslutning på et dejligt Jolly-besøg.
Aftenen sluttede med ”Guitar-Jack”, der spillede live på baren. Ikke helt dårligt, faktisk – så længe han kun spillede guitar og holdt sig fra at synge!
Dagen i morgen slutter sandsynligvis med en pakket og køreklar camper, der snart vender næsen mod nord. Desværre for de andre campister på Jolly, for så kommer de til at mangle noget at tale om, når vores zerstörte Fenster forsvinder!
Tirsdag den 29. juli 2008
Ciao bella!
Vi sov længe – eller vi lå i sengen længe. Helt til klokken 10. Lisa kom ned i løbet af natten og stjal min dyne, Jesper stjal min pude, så jeg var kold som is og havde ondt i nakken, da jeg vågnede. Ak og ynk! Vores genboer fornøjede med de sædvanlige hyl og skrig samt boldspil ved 8-tiden. Vores naboer havde pakket dagen i forvejen og kørte klokken 9, så der var masser af gang i den. Mens vi sad og spiste morgenmad, fik vi nye naboer – og guess what? Det var hollændere!
Vi havde aftalt, at HELE dagen skulle bruges ved søen, hvis vejret var til det – og det var det heldigvis og en lille solstråle fandt vej gennem camperen, mens vi skiftede til badetøj.
Håndklæderne blev hevet ned af tørresnoren, hvor de allerede var godt varme og så var det af sted mod vandet.
Vi hentede bademadrasserne og Jesper gik ned og købte en ekstra og så var de væk. Jeg lå og hørte italiensk radio på min mobil og prøvede at være trist over, at det var sidste dag i Italien.
Sidst på eftermiddagen lød de første tordenbrag og en masse sorte skyer trak sammen over bjergene. Det tordnede
længe, inden solen forsvandt. Samtidig med, at det skete, kom alle dem fra Miniklubben forbi for at sikre sig, at alle ungerne på stranden vidste, at der var aktiviteter i teltet kl. 16.
Det blev vores afgangssignal og vi pakkede sammen. Jesper kørte op for at checke ud og betale for fornøjelsen.
På vej tilbage til camperen begyndte det at regne en lille smule og vi blev enige om at gøre klar til afgang, inden alt blev vådt. Vi ville vise hollænderne, hvordan man skrider med værdighed, så vi pakkede sammen og ville vende camperen, så vi kunne køre lige så stille i morgen. Vores pandekagebagende bedstemor kom over for at sige farvel. ”Fini?”, spurgte hun. Hun kunne ikke et ord engelsk eller tysk – jeg kan meget få ord på italiensk, men alligevel lykkedes det mig at forklare, at vi skulle hjemad og på arbejde på mandag. Hun fik fortalt, at hun boede på pladsen hele sommeren til august eller september, afhængigt af vejret.
Det regnede lidt mere og da først Jesper fik vendt camperen, havde vi ikke så meget plads at gøre godt med og bilen holdt pilskævt. Vi blev enige om, at så var det bedre at sove på parkeringspladsen, hvor vi kunne holde lige.
Pigerne var kørt med 2 fra Miniklubben: Marco og Lélé op og handle i supermarkedet, da der skulle være pizzabar i morgen. Det var sådan lidt med hjertet i halsen at give dem lov, men på den anden side blev vi enige om, at det ikke kan nytte noget, at vores frygt altid skal bremse ungerne. Min søde Mor havde nok sagt noget andet…
Jesper gik op og checkede, at det var ok, at vi sov på parkeringspladsen, hvilket det selvfølgelig var, fordi de så kunne sælge pladsen til en anden og tjene dobbelt på den samme nat. Jeg tog et par chokolader og gik over for at sige ordentligt farvel til bedstemor. Hun blev glad og vi kindkyssede und alles. Hun ville vide, om vi kom til næste år – og hvis vi gjorde, måtte vi endelig komme forbi og få en pandekage. Så har vi da også mødt lokalbefolkningen på denne tur!
Camperen blev fyldt med friskt vand og tømt for det knapt så friske, parkeret og så gik vi ned for at spise noget rigtig kedeligt campingmad på restauranten.
Efter aftensmaden løb pigerne ned og dansede afskedsdans i klubben.
Igen var folk ved at falde over deres egne fødder, fordi de skulle glo efter vores manglende alkovevindue. Jeg ærgrede mig over, at vi ikke havde skrevet et skilt og sat på, hvor der stod: Smile – we just took your picture! (Smil, vi har lige taget et billede af dig).
En kop kaffe og en is til ungerne og så var det tid til at rede seng og nyde stroferne af live musik, der spillede på DueLaghi, 300 m. væk hvor vi som bekendt startede ferien. Den fik hele armen med Beach Boys, Elvis og andre store musikere, som blev maltrakteret på det skammeligste og henledte opmærksomheden på forgangne tiders grisefester…
Tak til Camping Jolly for igen at præstere nogle dejlige solskinsdage og en god afslutning på en dejlig ferie.
I morgen går turen mod nord med et eller to stop i Tyskland, helst ved Rhinen, Main, Iller eller en anden flod. Jeg er meget fascineret af alt det liv, der er på vandet – men måske var vi bare heldige sidste år, da vi fandt Zellingen?
Vi får se i morgen.
Onsdag den 30. juli 2008
Knödeln und svedige Ballen
Jeg vågnede tidligt – eller rettere: Jeg vågnede klokken 2, kvarter over 3, halv 5, klokken 6 og SÅ klokken 7. Men så var jeg også faldet i søvn første gang allerede klokken halv 1!
Det viste sig at være en rigtig skidt beslutning, at sove på parkeringspladsen. Først skulle live-musikken på DueLaghi overstås og så skulle disco-musikken på Bar Jolly overståes og til slut skulle samtlige fulde, unge hollændere 2 gange rundt om parkeringspladsen, mens drengene sang hollandske fodboldsange og pigerne hvinede mens de sidste biler kørte ind på pladsen – for ikke at nævne, at camperen alligevel holdt så skævt, at alt blodet lå i tæerne om morgenen.
Men vi skulle af sted, så jeg vækkede Jesper og pigerne. For første gang i vores Jolly-karriere var vi hos købmanden for at købe brød som de første!
Jeg plottede en campingplads ind på Krølle-Beta i Tyskland, lige over den østrigske grænse. Smart, synes jeg. Vi skulle kun køre ca. 350 km. og så kunne vi samtidig få lidt ud af eftermiddagen. Jeg havde endda gjort mig umage og fundet en plads med swimmingpool og en flod, så jeg kunne få styret min lyst til at se på både… og.
Men Jesper ville gerne igennem Brennerpasset og det ville Krølle-Beta ikke. Hun ville ha’ os op igennem bjergene og til det pas, der ligger østligere. Jesper kørte til Brenner og vi slog Krølle-Beta fra, da hun blev ved med at kræve en u-vending på motorvejen. Vi så nogle fantastiske landskaber og steder, som vi ellers kun havde kørt igennem om natten eller tidligt om morgenen, så lidt fik vi også ud af det.
Vi var højt oppe og langt nede. På et tidspunkt helt oppe i skyerne!
Da vi nåede gennem Brenner og videre gennem Østrig og et stykke op i Tyskland, kom vi i tanke om, at det nok var smart at slå Beta til igen. Da hun stadigvæk bad os om en u-vending, fik jeg kigget på kortet og kunne konstatere, at vi for længst var kørt forbi den ønskede plads. Godt, så. Vi måtte bare finde en anden.
Jeg plottede en nordligere plads ind og vi kørte videre, men forbi den afkørsel, som skulle have ført os derhen.
Pis igen. Det var rigtig, rigtig varmt og vi svedte så sæderne efterhånden føltes som brugte badesvampe. 
Vi blev ved med at love pigerne, at der ikke var så langt, men nu gik den vist ikke længere. Vi stoppede på et Autohof og fik en burger med pommes frites og en masse vand. Det hjalp lidt på humøret og efter at have tastet en ny og langt mere tilfældig plads ind, gik turen videre mod nord… indtil Krølle-Beta viste os mod vest…
og så lidt mod syd… og så lidt mod nord igen og efter at være kørt forkert en enkelt gang samt smidt bilen rundt i et par hårnålesving i Rothenburg ob der Tauber, nåede vi Camping Tauberromantik.
En fin lille (og billig) plet lidt nordvest for Nürnberg, der ligger ved floden Tauber, hvor bymuren er bevaret helt fra 1200-tallet og rådhuset stadig står, som det blev bygget i 1300-tallet.
Alt det – og en del mere – vidste vi (som sædvanlig) ikke en skid om, inden vi kom dertil, men så er det jo rart at læse lidt om, hvor man har været, bagefter…
Foran os kørte – surprise! – 2 hollandske campingvogne, som også lige skulle ind på pladsen. Igen viste disse eksemplarer sig fra deres charmerende side. Konerne skulle checke ind, mens mændene holdt og ventede i bilerne. Kommunikationen foregik derfor ud af døren ved råb og det faldt på intet tidspunkt mændene ind at stige ud af bilerne og gå ind til skranken. De blev færdige og vi fik også en plads, som kun kostede €26 for os alle en nat. Et lidt andet prisleje, end vi ellers havde mødt på vores vej. Vi bestilte også morgenmad, som vi kunne spise på vores videre færd mod Sjælland.
Vi læste, at der var en ”smutvej” fra campingpladsen til byen, og da vi havde siddet bagdelene flade og våde i mange timer, var det nok meget godt, at komme ud og få rørt kroppen lidt. Stigningen op til byen var ca. 20% - eller føltes sådan. Det gik opad i ca. 15 min. og så stod vi pludselig ved en port til en by, der mest af alt mindede om ”Den Gamle By” i Århus. Vi gik rundt og til vores ærgrelse kunne vi se, at vi ikke var de eneste, der havde fundet denne by og at hver anden butik tilsyneladende også kunne tjene penge på sådan nogen som os. Vi fandt dog en lille, sjov butik, der ikke kun havde plastikskrammel og jeg håbede, at vi kunne finde den rigtige ting til Mor. Heldet var med os, da jeg fik forklaret indehaveren, at vi ledte efter noget helt specielt og han gik over til en hylde, hvor han inde bagved fandt en lille tinfigur af en troldmand, der sad og skrev trylleformularer. På hans tryllestav sad en lille krystal, der var blevet ”poltergeistet”, så den holdt alle onde ånder væk og tiltrak de gode. Hvis den ikke faldt i Mors smag, kunne hun altid bruge den som brevpresse. (Hvem fa’en bruger sådan noget mere, hvor alle skriver SMS’er eller e-mails??).
Vi købte et par klistermærker til camperen og fik et Rothenburger-net med i købet. Videre op i byen med de mange, gamle huse – og souvenirbutikker.
Der var også bagerbutikker, restauranter og slagtere, men de havde lukket, da klokken efterhånden var blevet 18.30.
Vi gik og kiggede efter et sted, hvor vi kunne få noget at spise, men her var udfordringen vores ældste datter, der havde været tapper i Italien, men som nu gerne ville have noget at spise, som hun rent faktisk også kunne li’. Imens kom vi lige forbi et sted, hvor de solgte Rothenburger-ballen. Nogle store runde kugler med chokolade, nougat eller flourmelis på. De så uforskammet lækre ud.
Vi gik ind og købte 4 og fik endda en gratis med i posen. Det skulle være vores camperdessert på den sidste aften i udlandet. Jeg glædede mig allerede!
Vi gik videre rundt men blev til sidst enige om at spise på den restaurant, der lå ved siden af campingpladsen. På vej ud af byporten blev vi stoppet af en gammel dame, der sagde, at det måske var noget for pigerne at se de små museunger, der kravlede rundt på murværket? Jow, deet… og efter at have ”ih’et” og ”næh’et” af de små, ækle skadedyr, gik turen tilbage igen ned ad den lille sti.
På restauranten lykkedes det Maria at bestemme sig for en schnitzel. Jeg bestilte noget, som jeg ikke anede, hvad var (!), men som var ret væmmeligt, da det ankom i min mundhule. 2 kartoffelkugler og 2 stykker kød, der lignede sålen på mine efterhånden noget slidte klip-wog-klappere. Pludselig hørte vi et velkendt sprog fra bordet ved siden af. Guess what! Familien, der sad bagved, var dansk! Faren sad og ventede længe for at finde en mulighed for at komme i snak, men da konen gik på toilettet og pigerne legede med hans børn, kom der gang i snakketøjet. Han fortalte rigtig meget på utrolig kort tid og det var ikke småting, de havde oplevet som campister i Italien. Vi fik sneget os væk, da de bestilte kaffe og vi bare ville hjem og spise vores Ballen. Deres børn gik dog med os, da de (naturligvis) også boede på Tauberromantik. Mens ungerne legede på legepladsen, sad vi og nød udsigten til ”naboerne”, der var ved at gøre klar til natten. De var begge voldsomt overvægtige og havde ikke værdiget os et blik, siden vi parkerede, men det gjorde nu ikke den store forskel.
Pigerne blev kaldt til samling, afvaskning og Balle-spisning. Ikke den smarteste rækkefølge, da disse Ballen viste sig at være en slags klejner, der var viklet ind i noget fedtet chokolade/nougat.
Det begyndte at lyne, da vi skulle i seng, men så langt væk, at man ikke kunne høre tordenen. Det fortsatte hele natten, men der kom ikke én regndråbe. Tyskerne kan åbenbart også!
Et stykke væk var byens kirketårn, som var programmeret til at bimle hver hele time, så man hele natten ikke var i tvivl om, hvad klokken var, hvis man skulle vågne og føle sig forvirret over, om det var aften, nat eller morgen. Det betød 1 times søvn ad gangen for mit vedkommende…
Torsdag den 31. juli 2008
Køer i kø
Det blev endnu en lang nat med klokkekimen på timebasis, torden og lynild og en stegende varme, men vi var alligevel oppe, da kirkeklokken slog 8. En halv time senere var vi klar til at køre videre mod nord.
Da vi kørte ud fra pladsen, stod vores 2 store, tyske naboer foran deres vogn og vinkede til os, smilede og mimede ”gute Fahrt”. Vi vinkede tilbage og mimede ”danke schön” tilbage, selvom jeg nok synes, det var noget underligt.
Vi havde forberedt ungerne på en rigtig lang tur på ca. 800 km. med en gennemsnitstemperatur på ca. 25 grader i bilen. Drømmen om air-condition kom rigtig tæt på igen.
Det gik derudaf i en vældig fart. Først igennem landskaber, der var lige så flade som Lolland. 
Det var helt underligt, når vi havde været vant til at køre imellem bjergene det meste af tiden. Derefter gik det gennem Kasselbakkerne, der – selvom de hedder bakker – kan forekomme temmelig høje. Der var endda ”Notweg”, som vi også havde set i Italien. På de stejleste nedkørsler er der lavet en opkørsel fra vejen, så man ved at køre derop, kunne bremse farten, hvis der ikke var andre måder… Jeg forestillede mig at komme kørende ned ad et 16% fald med en stor campingvogn og bremserne svigtede. Mon denne lille Notweg så kunne bremse farten? Jeg fik desværre ikke fotograferet stigningen på nødudgangen rigtigt, men den var ret stejl – så måske?
Vi kørte mod Puttgarten, da vi, ligesom ved starten, ikke havde reserveret plads på færgen til Gedser. Denne gang var det dog med overlæg, da vi jo ikke vidste, hvornår vi ville køre hjem – og vi ville ikke være afhængige af en færgereservation.
Landskabet blev helt fladt igen og det begyndte at knibe med at synes, at det stadig var spændende at køre. Ungerne havde set en film og leget med deres små dyr, men nu begyndte de også at blive lidt urolige. Vi havde kørt i 3 timer i stræk og så var det tid til en pause, dieselpåfyldning og et udsøgt måltid på Den Gyldne Måge.
Vi så et rigtig grimt uheld, men på den modsatte kørebane. Det betød en øjeblikkelig kø på omkring 25 km.
En times tid senere var vi igen på A7 i fuld fart mod Lübeck. Jeg havde snakket med Mor og spurgt, om vi måtte kigge forbi i Viby på vej hjem, så vi lige kunne sige hej og aflevere troldmanden, inden hverdagen starter på mandag. Det var selvfølgelig ok. Hun passede hus og for Berit og Hans, mens de holdt ferie på søen. Louise var der også, da hendes SFO var lukket og Steffen og Karen-Marie var startet på arbejde.
Ved Hamburg røg vi ind i den forventede kø, men kun fordi der var en mand, der havde forladt sin bil, da den måske var løbet tør for benzin. Sjovt nok holdt vi ved siden af en stor lastbil med køer… Manden var på vej væk fra bilen i nødsporet, men Ordnung muss sein og man må ikke gå rundt på motorvejen. Vi hørte det i trafikradioen og pludselig kom en politibil susende, samlede ham op og kørte ham tilbage til bilen, hvorefter politiet kørte væk igen. Derefter opløstes køen og vi kunne drøne videre ad A1 mod Lübeck og Puttgarten.
Der var ikke mange biler på vejen i forhold til, hvad man ellers kan blive udsat for, så det faldt os på intet tidspunkt ind, at der kunne være mange rejsende mod Danmark. Vi blev ulykkeligt meget klogere, da vi ramte færgelejet kl. 18. Bilerne holdte et godt stykke ud fra billetlugerne i 9 eller 10 baner. Det var noget deprimerende og jeg måtte ringe til Mor og sige, at vi nok blev noget forsinkede i forhold til, at jeg havde troet, at vi var i Viby kl. 19.30.
Det tog ca. 45 min. at nå frem til billetlugen. Heldigvis valgte Jesper en kø, hvor der var mange campingvogne. De fylder meget, men køen flytter sig hurtigt, når de først har fået billet.
Da billetten først var købt, tog det ikke lang tid, før vi blev dirigeret frem mod tilkørslen. En lidt desperat Mor, der sad i en bil med campingvogn foran i vores række, kom pludselig ud med armene i vejret og signalerede, at vi var nødt til at køre udenom deres vogntog, da hendes mand ikke var kommet tilbage – sandsynligvis fra en tissetur. Vi kunne ikke lade være med at smile lidt og forestille os, hvordan resten af deres tur blev, hvis de ikke kom med den færge, der var ved at lægge til… Men det gjorde de nu og så endda ud til at tale sammen!
Det blæste lidt, som jeg altid synes, at det gør, når jeg skal ud at sejle, men til gengæld vandt vi kapløbet om at komme først i cafeteriet, så vi fik en vinduesplads.
Pigerne havde lidt lommepenge tilbage og de blev fyret af på et par skattekister med slik. Når de var tomme, kunne de bruges til sparegrise eller som hus til de nyerhvervede dyr. Det var sjovt at se Maria stå ved kassen og betale. Hun kunne lige nå op over skranken, men de klarede det helt selv. Jeg ville egentlig have købt noget parfume eller en ny deo, men da jeg så, hvor mange der stod i kø, opgav jeg tanken. Det orkede jeg sgu ikke for at spare en 10’er.
Vi var nogle af de første til at køre fra borde, så vi slap for rækken af lastbiler. Det gik i fuldt firspring mod Viby.
Vi slog lige blikket ned på stedet, hvor vores ferie startede, da vi kørte over Farøbroen. Sløjfen var bundet på 3 dejlige uger.
Krølle-Beta havde fundet en helt særlig vej til Viby, som Jesper besluttede at følge, så vi kørte fra i Lellinge og blev ført mod Ejby, lidt rundt og i retning af en privat, lukket vej. Hun fik så de sidste, irriterende ord: Foretag en lovlig u-vending!
Den anbefalede u-vending og 14 km. senere blev vi mødt af Mor, Margit, Louise, Mikkel & Malene med flag på vejen. Det var en helt fantastisk og dejlig afslutning på en skøn ferie.
Mor så heldigvis ud til at blive glad for troldmanden og så var der hot-dogs og nye kartofler og en rigtig kop kaffe!
Tak J
Lørdag den 2. august 2008
Eftertanker
Jeg havde besluttet mig for at få skrevet ned, hvad vi skal huske til næste år, hvad vi har lært af turen og hvad vi i hvert fald IKKE skal gøre en anden gang – en slags ”Lessons learned”. Det er jo så moderne, at man skal lære af sine fejl.
Her er listen:
1. Husk at lukke alle vinduer inden kørsel.
2. Husk at reservere plads på færgen i Gedser.
3. Husk at medbringe rigeligt rense- og duftevand til toilet og spildevandskassetter.
4. Husk at checke den anviste plads på campingstedet inden godkendelse.
5. Husk at medbringe nok bestik.
6. Husk at checke ungernes legetøj.
7. Medbring knapt så mange spil men i stedet flere bøger og blade til alle.
8. Husk at skifte GPS’en ud med en mere pålidelig udgave.
9. Husk at medbringe bikini. Ikke mange tager alligevel hensyn til andre i den retning…
10. Husk at medbringe nok Nescafé til 3 uger. Det er for dyrt at købe bønner, fordi man ikke kan sproget.
11. Husk at sikre, at køleskabet virker inden afrejse.
12. Husk at få hævet beløbsgrænsen hos VISA…
13. Køb myggebalsam og solcreme i Danmark, hvor det er 30% billigere end på campingpladsen.
Desuden har vi snakket om at forsøge at få 4 ugers sammenhængende ferie til næste år og lovet ungerne, at de må bestemme, hvad vi skal lave den ene af ugerne. Vi vil også prøve at planlægge lidt af turen på forhånd, men at det stadig er solen, der kommer til at have det sidste ord.
